Politik

Regeringen drilles efter droppet plan: - Er det ikke at være statsminister for enhver pris?

Liberal Alliance sluger den ene kamel efter den anden, lyder en af reaktionerne, efter regeringen tirsdag måtte droppe skattereformen.

- Jeg vil ikke være statsminister for enhver pris.

Sådan lød det fra Lars Løkke Rasmussen (V) tilbage i 2014, mens socialdemokraterne stadig sad på statsministerposten - et år før hans selv blev valgt.

Skulle han være statsminister, så skulle det være på hans egne præmisser.

Men ordene klinger hult, hvis man spørger en række danskere, efter regeringen i dag måtte opgive sine visioner om ’historisk store skattelettelser’.

På de sociale medier kritiserer de statsministeren for netop at være statsminister for enhver pris. Således kommenterer brugeren Lone Juul Lanng:

- Hvem var det nu, der sagde, at han ikke ville være statsminister for enhver pris? 

Hun bakkes op af Kasper Kjærsgaard:

- Han har ikke held med ret meget, ham lille-Lars fra Græsted. Faktisk går han fra nederlag til nederlag. Er det ikke at 'være statsminister for enhver pris'?

Også på Twitter undrer brugerne sig. Her skriver folketingsmedlem fra oppositionen Lars Aslan (S):

- Nå, men godt at få slået fast, at Løkke ikke vil være statsminister for enhver pris. Samt at min mormor er astronaut.

Selvom hovedparten kritiserer statsministeren for at være vag, så er der dog også nogle, som mener, Lars Løkke Rasmussen har en agenda med tirsdagens udmelding. 

Jytte Sørensen skriver: 

- Han er aldrig før gået med til en aftale som 'taber' uden at have forberedt en ny plan til egen fordel.

DF ville ikke være med

Skattelettelserne skulle blandt andet finansieres ved at hæve loftet over beskæftigelsesfradraget, men Dansk Folkeparti ville ikke gå med til forslaget.

- Vi må sande, at vi ikke kan indfri ambitionen om at give familierne lidt mere luft i husholdningerne, lød det fra Lars Løkke Rasmussen.

Regeringen vil i stedet forsøge at nå til enighed med støttepartiet om en mindre skattereform, hvor penge, der er blevet skaffet via aftaler tidligere i valgperioden, bliver brugt.

- En elefant må spises i små bidder

Det er ikke kun Lars Løkke Rasmussen, der møder kritik fra danskerne på de sociale medier efter dagens udmelding.

Skattelettelserne er Liberal Alliances politiske hjertebarn, og derfor var det en skuffet Anders Samuelsen (LA), der måtte sande, at det heller ikke blev denne gang, han kunne indfri sine løfter til vælgerne.

- En elefant må spises i små bidder. Vi ville gerne sluge en hel elefant, men det kunne ikke lade sig gøre i denne omgang, lød det fra partiformanden. 

Det affødte en række reaktioner fra danskere, som mener, at Liberal Alliance afviger for meget fra deres politik. Blandt andet skriver brugeren Jørgen Boesgaard:

- Liberal Alliance er til købs for titler og ministerbiler.

Læseren Inge-Lise Nielsen tilføjer: 

- Liberal Alliance er totalt farveløse. Deres politik er fuldstændig ligegyldig, så længe de får lov at beholde deres ministerbiler.

Og på Twitter kommenterede brugeren Søren Bæksgaard på partiformandens besvær med at spise elefanter. 

- I stedet sluger de nu den ene kamel efter den anden.

Selv skyder Liberal Alliance skylden på Dansk Folkeparti. 

Ifølge finansordfører Joachim B. Olsen så har Liberal Alliance fortsat en klar, liberal politik - i modsætning til Dansk Folkeparti. For på trods af at partiet altid har befundet sig i blå blok og peget på Venstres formand som statsminister, kan det ikke betegnes som et borgerligt parti, siger finansordføreren:

- Der er mange ting i det at være borgerlig. Men i Danmark mener jeg, at det er svært at kalde sig borgerlig, hvis man ikke mener, at skattetrykket i Danmark skal sænkes. Når man er det land med det højeste skattetryk overhovedet, så må det være en kerneborgerlig dagsorden, at skatten bliver sænket, så borgerne kan disponere over en større del af de penge, de tjener, siger LA-ordføreren og fortsætter: 

- Jeg tror, det er åbenlyst for enhver, at forholdet mellem os og DF kunne være bedre.

Deltag selv i debatten på Facebook her: 

Det bliver ikke i denne omgang, at regeringen får Dansk Folkeparti med på "historisk store skattelettelser," erfarer TV 2.

