BLOG: Pas nu på med formynderiet

16x9
Cigaretskod. Foto: Søren Bidstrup / Scanpix

BLOG: Lad mig være den første til at indrømme, at jeg aldrig har brudt mig om lugten af tobaksrøg.

Jeg bryder mig heller ikke om tanken om, at andres rygning kan være usund for mig, når jeg indånder røgen fra deres cigaretter, pibe eller cigarer. Og navnlig ærgrer det mig, at så mange unge begynder at ryge, selv om de burde vide bedre.

Men så længe jeg ikke skal døje med lugten, så må folk efter min mening faktisk selv bestemme, om de ønsker at ryge. Pointen er, at tobaksvarer stadig er legale nydelsesmidler i Danmark.

Derfor er det også at gå for langt, når Kommunernes Landsforening, KL lægger op til, at kommunalt ansatte slet ikke må ryge i arbejdstiden. Hvis de ikke generer nogen, må det da være deres egen sag, ligesom de selv må afregne med deres arbejdsgiver, om der går arbejdstid tabt, når der skal holdes rygepauser. Men helt at forbyde rygning i arbejdstiden? Det lugter for meget af formynderi.

Det er ikke påvist, at rygning på nogen måde indskrænker en persons muligheder for at udføre sit job på forsvarlig vis. Det er en anden snak med alkohol, og derfor er det også fuldt forståeligt, at mange virksomheder har den politik, at der ikke må drikkes i arbejdstiden. Alkohol virker sløvende, og nedsætter evnen til at koordinere bevægelser. Kort sagt hører alkohol og arbejde ikke sammen. Men nikotin har ikke denne negative effekt.

Hvis KL får held med at gennemføre ønsket om forbud mod røg i arbejdstiden, er der i princippet ingen grænser sat for, hvad en arbejdsgiver skal kunne diktere over for en medarbejder. Hvad bliver det næste? At medarbejderen får forbud mod at spise en burger i arbejdstiden, fordi vedkommende bliver skønnet for tyk – eller i risikozonen for at udvikle fedme – af arbejdsgiveren? Eller at medarbejderen ikke længere må drikke en sodavand?

Vi skal passe på med formynderiet. Det er en besnærende tanke at man kan lovgive om sundhed og nedlægge forbud mod de ting, som gør os usunde. Men det er og bliver et indgreb i den personlige frihed, og som sådan er det udansk. Ærligt talt, så ved vi jo godt, at rygning er usundt, og at fed mad sætter sig omkring livet, hvis ikke vi dyrker tilstrækkeligt med motion – og de fleste rygere vil såmænd også gerne stoppe med at ryge. Men de færreste vil tvinges.

Nej, både offentlige og private arbejdsgivere bør i stedet for forbud yde en hjælpende hånd til de medarbejdere, som ønsker at komme deres ”misbrug” til livs. Sundhed kan ikke gennemføres ved tvang.