Politik

Løkke stiller op til nyt samråd, men disse fem spørgsmål vil han IKKE svare på

Flere af spørgsmålene har privat karakter og ikke noget med ministergerningen at gøre, mener statsministeren. Flere partier kritiserer beslutningen.

Han har kaldt det "ulækkert” og ”uværdigt" at insinuere personlige relationer mellem ham selv og en storfisker fra Thyborøn. Men efter nye oplysninger er kommet frem, har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nu indvilliget i igen at stille op til samråd om sit forhold til en af de meget omtalte kvotekonger.

Det er dog langt fra alle oppositionens spørgsmål, han har tænkt sig at svare på.

Her kan du blive klogere på, hvad det er, Lars Løkke Rasmussen ikke vil tale om. Først dog lidt forhistorie.

Gratis sommerhusophold og firmafest

Sagen om Lars Løkke Rasmussens forhold til kvotekongen John-Anker Hametner Larsen er begyndt at rulle igen, efter Ekstra Bladet i sidste uge afslørede, at statsministeren i 2016 gratis lånte storfiskerens sommerhus i Skagen.

John-Anker Hametner Larsen havde givet den daværende oppositionsleder opholdet i 50-årsfødselsdagsgave i 2014, men på et samråd om den såkaldte kvotekongesag den 9. november sidste år fik flere oppositionspartier det indtryk, at statsministeren dårligt kendte manden.

Blandt andet på grund af følgende udtalelse:

- Jeg vælger at overhøre den her mærkelige insinuering om, at jeg skulle kende kvotekonger. Jeg ved ikke, hvad der gemmer sig bag den upassende bemærkning, lød det fra Lars Løkke Rasmussen på samrådet i november.

Statsministeren forklarede dog på samme samråd, at han engang havde mødt ”en bestemt fisker ovre i Thyborøn” i forbindelse med ”et velgørenhedsarrangement” for Løkke-Fonden.

Han nævnte ikke noget om andre relationer mellem de to, men onsdag beretter Ekstra Bladet, at Lars Løkke Rasmussen og hans kone Sólrun i marts 2017 var med til en firmafest hos John-Anker Hametner Larsen.

Statsministeren har endnu ikke kommenteret festen, men i søndags betegnede han sommerhusopholdet som ”totalt uskyldigt” og slog fast, at han ikke har relationer til kvotekonger, som har indflydelse på hans politiske arbejde.

Det er sagen om fødselsdagsgaven fra John-Anker Hametner Larsen, der har fået Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet og SF til at indkalde til et nyt samråd. De vil have svar på, om statsministeren har fortalt hele sandheden om sit forhold til kvotekongen.

Spørgsmål om gaver, ”svag moral” og ”ekstremt dårlig dømmekraft”

Forud for samrådet har de stillet seks spørgsmål, men det er kun ét af dem, statsministeren har tænkt sig at svare på, meddelte han tirsdag aften. Her følger en gennemgang. Vi lægger ud med det, statsministeren gerne vil besvare:

Korrekte oplysninger?

  • Mener statsministeren, at han gav korrekte og fyldestgørende oplysninger om sin relation til de såkaldte kvotekonger under samrådet i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg 9. november 2017?

Her er de spørgsmål, han ikke vil svare på:

Svag moral og dårlig dømmekraft?

  • Er statsministeren enig med professor i offentlig forvaltning ved Syddansk Universitet Kurt Klaudi Klausen i, at statsministeren har udvist "ekstremt dårlig dømmekraft", og i professorens vurdering, som lyder: "Desværre er det jo ligesom en mosaik, der danner sig om denne her mand af svag moral og dårlig dømmekraft", jævnfør artiklen "Ekstremt dårlig dømmekraft" bragt i Ekstra Bladet 17. januar 2018?

Dette spørgsmål vil Lars Løkke Rasmussen ikke svare på. Han mener, at sommerhusopholdet har privat karakter og ikke har noget med hans ministergerning at gøre.

Enig i kritik fra antikorruptionsgruppe?

