Politik

Otte år gammelt klip sår tvivl om Løkkes forklaring i fiskeri-sagen, mener opposition

Klippet fra 2010 stammer fra et pressemøde, hvor udgangspunktet var en kollegas private ferie.

Privatliv eller ministerliv?

Det har været et af de store spørgsmål den seneste tid, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen har svaret på spørgsmål om sine relationer til storfiskere – også kaldet kvotekonger.

Statsministeren har slået fast, at han ikke er forpligtet til at svare på, om han har fået gaver af storfiskere eller deltaget i fester. Det har han gjort, fordi han mener, det er privat og ikke har noget med ministergerningen at gøre.

Men i et klip fra 2010 lod Lars Løkke Rasmussen forstå, at en minister er minister 24 timer i døgnet.

Det skete på et pressemøde den 13. april, hvor udgangspunktet var en sag om den daværende udenrigsminister Lene Espersens (K) private ferie.

Jeg har den holdning, at det at være minister, det er en funktion, og den bærer man på sig hele året, alle døgnets 24 timer uanset, hvor man så fysisk opholder sig

Lars Løkke Rasmussen i 2010

Minister 24 timer i døgnet

Lars Løkke Rasmussens ministerkollega havde prioriteret en familieferie på Mallorca over et arktisk møde i Canada, hvor USA’s daværende udenrigsminister Hillary Clinton blandt andet deltog.

Lene Espersen blev kritiseret – og undskyldte senere – for at have prioriteret privatliv over ministergerningen. Statsministeren ville på pressemødet ikke direkte kommentere udenrigsministerens beslutning, men sagde alligevel:

- Jeg har den holdning, at det at være minister, det er en funktion, og den bærer man på sig hele året, alle døgnets 24 timer uanset, hvor man så fysisk opholder sig, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Da en journalist spurgte, om statsministerens forventninger til ministerholdet svarede han:

- Jeg tror lige for et øjeblik siden, jeg udtrykte den meget klare forventning til mine ministre, at de varetager funktionen minister 365 dage om året 24 timer i døgnet.

Ret til privatliv

På et samråd i onsdags krævede flere partier, at Lars Løkke Rasmussen fortalte nærmere om sin relation til de såkaldte kvotekonger.

De ønskede blandt svar på, om han har fået gaver eller deltaget i andre fester end den, Ekstra Bladet har fortalt, han var til hos storfiskeren John-Anker Hametner Larsen i 2017.

Det ville statsministeren dog ikke. Her henviste han til privatlivet. Han talte ikke om, at ministre er ministre 24 timer i døgnet.

- Min hustru og jeg blev inviteret med (til John-Anker Hametners firmafest, red.). Jeg er ikke forpligtet til at føre liste over, hvilke aftenfester jeg eller Sólrun deltager i.

- Når jeg optræder i min egenskab af statsminister, har vi en åbenhedsordning. Når jeg modtager gaver i min egenskab af statsminister, så har vi en åbenhedsordning. Men ligesom alle andre her har jeg ret til et privatliv, siger Lars Løkke Rasmussen.

Lars Løkke Rasmussen mener ikke, at det var nødvendigt at fortælle om de gange, han har truffet de såkaldte kvotekonger. Video: Karoline Lunddal Dam & Morten Nielsen

Socialdemokratiet: Løkke undsiger sig selv

Hos Socialdemokratiet mener fiskeriordfører Simon Kollerup, at klippet viser, at Lars Løkke Rasmussen undsiger sig selv.

- Man er statsminister døgnet rundt, og det er Lars Løkke Rasmussen også. Det var han i 2010, og det er han også i 2018. Det hele ligner jo mere og mere en tilståelsessag, siger Simon Kollerup til TV 2.

Men det her klip fra 2010 ændrer jo ikke ved Lars Løkke Rasmussens klare afvisning af, at relationerne har haft indflydelse på regeringens politik. Og det er vel det grundlæggende i den her sag?

- Pointen er jo, at Lars Løkke Rasmussen mørklægger dele af den her sag med henvisning til, at der skulle være særlige private omstændigheder. Dermed afskærer han også Folketinget for indsigt i relvante forhold. Og jeg må bare sige, at jeg er vældig meget mere enig med statsministeren i 2010 end med statsministeren i 2018. 

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Venstre, men politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen er ikke vendt tilbage.

Det handler sagen om

Sagen om Lars Løkke Rasmussens forhold til storfiskeren John-Anker Hametner Larsen begyndte for alvor at rulle, efter Ekstra Bladet tidligere på måneden afslørede, at statsministeren i 2016 gratis lånte storfiskerens sommerhus i Skagen.

