BLOG: Flygtninge skal i arbejde. Selvfølgelig
BLOG: Flygtninge skal være en del af fællesskabet, så længe de er i Danmark.
Thulesen Dahl holder fast i sin idé om et paradigmeskifte - selvom Løkke har droppet sin idé om topskattelettelser. Der er snart udlændingeforhandlinger, så diskussionen er stadig relevant. Jeg er indædt imod DFs version af et ”paradigmeskifte” i Danmark.
Blandt andet vil DF sløjfe IGU-ordningen. IGUen er ellers en integrations-booster af de store. Gennem IGU-ordningen kommer mere end 1.000 flygtninge i arbejde og uddannelse samtidigt.
Vi må erkende, at en kolossal barriere for integrationen lige nu består i ét parti. Hvordan kan DF råbe beklagende, at indvandrere lever i parallelsamfund, mens man vil forbyde unge at gå ud efter kl. 20.00? Hvordan kan man klagende råbe, at muslimer ikke taler dansk, samtidig med at man vil stoppe danskundervisningen til flygtninge? Og ja. Hvordan kan man klage over, at for få indvandrere er i arbejde, mens man vil holde flygtninge fra arbejdsmarkedet?
Vi har forsøgt at skabe integration i årtier. Flere flygtninge kommer i arbejde. Men integrationen går for langsomt, ingen tvivl. Nu har vi endelig fundet IGU-ordningen, der får flygtninge hurtigt i job.
Det viser tallene også. For nyligt kunne vi læse i Politiken, at 92 kommuner i Danmark kan tjene 5,5 millioner i løbet af to år gennem IGU-ordningen. Hvorfor i himlens navn sløjfe en integrations-booster, som både arbejdsgiverne, fagbevægelsen og kommunerne jubler over?
I Radikale Venstre mener vi, at både Martin og Morten skal give en hånd med i fællesskabet. Vi tror på, at alle mennesker har potentiale, uanset deres fortid. Dem, der kan arbejde, skal arbejde.
Det eneste, jeg kan forsvare for mine børn er, at flygtninge er en del af fællesskabet, så længe de er i Danmark.
Og giver det mening at sende Mohammed til et krigshærget land, når han ikke bare er i job, men i et job, hvor chef og kolleger ønsker at beholde ham? Det mener jeg ikke. Skal flygtninge vende hjem, når deres land er genopbygget, så ved vi, at det bliver de bedst i stand til, hvis de har været en del af vores samfund, mens de var flygtninge. Integrerede, i arbejde, i uddannelse, lært sproget.
Jeg tror på løsninger. Og jeg forsager symbolpolitik, der ikke gør en forskel for de mennesker, det handler om. Radikale Venstre ønsker at investere et Marshall-beløb i nærområderne. Vi ønsker kontrol og fordeling af flygtninge gennem EU. Vi ønsker at integrere flygtninge gennem forventninger og krav. Ved at have IGU’en og gerne flere tiltag som indslusningsløn, gennem dygtige pædagoger og lærere, gennem aktiv boligpolitik og gennem uddannelse. Vi ved, det virker.
Det er ingen tvivl. Flygtninge skal integreres.