Liberal Alliance droppede truslerne - nu bliver de straffet af vælgerne
Det er den dårligste måling for Liberal Alliance i seks år. Den politiske ordfører erkender, at situationen er vanskelig.
Hvis meningsmålinger kunne pakkes ind i gavepapir og bånd, har Liberal Alliance fredag fået en af de julegaver, som næppe bliver populær.
En ny meningsmåling foretaget af Megafon for TV 2 viser således, at regeringspartiet kun får opbakning fra fire procent af vælgerne.
Det er 1,5 procentpoint lavere end seneste måling fra slutningen af november og det dårligste resultat siden 2011. Den statistiske usikkerhed er +/- 1,3 procentpoint.
LA: Vi står et vanskeligt sted
Målingen er foretaget fra den 20. til den 22. december og dermed efter, at Liberal Alliance i tirsdags valgte at droppe sine trusler om ikke at stemme for finansloven.
Partiet havde ellers krævet en aftale om skattelettelser inden jul, men efter et tumultarisk forløb i blå blok, meddelte Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, at hans parti alligevel vil stemme for finansloven, selvom forhandlingerne om skat først fortsætter efter nytår.
Liberal Alliances politiske ordfører, Christina Egelund, siger til TV 2, at årsagen til tilbagegangen er den seneste tids uro i blå blok.
- Jeg vil på ingen måde bortforklare, at vi står et vanskeligt sted lige nu i Liberal Alliance, siger Christina Egelund til TV 2.
Slut med ultimative krav
Skattelettelser er en mærkesag for regeringen og i særdeleshed Liberal Alliance. Men siden 2015 er planerne gang på gang blevet udskudt, selvom Anders Samuelsen har fremsat ultimative krav.
Fremover er det dog slut med at true sig til politiske resultater, sagde Anders Samuelsen tirsdag.
Christina Egelund erkender, at Liberal Alliancehar har begået fejl i løbet af forhandlingerne, og at partiet derfor også bærer en del af ansvaret for rodet i blå blok.
Liberal Alliances finansordfører, Joachim B. Olsen, sagde torsdag til TV 2, at det var en fejl, at han i begyndelsen af december truede med, at Liberal Alliance ikke ville stemme for finansloven uden skattelettelser.
Hvad der ellers er begået af fejl fra Liberal Alliances side, vil Christina Egelund ikke svare på.
- Der er mange små og store fejl både fra vores og andres side i den her proces. Den mere detaljerede efterkritik, tror jeg, vi tager med hinanden.
Langballe: Vælgerne er trætte af bål og brand
TV 2s politiske redaktør, Anders Langballe, hæfter sig ved, at målingen er foretaget efter det kaotiske forløb i blå blok.
- Jeg tror roligt, man kan regne med, at vælgerne er lidt trætte af politikere, der truer med bål og brand. Og her er Liberal Alliance ekstra udsatte, fordi de tidligere har truet med at lade det blå Danmark eksplodere, siger Anders Langballe med henvisning til, at Anders Samuelsen inden regeringsdannelsen i november 2016 truede med at vælte V-regeringen, hvis ikke der kom topskattelettelser.
- Derfor er der i Liberal Alliance også stor opmærksomhed på, hvad det betyder for troværdigheden, når endnu et ultimativt krav bliver fraviget, lyder det fra Anders Langballe.
Christina Egelund vil ikke svare direkte på, om Liberal Alliances troværdighed har lidt et knæk.
- Jeg vil ikke uddele karakter til vores troværdighed. Det må andre gøre. Jeg vedkender mig fuldstændig de fejl, vi har begået i processen. Til gengæld mener jeg, at vores politiske troværdighed er bomstærk. Jeg tror ikke, der findes en borger i det her land, der er i tvivl om, hvor man har Liberal Alliance, når det kommer til politisk substans, siger hun.
Rød blok øger føringen
Foruden tilbagegangen for Liberal Alliance er det mest bemærkelsesværdige, at SF går 1,7 procentpoint frem i forhold til seneste måling i november. Fremgangen er dog inden for den statistiske usikkerhed på +/- 1,7 procentpoint.
Kigger vi på blokkene øger den røde side forspringet med 1,9 procentpoint til en samlet opbakning på 53,2 procent.
Blå blok står til 46,8 procent. For begge blokke er der en statistisk usikkerhed på +/- 3,3 procentpoint.
Anders Langballe fremhæver, at blå blok i løbet af efteråret halede ind på rød blok, men at der nu igen er forholdsvis stor afstand. Det skyldes ifølge ham hovedsageligt forløbet omkring finanslov og skat.
Men blå bloks problemer betyder dog ikke, at alle de røde partier kan glæde sig. Socialdemokratiet ligger nemlig under valgresultatet fra 2015.
- Ifølge Megafon ser det ud til, at Socialdemokratiet har svært ved at komme over valgresultatet. Og jeg vil tro, at man i Socialdemokratiet gør sig nogle overvejelser om det, for det er jo ikke dem, der vinder stemmerne hjem til rød blok, siger Anders Langballe.