Politik

DF fastholder krav om flygtningeforslag: - Det er deres pligt at vende hjem

DF's forslag om at fratage flygtninges dagpengeret har mødt stærk modstand fra fagforbund og virksomheder. Kritikken preller af på partiformand.

Når flygtninge har ret til at optjene dagpenge, foranlediges de til at tro, de har en fremtid i Danmark – og det er forkert.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

Hans parti kræver, at regeringen dropper den såkaldte integrations-grunduddannelse - IGU-ordningen, der blev aftalt for to år siden i trepartsforhandlingerne mellem regeringen, LO-fagbevægelsen og arbejdsgiverne i Dansk Arbejdsgiverforening.

Det er et krav, der mandag møder stærk modstand fra både fagforbund, virksomheder og kommuner, der ser det som et værktøj til at få flere flygtninge i job.

Men det lader partiformanden sig ikke mærke af.

Sådan er IGU skruet sammen:

Aftalen om uddannelsen for flygtninge og familiesammenførte kaldes integrations-grund-uddannelsen (IGU).

Det var den daværende Venstre-regering, der lavede aftalen sammen med fagbevægelsen og arbejdsgiverne i 2016.

Det er en 3-årig forsøgsordning for flygtninge mellem 18 og 40 år, der har haft opholdstilladelse i Danmark i op til fem år.

En IGU varer i to år og er lønnet praktik og undervisning, og flygtninge optjener ret til dagpenge undervejs. 

Lige nu er flere end 1.200 flygtninge i gang med forsøgsordningen, der udløber juni 2019.

- Når eksempelvis en syrer indgår i et to-årigt IGU-forløb, får de automatisk dagpengeret uden at have betalt ind og have optjent ret til det, så giver vi den person et billede af, at deres fremtid er i det danske samfund, siger Kristian Thulesen Dahl til TV 2.

- Samtidig sender vi soldater ud i verden for at sikre forhold i deres hjemland, der gør, at de kan bo der. Hvorfor i al verden skal de så ikke også tilbage til deres hjemlande, ligesom folk fra flygtningelejre i nærområderne, når muligheden er der for det?

Sådan fungerer IGU-ordningen:

Ingen skatteaftale uden udlændingeaftale

Integrations-grunduddannelsen er en forsøgsordning, der giver nogle flygtninge mulighed for at få et lønnet praktikforløb kombineret med uddannelse og med ret til at optjene dagpenge.

Og spørger man fagbevægelsen, er ordningen en gevinst for integrationen i Danmark.

- Nu er vi oppe på 1200, der er tilknyttet ordningen. Så vi har faktisk fået et værktøj, der virker. Derfor synes jeg, det ville være dumt at begynde at ødelægge det værktøj igen, siger Claus Jensen, som er formand for Dansk Metal.

Han ville blive overrasket, hvis regeringen opgiver IGU-forsøget allerede efter to år.

- For to måneder siden fik jeg et brev fra Inger Støjberg (V) og Troels Lund Poulsen (V), der takkede os for, at vi havde lavet aftalen. Da havde vi nået flygtning nummer 1000, siger Claus Jensen.

Dansk Metal mener, at DF's krav om, at der skal ændres på flygtninges ret til at arbejde og optjene dagpenge vil ødelægge et godt værktøj, fagforeningen har opbygget. Video: Karoline Lunddal Dam

Men måske må Claus Jensen berede sig på et chok.

For Dansk Folkeparti nægter at indgå i en skatteaftale med regeringen, hvis udlændingeaftalen er på plads - det betyder blandt andet, at IGU-ordningen skal droppes, hvis det står til Kristian Thulesen Dahl og hans parti.

Det stiller regeringen i en klemme.

- Vi lytter til forslagene fra Dansk Folkeparti, som der er kommet mange af i løbet af julen, og vi lytter også til den reaktion, der er kommet fra fagbevægelsen i dag, og så finder vi ud af resten inde ved forhandlingsbordet, lød det fra Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann Jensen.

- Det er deres pligt at vende hjem

Spørger man Kristian Thulesen Dahl, kan han godt forstå, at det er bedre, flygtningene er i arbejde og betaler skat, end at de får ydelser fra kommunen.

Men han mener ikke, der er nogen grund til, at de skal have ret til dagpenge.

- Hvis der var behov for dem på arbejdsmarkedet, hvorfor så ikke ansætte dem uden løntilskud, dagpengeret og alle muligheder andre ordninger.

- Det er den form for velfærdsydelse, vi synes, der skal sættes en stopper for. Og så må vi sige til de her mennesker, at vi hjælper dem i Danmark, så længe de ikke kan være i deres hjemland. Men når de kan vende hjem igen, er det ikke en mulighed – så er det en pligt, fortæller DF-formanden.