Dansk Folkepartis krav om udlændingestramninger kom "pludseligt" efter et dårligt kommunalvalg. Og derfor kunne man ikke nå et resultat, siger Løkke.
Regeringen og Dansk Folkeparti var egentlig ikke langt fra at kunne blive enige om en skatteaftale.
Årsagen til den seneste måneds dramatiske forhandlingsforløb og sammenbrud var Liberal Alliances trusler om at stemme imod finansloven – samt at Dansk Folkeparti ”pludselig” blandede udlændingestramninger ind i det hele, efter at have fået et dårligt resultat ved kommunalvalget.
Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i talkshowet Lippert på TV 2 NEWS, dagen efter regeringen endegyldigt droppede at få en aftale om skattelettelser på plads i 2017.
- Jeg tror, at Dansk Folkeparti blandt andet reagerer på det her med, at regeringen ikke vil vedstå sig sine egne aftaler og truer med at vælte sig selv, lyder det fra Løkke.
- Plus at Dansk Folkeparti også gerne vil diskutere udlændingepolitik. Og det siger de pludseligt, oven på kommunalvalget.
Dansk Folkeparti fik et skuffende kommunalvalg den 21. november og gik samlet set tilbage.
- Der er et valgresultat, som alle tager ned på sin måde, lyder det fra Løkke.
Er det kommet bag på regeringen, at der er kommet de her krav om stramninger fra Dansk Folkeparti?
- Jeg kan bare se, at der er den her kobling. Vi er en mindretalsregering og kan kun komme igennem med vores politik, hvis vi kan finde et flertal for det. Og hvis Dansk Folkeparti kun vil snakke om det ene (skattelettelser, red.), hvis vi også snakker om det andet (udlændingestramninger, red.), er det jo sådan, det er.
Da regeringens støtteparti først præsenterede kravene til et ”paradigmeskifte” i udlændingepolitikken sent i forhandlingsforløbet, kunne det simpelthen ikke lade sig gøre at nå at lave en aftale, der både sikrede stramninger, men også ”ordentlighed”, forklarer Lars Løkke Rasmussen.
- Når man kommer helt op til jul, bliver det for presset til at kunne nås. For vi kan ikke på meget kort tid lave en udlændingepolitik, som finder den rigtige balance mellem ønsket om, at dem, der er her midlertidigt, kun er her midlertidigt. Ønsket om ordentlighed, som jeg har. Og ønsket om, at vi skal tage hensyn til internationale spilleregler.
Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl har så sent som onsdag formiddag insisteret på, at udlændingestramninger og skattelettelser - der altså nu skal forhandles videre om efter nytår - hænger ”uløseligt” sammen. Men dén kobling giver ikke meget mening i statsministerens optik.
- Hvor meget har ønsket om at give kassedamen lidt ekstra i rådighedsbeløb egentlig at gøre med, hvordan vi håndterer syriske flygtninge? Jeg synes ikke, at det har så meget med hinanden at gøre, men det er bare blevet et vilkår, siger Løkke.
Løkke beskriver LAs ageren som "engageret" og "dedikeret".
Engageret LA, kølig Løkke
Statsministeren beskriver samtidig Liberal Alliances tilgang til forhandlingerne - der blandt andet indebar en direkte trussel om at stemme imod regeringens egen finanslovsaftale - som ”dedikeret”, mens hans egen tilgang har været mere ”kølig”.
- Man skal huske på, at politik også er passion og holdninger. Og det, man har kunnet se fra Liberal Alliances side de sidste par uger, er et parti, der er dedikeret. Jeg har måske en mere kølig tilgang til det. Jeg har været her i rigtig mange år, og ved, at alt godt kommer til den, der venter, siger Løkke, og uddyber:
- Hvis man nu ser tingene fra Liberal Alliances perspektiv, så må man sige, at det er et parti med nogle meget stærke mærkesager, som de har givet sig på af nogle omgange. Så er det klart, at når der ikke leveres, som man føler, at det skulle være blevet inden jul, så reagerer man. Og man kan altid diskutere reaktionsmønstrene. Men man reagerer, siger Løkke.
Skattelettelser er blevet udskudt igen og igen
2015
Skattelettelser i det første regeringsgrundlag
Umiddelbart efter folketingsvalget skriver den nye V-regering i regeringsgrundlaget, at topskatten skal sænkes med fem procentpoint.
