Politik

Løkke lånte sommerhus af kvotekonge - kaldte spørgsmål om deres relation for 'ulækkert'

Løkke har lånt sommerhus af storfisker. På samråd i november kaldte statsministeren blandt andet spørgsmål om deres relation for "upassende".

Det var både "upassende", ”ulækkert” og ”uværdigt” at insinuere, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde personlige relationer til en af de meget omtalte kvotekonger, der har været genstand for en højspændt politisk debat på Christiansborg i denne valgperiode.

Sådan lød det fra statsministeren selv, da han var kaldt i samråd om den såkaldte kvotekongesag den 9. november sidste år.

- Jeg vælger at overhøre den her mærkelige insinuering om, at jeg skulle kende kvotekonger. Jeg ved ikke, hvad der gemmer sig bag den upassende bemærkning, lød det blandt andet fra statsministeren.

Men nu viser det sig, at Lars Løkke Rasmussen har lånt John-Anker Hametner Larsens, en af de omstridte storfiskere, sommerhus i Skagen i juli 2016. Statsministeren forklarer tirsdag i et skriftligt svar til Ekstra Bladet, at opholdet var en fødselsdagsgave.

- Jeg skammer mig ikke over at kende folk fra Thyborøn, skriver Løkke blandt andet til Ekstra Bladet.

Højspændt kvotekonge-sag

John-Anker Hametner Larsen omsætter, ifølge Berlingske, "for omtrent 90 millioner kroner årligt i fiskeriet”. Han og en række andre såkaldte kvotekonger har været genstand for massiv politisk opmærksomhed på Christiansborg de seneste år.

Den politisk højspændte sag tog for alvor fart, da et flertal udenom regeringen i december 2016 indgik en fiskeriaftale, der blandt andet havde til formål at gøre op med kvotekongerne - en betegnelse for de få velhavende fiskere, der de seneste år har sat sig på en meget stor del af de danske fiskekvoter, og dermed har skabt næsten monopollignende tilstande.

Folketingets fiskeriordførere spurgte dengang ved flere lejligheder den ansvarlige minister Esben Lunde Larsen (V), hvilke muligheder der var for at forbedre situationen for de mange små og mellemstore fiskere, men ministeren videregav ikke en række af de forslag til en indsats mod kvotekongerne, som han og hans ministerium havde kendskab til.

Løkke: Ulækker og uværdig

Sagen førte til, at Lars Løkke Rasmussen (V) valgte at fjerne fiskeriområdet fra Esben Lunde Larsens ministeropgaver. Og i november havde oppositionen så kaldt statsministeren i samråd for at få et svar på, hvad hans rolle i sagen havde været.

Her spurgte Socialdemokratiets fiskeriordfører, Simon Kollerup, blandt andet:

- Nu ved vi, at statsministeren personligt kender kvotekongerne, og derfor er det også helt relevant at spørge: Kendte statsministeren også til mulige tiltag, der kunne anvendes over for kvotekongerne, men som blev tilbageholdt for Folketinget?

En ”upassende” bemærkning, lød svaret fra Løkke, der senere på samrådet dog forklarede, at han engang havde mødt ”en bestemt fisker ovre i Thyborøn” i forbindelse med ”et velgørenhedsarrangement” for Løkke-fonden.

- Skaber det en relation? Altså, jeg har mange relationer. Men jeg har ikke nogen relation, der på nogen måder skulle være styrende i forhold til, hvad jeg går og tænker. Og det er jo den insinuering, der ligger nede bagved (spørgsmålet, red.), på en meget forfinet måde, og som jeg synes er ulækker og uværdig.

DF: Næppe tilfældigt med sådan en gave?

Dansk Folkepartis fiskeriordfører Ib Poulsen, der har været særdeles kritisk over for regeringens ageren i sagen om kvotekonger, siger, at de nye oplysninger bekræfter ham i, at der har været tættere forbindelser mellem Løkke og John-Anker Hametner Larsen, end statsministeren gav udtryk for i samrådet for tre måneder siden.

DFs fiskeriordfører Ib Poulsen.

- Det her bekræfter mig i, at der har været nogle forbindelser. Hvem politikere omgås er op til dem selv. Men jeg føler, at vi har haft en svær proces med at komme igennem med de her stramninger over for kvotekongerne.

Men mener du, at regeringen og statsministeren har holdt hånden over nogle af de her personer på grund af en personlig relation?

- Det kan jeg ikke vide noget om. Jeg kan bare sige, at det har været rigtig, rigtig svært for mig og andre politikere, som ville de her kvotekonger til livs. Og på det her samråd sagde statsministeren, at han kun havde sporadisk kendskab til de her kvotekonger. Men det er vel ikke tilfældigt, at man får et sommerhusophold i gave? Det er de færreste, der sender den slags ud til folk, de ikke kender.

Men mener du så, at statsministeren har talt usandt?

- Jeg kan forstå, at Socialdemokratiet nu vil indkalde til et nyt samråd. Og så må vi se, hvad svaret her bliver, siger Ib Poulsen.