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Tuesday, January 9, 2018

Skattelettelser er blevet udskudt igen og igen

  1. 2015

    1. Skattelettelser i det første regeringsgrundlag

      Umiddelbart efter folketingsvalget skriver den nye V-regering i regeringsgrundlaget, at topskatten skal sænkes med fem procentpoint.

       

      Udgangspunktet er, at forhandlingerne skal finde sted i foråret 2016.

  2. 2016

    1. Løkke udskyder forhandlingerne

      I januar 2016 siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at regeringen har høje ambitioner for en skattereform, men at de planlagte forhandlinger udskydes fra foråret til sommeren.

       

      Regeringen mener, det er bedst, hvis forhandlingerne om en skattereform tager afsæt i en ny 2025-plan, der præsenteres til august.

       

      Liberal Alliance er på dette tidspunkt ikke med i regeringen, men støttepartiets leder, Anders Samuelsen, vil efter udskydelsen ikke længere garantere regeringens overlevelse.

    2. Vil sænke topskatten, men ikke for alle

      I forbindelse med præsentationen af V-regeringens 2025-plan foreslår Lars Løkke Rasmussen at sænke topskatteprocenten med fem procentpoint, men kun for årsindkomster op til en million kroner.

       

      I samme ombæring spiller regeringen ud med at indføre et nyt jobfradrag, der også skal lette skatten for lavere indkomster.

       

      Kort tid efter slår Anders Samuelsen fast, at skatten skal ned for alle. Også for dem, der tjener over en million. Han truer i samme ombæring med at vælte regeringen.

    3. Skatteforhandlinger udskydes igen

      I oktober 2016 beslutter Lars Løkke Rasmussen igen at udskyde forhandlingerne om en skattereform, så finanslovsforhandlingerne kan føres separat.

       

      Anders Samuelsen holder fast i, at topskatten skal sænkes for alle topskatteydere, men siger også, at det er en god idé at dele tingene op.

    4. Nyt regeringsgrundlag uden konkrete mål for skattelettelser

      Da den nye VLAK-regering præsenteres, er der i regeringsgrundlaget ingen konkrete mål for en skattereform.

       

      De tre partier er dog enige om, at topskatten skal "spille en langt mindre rolle", og at skatten i bunden skal sænkes.

  3. 2017

    1. Regeringen dropper topskattelettelser

      Den 13. august i år melder Anders Samuelsen ud, at regeringen dropper sine planer om at sænke topskatten. Det har ellers været et hovedkrav fra Liberal Alliance, men Dansk Folkeparti vil ikke være med.

       

      Den 29. august præsenterer VLAK-regeringen sit skatteudspil. Her er der ingen topskattelettelser, men via eksempelvis en afskaffelse af loftet over beskæftigelsesfradraget vil regeringen sænke skatter for milliarder.

       

      Dansk Folkeparti er kritisk, og formand Kristian Thulesen Dahl siger, at planerne hovedsageligt gavner dem, der tjener mest.

    2. DF opfordrer regeringen til at udskyde skattereform

      Efter at have forhandlet igennem længere tid, opfordrer Dansk Folkeparti regeringen til at udskyde skattereformen.

       

      Forhandlingerne om skat har kørt parallelt med forhandlingerne om næste års finanslov, men partiformand Kristian Thulesen Dahl vil have udskudt skatteforhandlingerne, så finansloven kan komme på plads først.

       

      Finansminister Kristian Jensen (V) afviser imidlertid pure det ønske. Han mener stadig, at det kan lykkes at komme til enighed om hele pakken.

       

      Det er i forvejen usædvanligt, at der den 5. december endnu ikke er fundet flertal for næste års finanslov. Det plejer at være på plads i november.

    3. LA truer med ikke at stemme for egen finanslov

      Fredag den 9. december indgår regeringen en finanslov med Dansk Folkeparti, men i forbindelse med det, skriver Liberal Alliances finansordfører, Joachim B. Olsen, på Facebook, at den kun bliver vedtaget inden jul, hvis også der kommer en skatteaftale.

       

      Partiets leder, Anders Samuelsen, lover i samme ombæring "de største skattelettelser i historien".

       

      DF-formand Kristian Thulesen Dahl afviser at have lovet regeringen historisk store skattelettelser, og at det skal være inden jul. 

       

      Lars Løkke Rasmussen slår fast, at regeringen "selvfølgelig" stemmer for sin egen finanslov, men Liberal Alliance trække ikke sin trussel tilbage.

    4. LA dropper truslerne og stemmer for finansloven

      Tirsdag den 19. december siger Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, at hans parti stemmer for finansloven. Han dropper samtidigt kravet om, at der skal være en skatteaftale på plads inden jul.

      Han fortæller, at han har aftalt med statsminister Lars Løkke Rasmussen, at regeringen umiddelbart efter Folketingets juleferie indkalder til fortsatte forhandlinger om en ”ambitiøs skatteaftale” og en udlændingeaftale.