Politik

Hård kritik af politikeres møde med tobaksgigant: - Industrien slår over 13.000 danskere ihjel

Philip Morris erkender, at det først og fremmest er forretning og ikke folkesundheden, besøget handler om.

Det er en meget dårlig idé, at politikerne fra Folketingets sundhedsudvalg tirsdag mødes med repræsentanter fra tobaksgiganten Philip Morris.

Det mener Kræftens Bekæmpelse, der siger, at sundhedspolitik og tobak bør adskilles.

- Det er en industri, der igen og igen er kendt for at manipulere og fejlinformere, og som leverer et produkt, der slår 13.600 danskere ihjel. Det er det mest sundhedsskadelige, vi overhovedet kan få øje på. Det er da tankevækkende, at de kommer ind i sundhedsudvalget, siger Leif Vestergaard, der er administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, til TV 2.

Skal beskyttes mod tobaksindustriens interesser

Det fremgår af dagsordenen til mødet tirsdag eftermiddag, at emnet er ”håndtering af nye produkter på tobaksområdet og anvendelse af tobaksskadesreduktionsstrategier i forebyggelsesindsatser”.

Repræsentanterne fra Philip Morris har i alt 15 minutter, men Kræftens Bekæmpelse henviser til en konvention fra verdenssundhedsorganisationen WHO, der siger, at sundhedspolitik skal beskyttes mod tobaksindustriens interesser.

Sådan som jeg kender industrien, så kender jeg dem som nogle, der både lyver og manipulerer med tal

Flemming Møller Mortensen, sundhedsordfører for Socialdemokratiet

Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, er medlem af sundhedsudvalget og har bedt sundhedsministeren svare på, om besøget fra Philip Morris strider mod konventionen. Men selvom han ikke har fået en afklaring, deltager han i mødet.

- Jeg vil være meget skeptisk. Sådan som jeg kender industrien, så kender jeg dem som nogle, der både lyver og manipulerer med tal. Det har de gjort historisk. Så jeg har ikke noget godt indtryk, siger Flemming Møller Mortensen til TV 2.

At Philip Morris kommer og besøger os i 15 minutter, er jo ikke ensbetydende med, at vi synes, det, de siger, er rigtig godt

Liselott Blixt (DF), formand for sundhedsudvalget

Kan ikke se problemet

Thomas Aarestrup Jepsen, der er kommunikationsansvarlig hos Philip Morris, forstår ikke, hvorfor hans virksomhed ikke skulle have lov til at besøge sundhedsudvalget.

- Noget af det smukke ved det danske demokrati er, at man kan anmode om at komme ind og fortælle udvalget, hvad man mener, siger han til TV 2 og tilføjer:

- Jeg kan godt forstå, at man politisk altid er opmærksom på særinteresser, og det gælder uanset, om det er en borgergruppe eller virksomhed. Og det skal man også være med os. Men at tage det i en helt almindelig åben og demokratisk debat med folkevalgte politikere er måden at gøre det på, synes jeg.

Venstres sundhedsordfører, Jane Heitmann, kan heller ikke se problemet i besøget.

Hun siger, at regeringen har som målsætning, at Danmark i 2030 får sin første røgfrie generation, men det behøver besøget fra tobaksindustrien ikke spænde ben for, lyder det.

- Det er vigtigt, at vi holder fast i, at Danmark er et lille åbent land, hvor man har let adgang til politikere. Og jeg synes, det er helt legitimt at henvende sig med en dagsorden, og så kan man gøre op med sig selv bagefter, om man er enig eller uenig, siger hun til TV 2.

Formanden for sundhedsudvalget, Dansk Folkepartis Liselott Blixt, er enig.

- Vi får dagligt besøg af medicinalfirmaer og alle mulige andre, som vil sælge noget. For mig er de alle lobbyister, og det er Kræftens Bekæmpelse også. At Philip Morris kommer og besøger os i 15 minutter, er jo ikke ensbetydende med, at vi synes, det, de siger, er rigtig godt, siger Liselott Blixt til TV 2.

Vil skabe opmærksomhed om eget produkt

Men hvad er det egentlig, Philip Morris vil have ud af sit besøg?

Tobaksproducentens kommunikationsansvarlige forklarer, at firmaet for et par år siden lancerede et såkaldt opvarmet tobaksprodukt, som ifølge Phillip Morris ”formentlig” er mindre skadeligt end almindelige tobaksprodukter.

Philip Morris ønsker at gøre de rygere, der alligevel ikke har tænkt sig at stoppe, opmærksom på alternativerne. Men som reglerne er i dag, er det ikke tilladt at reklamere for de såkaldt opvarmede tobaksprodukter.

Derfor ønsker firmaet en politik, der tillader en ”ordentlig og kontrolleret måde” at skabe opmærksomhed om det.

Kræftens Bekæmpelse har ikke set bevis for, at opvarmet tobak er mindre skadeligt end traditionel tobak, men fra Philip Morris lyder det, at foreløbige forskningsresultater er positive.

Men Thomas Aarestrup Jepsen, det er vel først og fremmest forretning og ikke folkesundheden, det handler om for jer?

- Jo, det er klart. Om man hedder Vestas, Tesla eller Philip Morris, er man sat i verden for at tjene penge. Men det faktum, at en virksomhed tjener penge, behøver ikke nødvendigvis at konflikte med samfundsnytte, siger han.

Kritik af Kræftens Bekæmpelse

Tilbage i sundhedsudvalget mener formanden, Liselott Blixt, at det er et problem, at Kræftens Bekæmpelse blander sig i, hvem de folkevalgte skal mødes med.

Hun betegner Kræftens Bekæmpelse som lobbyist og mener generelt, at Leif Vestergaard bør stille op til folketingsvalget, hvis han vil være politiker.

Den kritik forstår direktøren for Kræftens Bekæmpelse dog ikke.

- Vi ved godt, at vi ikke kan bestemme, hvem de mødes med, men derfor kan vi godt have vores mening og sige, at det er en dårlig idé, siger Leif Vestergaard.

Men burde I ikke passe jeres kerneopgave, som blandt andet består i at hjælpe danskere, der har fået kræft?

- Det koncentrerer vi os også rigtig meget om. Men vi skal også gøre noget for at undgå, at mange danskere får kræft. Hvis vi ikke gør noget ved det, bliver arbejdet større og større, siger Leif Vestergaard.