  • Er statsministeren enig med formanden for Transparency International Danmark (antikorruptionsgruppe, red.) Natascha Linn Felix, der til Ekstra Bladet 17. januar 2018 udtaler: "Landets statsminister bør ikke modtage sådan en gave, det er soleklart". Og senere i samme artikel: "Jeg undrer mig og bliver forarget over, at landets statsminister modtager så stor en gave og gør brug af den i en situation, hvor stramninger over for storfiskere er under behandling"?

Dette spørgsmål vil Lars Løkke Rasmussen heller ikke svare på. Han mener igen, at sommerhusopholdet har privat karakter og ikke har noget med hans ministergerning at gøre.

Onsdag gentager Natascha Linn Felix sin kritik over for Ritzau. Antikorruptionsgruppen mener ikke, at privatliv og ministerliv kan adskilles i dette tilfælde, fordi regeringen blandt andet laver fiskerilovgivning.

Har andre ministre fået gaver fra kvotekonger?

De sidste tre spørgsmål handler om antallet af gaver og deres værdi:

  • Hvilke gaver og/eller ydelser har statsministeren modtaget fra de såkaldte kvotekonger?
  • Hvad er værdien af de gaver, som statsministeren har modtaget fra de såkaldte kvotekonger?
  • Har andre ministre i statsministerens regeringer modtaget større gaver, ydelser eller lignende fra de såkaldte kvotekonger?

Lars Løkke Rasmussen vil heller ikke svare på nogen af dem. Her henviser statsministeren igen til, at det ikke har noget med hans ministergerning at gøre.

Kritiske partier kræver klare svar fra Løkke

DF'ers fornemmelse

.

DF'ers fornemmelse

Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, har igennen lang tid været kritisk over for regeringens håndtering af de såkaldte kvotekonger. Og mandag kom han med en opsigtsvækkende udmelding.

Hvis landets statsminister bliver afsløret i at have ladet sig købe politisk af storfiskere, vil det ikke overraske ham.

- Slet ikke, siger Ib Poulsen til TV 2. Jeg ville ikke blive særligt overrasket.

Faktisk har DF'eren det selv på "fornemmelsen". DF-ordføreren har dog ikke dokumenteret sin fornemmelse, som bliver afvist af både Lars Løkke Rasmussen og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix Denmark

S: Drop gemmelegen

.

S: Drop gemmelegen

Hos Socialdemokratiet hæfter politisk ordfører, Nicolai Wammen, sig ved en udtalelse fra professor i forvaltningsret ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet Jørgen Albæk Jensen.

Til Berlingske siger professoren - og han bekræfter udlægningen over for TV 2 - at Lars Løkke Rasmussen kan have vildledt og overtrådt ministeransvarsloven, fordi statsministeren på samrådet i november ifølge ham gav indtryk af ikke at have noget med kvotekongen John-Anker Hametner Larsen at gøre.

På den baggrund opfordrer Nicolai Wammen Lars Løkke Rasmussen til at komme til samrådet og svare på alle spørgsmålene.

- Det er jo en helt usædvalig sag, hvor en førende professor siger, at der efter hans opfattelse kan være tale om både vildledning og overtrædelse af ministeransvarsloven fra statsministerens side. Det er jo ikke hverdagskost, og derfor nytter det ikke noget, at Løkke prøver at lege gemmeleg og sige, at der er nogle ting, han ikke vil svare på. Han må komme og lægge kortene på bordet, siger Nicolai Wammen, der dog ikke selv vil svare på, om han mener, Lars Løkke Rasmussen har overtrådt ministeransvarsloven.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix Denmark

Ø: Fortæl sandheden, Løkke

.

Ø: Fortæl sandheden, Løkke

Enhedslisten landbrugsordfører, Maria Reumert Gjerding, glæder sig over, at statsministeren stiller op til samrådet. Men venstrefløjspartiet er kritisk over for, at han ikke vil svare på de fleste af spørgsmålene.

- Sagen er jo, at Venstre i årevis, blandt andet under Lars Løkke, har ført en fiskeripolitik, der har gjort en lille gruppe mennesker meget, meget rige. Jeg synes, det er væsentligt for offentligheden og den danske befolkning at vide, om de her mennesker er Lars Løkkes private venner, eller om de ikke er, siger Maria Reumert Gjerding til TV 2.

