BLOG: Har Statsministeren virkelig nul visioner for vores velfærd?

16x9
Lars Løkke Rasmussen holder nytårstale. Foto: Bax Lindhardt / Scanpix Denmark

Jeg savner en Statsminister, der har visioner og drømme for vores velfærdssamfund.

Jeg har lige set Statsministerens nytĂĄrstale.

Jeg vil gerne rose statsministeren for at tage fat på spørgsmålet om, hvordan vi afvikler ghettoerne i Danmark, så alle børn, uanset baggrund, får den bedste mulighed for at få en uddannelse og et arbejde og en god fremtid her i landet. Det er meget vigtigt, og her byder SF meget gerne konstruktivt ind.

Når det nu er sagt, så synes jeg desværre, Løkkes tale var fuldstændig blottet for visioner og ambitioner for alt det, der gør Danmark til et fantastisk land; stærk velfærd, gode uddannelser, en ambitiøs klima- og miljøpolitik. Løkke insisterer derimod på at presse en skattereform igennem som Danmark på ingen måde har brug for lige nu, og som har fået regeringen til at ligne en hovedløs høne uden retning eller berettigelse i månedsvis. Og når det kommer med den store udfordring med at få opkvalificeret langt flere ufaglærte, så er Løkke tavs.

Det gør mig faktisk lidt vred, når Lars Løkke taler om, at vi nu takket være tidligere reformer har råd til både velfærd og skattelettelser. Her glemmer han belejligt, at reformerne blev betalt af dagpengemodtagere, syge og nedslidte for at vi netop kunne investere i velfærden. Ikke for at de kunne blive delt ud til topskatteydere eller bilejere.

Vi har store udfordringer i Danmark, som kræver en stærk og handlekraftig regering. Vi skal have en stærk klima- og miljøpolitik, der får Danmark tilbage i den grønne førertrøje. Vi skal styrket de danske velfærdsbastioner, der er svækkede efter kriseårene – flere hænder i vuggestuer og børnehaver, mindre klasser i folkeskolerne, flere hænder i ældreplejen, og sygehuse og hospitaler, hvor man ikke skal vente på nødvendig kræftbehandling.

Med andre ord: Vi har brug for en helt anden kurs, end den som Lars Løkke udstikker i sin tale.