Udgangspunktet er, at forhandlingerne skal finde sted i foråret 2016.
2016
Løkke udskyder forhandlingerne
I januar 2016 siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at regeringen har høje ambitioner for en skattereform, men at de planlagte forhandlinger udskydes fra foråret til sommeren.
Regeringen mener, det er bedst, hvis forhandlingerne om en skattereform tager afsæt i en ny 2025-plan, der præsenteres til august.
Liberal Alliance er på dette tidspunkt ikke med i regeringen, men støttepartiets leder, Anders Samuelsen, vil efter udskydelsen ikke længere garantere regeringens overlevelse.
Vil sænke topskatten, men ikke for alle
I forbindelse med præsentationen af V-regeringens 2025-plan foreslår Lars Løkke Rasmussen at sænke topskatteprocenten med fem procentpoint, men kun for årsindkomster op til en million kroner.
I samme ombæring spiller regeringen ud med at indføre et nyt jobfradrag, der også skal lette skatten for lavere indkomster.
Kort tid efter slår Anders Samuelsen fast, at skatten skal ned for alle. Også for dem, der tjener over en million. Han truer i samme ombæring med at vælte regeringen.
Skatteforhandlinger udskydes igen
I oktober 2016 beslutter Lars Løkke Rasmussen igen at udskyde forhandlingerne om en skattereform, så finanslovsforhandlingerne kan føres separat.
Anders Samuelsen holder fast i, at topskatten skal sænkes for alle topskatteydere, men siger også, at det er en god idé at dele tingene op.
Nyt regeringsgrundlag uden konkrete mål for skattelettelser
Da den nye VLAK-regering præsenteres, er der i regeringsgrundlaget ingen konkrete mål for en skattereform.
De tre partier er dog enige om, at topskatten skal "spille en langt mindre rolle", og at skatten i bunden skal sænkes.
2017
Regeringen dropper topskattelettelser
Den 13. august i år melder Anders Samuelsen ud, at regeringen dropper sine planer om at sænke topskatten. Det har ellers været et hovedkrav fra Liberal Alliance, men Dansk Folkeparti vil ikke være med.
Den 29. august præsenterer VLAK-regeringen sit skatteudspil. Her er der ingen topskattelettelser, men via eksempelvis en afskaffelse af loftet over beskæftigelsesfradraget vil regeringen sænke skatter for milliarder.
Dansk Folkeparti er kritisk, og formand Kristian Thulesen Dahl siger, at planerne hovedsageligt gavner dem, der tjener mest.
DF opfordrer regeringen til at udskyde skattereform
Efter at have forhandlet igennem længere tid, opfordrer Dansk Folkeparti regeringen til at udskyde skattereformen.
Forhandlingerne om skat har kørt parallelt med forhandlingerne om næste års finanslov, men partiformand Kristian Thulesen Dahl vil have udskudt skatteforhandlingerne, så finansloven kan komme på plads først.
Finansminister Kristian Jensen (V) afviser imidlertid pure det ønske. Han mener stadig, at det kan lykkes at komme til enighed om hele pakken.
Det er i forvejen usædvanligt, at der den 5. december endnu ikke er fundet flertal for næste års finanslov. Det plejer at være på plads i november.
LA truer med ikke at stemme for egen finanslov
Fredag den 9. december indgår regeringen en finanslov med Dansk Folkeparti, men i forbindelse med det, skriver Liberal Alliances finansordfører, Joachim B. Olsen, på Facebook, at den kun bliver vedtaget inden jul, hvis også der kommer en skatteaftale.
DF-formand Kristian Thulesen Dahl afviser at have lovet regeringen historisk store skattelettelser, og at det skal være inden jul.
Lars Løkke Rasmussen slår fast, at regeringen "selvfølgelig" stemmer for sin egen finanslov, men Liberal Alliance trække ikke sin trussel tilbage.
LA dropper truslerne og stemmer for finansloven
Tirsdag den 19. december siger Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, at hans parti stemmer for finansloven. Han dropper samtidigt kravet om, at der skal være en skatteaftale på plads inden jul.
Han fortæller, at han har aftalt med statsminister Lars Løkke Rasmussen, at regeringen umiddelbart efter Folketingets juleferie indkalder til fortsatte forhandlinger om en ”ambitiøs skatteaftale” og en udlændingeaftale.