Lars Løkke i samråd om sit forhold til kvotekonger
Samråd kan blive en anelse komisk, hvis Lars Løkke Rasmusen ikke vil svare på spørgsmål om et sommerhusophold i 2016, siger politisk analytiker.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) stiller op til nyt samråd om sit forhold til de såkaldte kvotekonger.
Det har han meddelt i et brev til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.
Han meddeler samtidig, at han ikke vil svare på spørgsmål om gaver, da det ifølge statsministeren hører under "private forhold".
Lånte sommerhus af storfisker
På et samråd om den såkaldte kvotekongesag den 9. november sidste år afviste Lars Løkke Rasmussen, at han havde personlige relationer til en af de omtalte kvotekonger, der har været genstand for en højspændt politisk debat på Christiansborg i denne valgperiode.
- Jeg vælger at overhøre den her mærkelige insinuering om, at jeg skulle kende kvotekonger. Jeg ved ikke, hvad der gemmer sig bag den upassende bemærkning, lød det blandt andet fra statsministeren.
Men det har senere vist sig, at Lars Løkke Rasmussen i juli 2016 lånte storfiskeren John-Anker Hametner Larsens sommerhus i Skagen.
Søndag fortalte Lars Løkke Rasmussen, at han fik sommerhusopholdet som gave til sin 50-års-fødselsdag i 2014, og at han først fik brugt gaven i 2016.
- Jeg har jo ikke noget at fortryde, jeg har ikke nogen relationer til kvotekonger i al almindelighed og slet ikke nogen relationer, som har indflydelse på mit politiske arbejde. Det er totalt uskyldigt, sagde Lars Løkke Rasmussen.
Efter Ekstra Bladet skrev om Lars Løkke Rasmussen sommerhusophold, har flere af oppositionens partier bedt om at få statsministeren i samråd.
Når Lars Løkke Rasmussen vælger at stille op til samrådet, så skyldes det ifølge TV 2s politiske analytiker Thomas Funding, at han stod i en forbandet situation, uanset hvad han gjorde.
- Tager han samrådet, får han endnu en tur i mediemøllen og holder liv i en rigtig skidt sag. Gør han det ikke, så bliver det udlagt, som om han dukker sig og vil undgå at svare på spørgsmål. Og så får han alligevel en tur i mediemøllen, siger Thomas Funding.
Alvorligt og en anelse komisk
Selvom Løkke ikke vil svare på spørgsmål om gaver, kan han godt regne med, at oppositionen vil anfægte den beslutning.
- For dem er det sagens kerne, om han på nogen som helst måde har ageret politisk på baggrund af den relation, han har haft til John-Anker Hametner Larsen. Derfor bliver de her personlige gaver, han måtte have fået, helt centrale for oppositionen i den sammenhæng, siger Thomas Funding.
- Samrådet bliver en anelse komisk, hvis Løkke ikke vil svare på det spørgsmål, som er årsagen til, at oppositionen har indkaldt til samrådet, tilføjer han.
Thomas Funding understreger, at der ikke er nogen beviser for, at Lars Løkke Rasmussen skal have ageret politisk på baggrund af sin relation til John-Anker Hametner Larsen. Først hvis det viser sig at være tilfældet, vil sagen blive rigtig alvorlig for statsministeren.
- Lige nu er det i gåseøjne ’bare’ en sag om, hvorvidt han potentielt har vildledt Folketinget i forhold til det, han sagde på sidste samråd om hans relation til kvotekonger. Det er alvorligt nok, men det er på ingen måde noget, han vælter på, siger Thomas Funding.
Et af de seks spørgsmål til samrådet omhandler netop, hvorvidt statsministeren gav "korrekte og fyldestgørende oplysninger om sin relation til de såkaldte kvotekonger" under samrådet den 9. november.
Ø: Det er jo ikke en bananrepublik
De øvrige spørgsmål går blandt andet på, hvilke gaver Lars Løkke Rasmussen har modtaget fra de såkaldt kvotekonger, og hvad værdien af gaverne er. De spørgsmål vil han ikke svare på, da "samrådsspørgsmålene efter min opfattelse helt oplagt ikke vedrører min ministergerning," skriver statsministeren.
Det er Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet og SF, der har indkaldt til samråd.
Fiskeriordføreren for Socialdemokratiet, Simon Kollerup, og landbrugsordføreren for Enhedslisten, Maria Reumert Gjerding, glæder sig over, at statsministeren stiller op til samrådet. Men de er kritiske over for, at han ikke vil svare på de fleste af spørgsmålene.
- Sagen er jo, at venstre i årevis, blandt andet under Lars Løkke, har ført en fiskeripolitik, der har gjort en lille gruppe mennesker meget, meget rige. Jeg synes, det er væsentligt for offentligheden og den danske befolkning at vide, om de her mennesker er Lars Løkkes private venner, eller om de ikke er, siger Maria Reumert Gjerding til TV 2.
Hun kalder Lars Løkkes eventuelle relationer til storfiskere for essensen af sagen,og råder statsministeren til at svare på alle spørgsmål.
- Det er jo et demokrati, vi lever i, det er ikke en bananrepublik. Og derfor synes jeg, han skal komme og fortælle sandheden. Stå på mål for, hvis det er hans venner. Forsvare det, han har gjort. Forsvare sine relationer til de her mennesker, hvis de er der, siger hun.
Simon Kollerup forventer også, at Løkke svarer på alle spørgsmålene fra Folketinget.
- Sagen har en karakter, hvor det er helt naturligt, at vi forventer klare svar fra statsministeren. Derfor ser det mystisk ud, at han ikke vil berøre det emne, som netop har stillet hans tidligere samrådsbesvarelse i et noget broget lys, siger han til Ritzau.