Radikale gør støtte til Mette Frederiksen afhængig af udlændingepolitikken

Radikale Venstres leder, Morten Østergaard, er flyttet til ghettoen Vollsmose for at revidere sin udlændingepolitk.

Radikale Venstre vil ikke være med på hvad som helst.

De er jo ikke ”nyttige idioter”, som Morten Østergaard udtrykker det.

- Hvis vi ikke er trygge ved, at der føres en politik, som vi kan bakke op om, så vil vi ikke være parlamentarisk grundlag, siger Radikale Venstres politiske leder i ’Talkshowet Lippert’ på TV 2 News.

Efter to timers gåtur rundt i Odense-ghettoen Vollsmose, har han fundet varme i fælleshuset mellem de store boligblokke.

Han har været i bydelen før, men denne gang er han flyttet ind hos en ældre dame i tre dage for at blive klogere på Vollsmoses små 10.000 indbyggere og integrationen af de 75 procent indvandrere og efterkommere, som har hjemme netop her.

- Jeg vil udfordre mig selv og tage mine egne synspunkter op til revision, siger Morten Østergaard.

For udlændingepolitikken er afgørende.

Hvem vil gøre Mette Frederiksen til statsminister?

Mandag præsenterede Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, det, hun kalder partiets første store valgudspil.

Et udspil, der blandt andet vil sende flygtninge, som ønsker asyl i Danmark, til et modtagelsescenter i eksempelvis Nordafrika, og som på nogle punkter har skubbet Socialdemokratiet og Radikale Venstre længere væk fra hinanden.

Jeg har også spillet min rolle i det her dukketeater om udlændingedebatten.

Morten Østergaard

For det kan simpelthen ikke lade sig gøre og er ”valgkampsrelaterede luftkasteller”, mener Morten Østergaard.

Og når der efter næste folketingsvalg skal sættes navn på Danmarks statsminister, vil Radikale Venstre ikke støtte Mette Frederiksen, hvis hun vil lave asyl- og udlændingepolitik med Venstre og Dansk Folkeparti.

Støtten til en socialdemokratisk statsminister er betinget af indflydelse.

- Ja, selvfølgelig. Det er den, siger Morten Østergaard.

Så hvis Mette Frederiksen vil føre udlændingepolitik med Venstre og Dansk Folkeparti, så vælter I hende?

- Så skal hun spørge, om de vil gøre hende til statsminister.

- Jeg har svært ved at se, hvordan en regering skulle kunne komme til magten, uden man også er enige om det svære spørgsmål. Når vi ønsker en ny regering, så vil vi have en ny retning. Også i udlændingepolitikken. Vi ønsker mere realisme og mindre symbolpolitik.

Ingen radikal indflydelse

Allerede i maj sidste år slog Socialdemokratiets formand fast, at Radikale Venstre ikke får indflydelse på udlændingepolitikken.

- Jeg synes, at man skal lytte til mandaternes logik. Det må være sådan, at det er mandaterne, der afgør, hvilken politik der bliver ført, sagde Mette Frederiksen i maj sidste år.

- Lyt til mandaterne i Folketinget. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at der også efter et valg vil være et ligeså massivt flertal for en stram udlændingepolitik, som der er i dag.

Kronisk deja-vu

Mens Morten Østergaard bliver skubbet ud på sidelinjen, når det handler om udlændingepolitik, vil han selv forsøge at gøre noget andet, end han plejer.

Gennem to årtier med intens udlændingedebat er pladen gået i hak med automatreaktioner, hvor Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet råber om strammere krav, og Radikale Venstre står som forargede halalhippier, mener han.

Morten Østergaard får kronisk deja-vu.

- Jeg regner mig selv med som en del af problemet. Jeg har også spillet min rolle i det her dukketeater om udlændingedebatten, siger han i ’Talkshowet Lippert’.

Den Radikale leder kan godt se, at der er problemer. Problemer, der lige nu bliver overskygget af kampen om magten.

- Det her er en frustration over at være fanget i et akvarie, hvor de samme fisk svømmer rundt.

- Problemet er, at det eneste, som folk går op i på Christiansborg, er, hvem der skal være statsminister, siger Radikale Venstres politiske leder i ’Talkshowet Lippert’.

Se hele interviewet med Morten Østergaard på TV 2 News klokken 18.20 og på TV 2 Play.