Hun kalder Lars Løkkes eventuelle relationer til storfiskere for essensen af sagen og råder statsministeren til at svare på alle spørgsmål.

- Det er jo et demokrati, vi lever i, det er ikke en bananrepublik. Og derfor synes jeg, han skal komme og fortælle sandheden. Stå på mål for, hvis det er hans venner. Forsvare det, han har gjort. Forsvare sine relationer til de her mennesker, hvis de er der, siger hun.

Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix Denmark

V afviser: Uhørt

.

V afviser: Uhørt

Der er ikke skyggen af dokumentation for den ”fornemmelse”, som DF’s fiskeriordfører luftede mandag: at statsminister Lars Løkke Rasmussen har ladet sig styre politisk af en gruppe storfiskere fra Thyborøn.

Det slår Venstres Claus Hjort Frederiksen fast over for TV 2:

- I de mange år jeg har været i politik, er det helt uhørt grove og alvorlige insinuationer, siger han.

Ifølge ham er der ingen sammenhæng mellem de gaver, som Venstres partimedlemmer modtager, og den politik partiet fører.

 - Jeg kan forsikre om, at noget af det vi har vogtet mest nidkært over, det er, at der ikke er knyttet nogle betingelser overhovedet til økonomiske bidrag til Venstre.

Foto: Sarah Christine Nørgaard / Scanpix Denmark

Funding: Alvorligt og en anelse komisk

Ifølge TV 2s politiske analytiker Thomas Funding kan Lars Løkke Rasmussen godt regne med, at oppositionen vil anfægte beslutningen om ikke at svare på flere af spørgsmålene.

Han siger, at sagens kerne for dem er at finde ud af, om statsministeren har ageret politisk på baggrund af relationen til John-Anker Hametner Larsen. Derfor vil spørgsmålene om gaver være helt centrale for oppositionen, lyder vurderingen.

- Samrådet bliver en anelse komisk, hvis Løkke ikke vil svare på de spørgsmål, som er årsagen til, at oppositionen har indkaldt til samrådet, siger Thomas Funding.

Han understreger, at der ikke er nogen beviser for, at Lars Løkke Rasmussen skal have ageret politisk på baggrund af sin relation til den jyske kvotekonge. Først hvis det viser sig at være tilfældet, vil sagen blive rigtig alvorlig for statsministeren.

- Lige nu er det i gåseøjne ’bare’ en sag om, hvorvidt han potentielt har vildledt Folketinget i forhold til det, han sagde på sidste samråd om sin relation til kvotekonger. Det er alvorligt nok, men det er på ingen måde noget, han vælter på, siger Thomas Funding.

Højspændt kvotekonge-sag

Årsagen til spørgsmålene om Lars Løkke Rasmussens relation til kvotekonger hænger sammen med, at fiskeriområdet har været genstand for massiv politisk opmærksomhed det seneste år.

Den politisk højspændte sag tog for alvor fart, da et flertal udenom regeringen i december 2016 indgik en fiskeriaftale, der blandt andet havde til formål at gøre op med kvotekongerne - en betegnelse for de få velhavende fiskere, der de seneste år har sat sig på en meget stor del af de danske fiskekvoter og dermed har skabt næsten monopollignende tilstande.

En af dem er John-Anker Hametner Larsen, der ifølge Berlingske omsætter "for omtrent 90 millioner kroner årligt i fiskeriet”.

Folketingets fiskeriordførere spurgte dengang ved flere lejligheder den ansvarlige minister Esben Lunde Larsen (V), hvilke muligheder der var for at forbedre situationen for de mange små og mellemstore fiskere. Men ministeren videregav ikke en række af de forslag til en indsats mod kvotekongerne, som han og hans ministerium havde kendskab til.

Sagen førte til, at Lars Løkke Rasmussen valgte at fjerne fiskeriområdet fra Esben Lunde Larsens ministeropgaver. Han blev erstattet af Karen Ellemann-Jensen (V), som i november samlede flertal bag en ny aftale med stramninger over for kvotekongerne.

Samrådet finder sted onsdag klokken 13.