John-Anker Hametner Larsen havde givet den daværende oppositionsleder opholdet i 50-årsfødselsdagsgave i 2014, men på et samråd om den såkaldte kvotekongesag den 9. november sidste år fik flere oppositionspartier det indtryk, at statsministeren dårligt kendte manden.

Blandt andet på grund af følgende udtalelse:

- Jeg vælger at overhøre den her mærkelige insinuering om, at jeg skulle kende kvotekonger. Jeg ved ikke, hvad der gemmer sig bag den upassende bemærkning, lød det fra Lars Løkke Rasmussen på samrådet i november om de såkaldte kvotekonger, der er en betegnelse for de få velhavende fiskere, der de seneste år har sat sig på en meget stor del af de danske fiskekvoter.

Statsministeren forklarede dog på samme samråd, at han engang havde mødt ”en bestemt fisker ovre i Thyborøn” i forbindelse med ”et velgørenhedsarrangement” for Løkke-Fonden, som statsministeren har stiftet for at hjælpe utilpassede drenge.

John-Anker Hametner Larsen har ifølge Ekstra Bladet indsamlet over 1,2 millioner kroner til LøkkeFonden.

Statsministeren nævnte i november ikke noget om andre relationer mellem de to, men i sidste uge skrev Ekstra Bladet, at Lars Løkke Rasmussen og hans kone Sólrun i marts 2017 var med til en firmafest hos storfiskeren fra Thyborøn. 

Historierne kommer efter en tid, hvor regeringens indsats over for storfiskere har været stærkt omdiskuteret. Og i august tog Lars Løkke Rasmussen ansvaret for fiskeriområdet fra Esben Lunde Larsen på grund af dårligt samarbejde med de øvrige ordførere.

Lars Løkke Rasmussen har hele tiden fastholdt, at storfiskere ikke har haft indflydelse på regeringens politik. På samrådet onsdag sagde han, at sommerhusopholdet og festen er privat.

Overblik: Sagen om Lars Løkke Rasmussen og storfiskerne i Thyborøn

  1. 2017

    1. Afviser relationer til "kvotekonger" under samråd

      Statsministeren er kaldt i samråd om den såkaldte kvotekongesag.

      Her finder han det både "upassende", ”ulækkert” og ”uværdigt”, da Simon Kollerup (S) med en række spørgsmål insinuerer, at statsministeren skulle have personlige relationer til en af de meget omtalte kvotekonger.

  2. 2018

    1. Det kommer frem i pressen, at Løkke holdt ferie i storfiskers sommerhus

      I sommeren 2016 låner Lars Løkke Rasmussen et sommerhus i Skagen af den omstridte storfisker John-Anker Hametner Larsen, som er landets ottende største kvotefisker.

      Opholdet var ifølge statsministeren en fødselsdagsgave fra John-Anker Hametner Larsen til hans 50 års fødselsdag.

    2. Løkke giver storfiskeren fra Thyborøn en undskyldning

      Til årets torskegilde i Thyborøn, hvor LøkkeFonden indsamler penge, giver Lars Løkke Rasmussen en undskyldning til John-Anker Hametner Larsen efter den seneste tids opmærksomhed fra medierne. 

      -  Jeg er faktisk lidt ked af; oprigtigt ked af, at man skal slå sig så meget på at kende mig. Det synes jeg egentlig ikke er rimeligt. Det vil jeg gerne sige undskyld for, sagde han i sin tale.

    3. Løkke er med til John-Ankers firmafest

      Det kommer frem, at statsministeren deltog til John-Anker Hametner Larsens firmafest i 2016.

      Under det tidligere samråd havde han forklaret, at han engang havde mødt ”en bestemt fisker ovre i Thyborøn” i forbindelse med ”et velgørenhedsarrangement” for Løkke-fonden.

    4. Det kommer frem, at Løkke holdt møde med storfiskere før torskegilde

      Før et torskegilde i LøkkeFonden i 2016 holdt statsministeren et møde med en gruppe storfiskere i Thyborøn.

      På mødet drøftede de blandt andet bestanden af tobis, som dansk fiskeri tjener mange penge på.

    5. Halvdelen af check til LøkkeFonden kommer fra storfiskere

      Det viser sig, at over halvdelen af de indsamlede midler til LøkkeFonden i 2018 kommer fra 12 storfiskere og fiskerivirksomheder - herimellem storfiskeren John-Anker Hametner Larsen.

      De donerede tilsammen 190.004 kroner ud af i alt 372.829 indsamlede støttekroner til LøkkeFonden. John-Anker Hametner Larsen donerede selv 50.000 kroner.