Politik

BLOG: Ytringsfriheden tåler intet ”men”

Ytringsfriheden, retten til at sige sin mening i offentligheden, handler i virkeligheden kun om én ting: Enten har man den uden forbehold, eller også har man den slet ikke. Der findes ingen gradbøjninger.

Ytringsfriheden, retten til at sige sin mening i offentligheden, handler i virkeligheden kun om én ting: Enten har man den uden forbehold, eller også har man den slet ikke.

Der findes ingen gradbøjninger. Derfor er det ulideligt at læse Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsens udtalelser i dagens udgave af Berlingske, hvor han på den ene side skoser de mennesker, som fremsætter trusler mod integrationsminister Inger Støjberg, mens han på den anden side angriber hende for at have fejret udlændingestramninger med en lagkage.

Og lige så ulideligt er det at læse, at tidligere MF for Socialistisk Folkeparti Özlem Cekic i fuld alvor mener, at hun selv indbød personer til at fremsætte trusler mod hende, fordi hun ”selv har et ansvar” og ikke længere vil trække ”fronterne unødigt op”. Aha, løsningen hedder altså selvcensur? Ja, så er alt jo meget nemt.

Debatten giver mindelser om Muhammedkrisen. Også dengang mente mange, at ytringsfriheden i princippet var en god ting – når blot den ikke blev brugt. I DDR var der skam også ytringsfrihed og demokrati – så længe det ikke blev brugt til at kritisere det kommunistiske diktatur.

Og sådan kan man blive ved. Hvad er acceptabelt? Hvad kan man tillade sig at sige? Risikerer man, at en enkelt person kunne gå hen at blive fornærmet over en udtalelse, og vil man så overhovedet sige noget? For handler det ikke om ”mennesker” og ”ofre”? De fornærmede personer er jo ofre, må man forstå.

Må jeg være fri! Jeg har selv haft problematikken med persontrusler inde på livet nogle gange. Ja, sågar har jeg i bogstavelig forstand måttet løbe for livet – f.eks. På Nørrebro i 1998 eller Flensborg i 2001. Dengang hørte jeg også argumentet om, at jeg jo bare kunne lade være at udtale mig, som jeg gjorde. Så ville jeg også blive fri for trusler og angreb. Hvor er det dog en sølle debat. Hvor er det krysteragtigt.

Og hvor er det dog uudholdeligt, at en opmærksomhedssøgende chefredaktør, hvis formiddagsavis lever af ytrings- og pressefriheden, skal spille hellig og gøre sig til dommer over, hvad en politiker må udtale og gøre.

Ytringsfrihed er aldrig ”både-og”, men kun ”enten-eller”. Enten har man den uindskrænket, og så kan alle gøre brug af den til at sige alle de tossede meninger, de har lyst til, eller også har man den slet ikke. Det er klart, at dette ikke gælder injurierende og ærekrænkende udtalelser – men det handler som regel om enkeltpersoner og ikke hele grupper, som kan blive ”fornærmede”.

Naturligvis omfatter denne frihed også retten til at kritisere andres udtalelser og finde dem utilstedelige. Problemet opstår, når denne kritik pludselig dukker op i kølvandet på debatten om trusler og angreb og dermed indirekte legitimerer disse overgreb. 

Både chefredaktør Poul Madsen og Özlem Cekic bør sætte sig ind, hvad ytringsfrihed reelt betyder. Det er ikke en størrelse, som man kan botanisere i efter forgodtbefindende. Og så bør de erkende, at trusler om vold og fysiske angreb på politikere eller andre, som gør brug af deres rettigheder til at ytre deres mening, er både forbryderiske og uacceptable – helt uden noget ”men”.