Kristian Jensen undgik at tage stilling til DF’s krav
Kristian Thulesen Dahl (DF) er klar til at indgå "en historisk stor skatteaftale". Men han vil have egne krav igennem først.
Hvad kommer først – en udlændingeaftale? Eller en skatteaftale?
Svaret får vi måske i løbet af 2018's første måneder.
Står det til Kristian Thulesen Dahl (DF), så er svaret givet. En aftale om udlændinge kommer før en aftale om skat.
Men er regeringspartiet Venstre enig i den rækkefølge?
Det fik finansminister Kristian Jensen muligheden for at svare på, da han lørdag mødtes med Kristian Thulesen Dahl i en debat ved Det Radikale Venstres nytårsstævne i Nyborg, hvor også de radikales politiske leder, Morten Østergaard, deltog.
Ifølge Kristian Thulesen Dahl er udlændingeaftalen en større udfordring end skatteaftalen, fordi ændringer på udlændingeområdet hele tiden skal vejes op imod internationale konventioner.
- Det er et juridisk arbejde, som er meget mere besværligt og tager meget længere tid. Det er derfor, jeg har foreslået, at vi tager fat på det først og finder ud af, om vi kan nå hinanden dér. Fordi hvis vi kender rammerne for det, så bliver det også meget lettere at tage den anden diskussion, siger formanden for Dansk Folkeparti.
Var det et ja, Kristian Jensen?
Kristian Jensen mener ligesom Kristian Thulesen Dahl, at regeringen og Dansk Folkeparti allerede har gennemgået forholdene for en skatteaftale detaljeret og derfor har et klart billede af, ”hvilke skruer, der skal stilles på”.
- Og det tror jeg egentlig, vi kunne afgøre ganske hurtigt, siger Kristian Jensen.
Men betyder det, at regeringen og Dansk Folkeparti først skal have en udlændingeaftale på plads, vil ordstyrer Charlotte Beder vide.
- Jeg er med på, at der er to ting, som vi skal finde en afvejning af, svarer Kristian Jensen.
- Var det et ja? Spørger ordstyreren.
- Det er du simpelthen intelligent nok til at vide, svarer Kristian Jensen smilende og høster spredt latter fra lokalet.
- Det er jeg åbenbart ikke, var det et ja?
- Jo, det er du, undviger Kristian Jensen igen med et smil, og denne gang slipper han af krogen.
DF klar til historisk skatteaftale
Aftalerne om skat og udlændinge var en del af forhandlingerne om en finansloven, der faldt på plads den 8. december. Men for at få en finanslov på plads inden jul, blev forhandlingerne om skat og udlændinge udskudt for at blive genoptaget i januar.
Regeringspartierne Liberal Alliance insisterer på skattelettelser og har allerede sagt, at de bliver ”historisk store”. Dansk Folkeparti kræver udlændingestramninger til gengæld.
Ved nytårsstævnet i Nyborg erklærer Kristian Thulesen Dahl, at Dansk Folkeparti er klar til at indgå en ”historisk stor skatteaftale”. Men kravet er, at man først bliver enige om det, han kalder et paradigmeskift på udlændingeområdet.
- Det er klart, at hvis det er lykkedes, så har vi ikke nogen problemer med det (at lave en skatteaftale, red.), siger Kristian Thulesen Dahl.
- Kan vi finde nøglen til at få omlagt asylpolitikken, så den hjælp, man får i Danmark, er midlertidig, og man rent faktisk kommer hjem til sit hjemland og bygger det op igen, når muligheden er for det. Så er det et nybrud, i den måde udlændingepolitikken praktiseres på, og det vil være stort for os at komme igennem med, fortsætter han.
Får Dansk Folkeparti ikke sin vilje, så bliver det kun til en ”fin, lille aftale”, lyder det fra Kristian Thulesen Dahl med henvisning til aftaler, der allerede er indgået om blandt andet integrationsydelse og omlægninger i pensionssystemet.