Hvem, hvad, hvor? Få hele overblikket over regeringens udflytning her

For anden gang på tre år flytter regeringen tusindvis af statslige arbejdspladser ud af hovedstaden. Se her, hvor de skal hen og hvem, der er berørt.

Regeringen har med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) onsdag offentliggjort anden del af sin plan om at flytte tusindvis af statslige arbejdspladser ud af København og hovedstadsområdet.

En plan, som regeringen før har kaldt "historisk".

Ud over at flytte 1800 statslige arbejdspladser, vil regeringen også oprette mellem 500 og 1000 nye uddannelsespladser i 10 byer rundt om i landet.

Samlet er 4024 arbejdspladser på vej til 49 byer uden for hovedstaden. Den mest markante udflytning i denne runde bliver Miljøstyrelsen, som rykker til Odense med alle 440 arbejdspladser, mens Aarhus blandt andet får Patientklagestyrelsen.

Gå på opdagelse i kortet og se, hvor arbejdspladserne rykker hen:

Udflytning af statslige arbejdspladser i 2018
Større udflytning af arbejdspladser (0)
Nye uddannelsesstationer (0)

De store byer Aarhus, Odense, Aalborg og Roskilde får med i alt 1191 en pæn del af arbejdspladserne, men Lars Løkke Rasmussen afviser på onsdagens pressemøde, at det særligt er de store byer, der får glæde af udflytningen:

- Det er rigtigt, at Odense som en lokal hovedstad på Fyn bliver stærkere af det her, og Aalborg bliver som regionshovedstad i Nordjylland stærkere, og Aarhus i det midtjyske bliver stærkere. Det er jo godt for hele regionen, siger han.

Har længe været mærkesag

Udflytning har længe været en mærkesag for regeringen. Da første runde fandt sted i 2015, blev det besluttet, at 3900 arbejdspladser skulle flyttes uden for hovedstadsområdet.

Ved Finansministeriets seneste opgørelse i september sidste år var 2546 statslige arbejdspladser flyttet ud af hovedstaden. 23 ud af de i alt 44 berørte institutioner havde på det tidspunkt afsluttet deres flytning, fremgår det.