BLOG: Sex i Sverige kan være en farlig sag

16x9
Den svenske statsminister Stefan Löfven vil gøre det forbudt at have sex med en person, som ikke ”udtrykkeligt” har sagt ja. Foto: JONATHAN NACKSTRAND / Scanpix Denmark

BLOG: ”Sex skal være frivilligt, og hvis det ikke er frivilligt, skal det være ulovligt”. Sådan siger den svenske statsminister Stefan Löfven.

Men er det egentlig ikke ret logisk, at hvis sex ikke er frivilligt, så er det ulovligt? Så er der vel tale om voldtægt? Men nu er vi i Sverige, og derfor stopper historien naturligvis ikke ved dette banale udsagn. Nej, den ”feministiske” svenske regering vil gøre det forbudt at have sex med en person, som ikke ”udtrykkeligt” har sagt ja, eller på anden måde har givet sit samtykke til den seksuelle akt.

Anledningen kan være den aktuelle #metoo-heksejagt, som i Sverige har givet helt anderledes store bølgeskvulp end i Danmark. Eller måske blot en generel mistænkeliggørelse af mænd, som nu virkelig skal til at passe på, hvad de begiver sig ud i, når de er i byen i Sverige og støder ind i repræsentanter for det modsatte køn. Ret beset bør de vel indhente en samtykkeerklæring, som skal underskrives, inden de hengiver sig til elskoven?

Men selv en samtykkeerklæring ville ikke være det papir værd, som den er skrevet på, hvis nu den vægelsindede partner i sidste sekund ombestemmer sig og alligevel ikke har lyst. I så fald er der ifølge svensk lovgivning blevet begået en kriminel handling, hvor selve anklagen også udgør dommen, fordi bevisbyrden i disse sager udelukkende er mandens. Så selv en samtykkeerklæring ville ikke hjælpe.

En svensk mand anno 2017 har sådan set kun én mulighed, hvis han vil være helt sikker på at undgå mistænkeliggørelse og eventuel efterfølgende retsforfølgelse og det er at undgå enhver form for kvindeligt selskab, hvilket alligevel ikke er nok. For hvis en kvinde nu har set sig gal på ham, kan hun naturligvis til enhver tid anklage ham – og måske netop, hvis hun er blevet afvist. Intet kan være farligere end en forsmået kvinde, ved man som bekendt.

Samlet set er det nok en fordel, at alkohol er uforskammet dyrt i Sverige – særligt på barer og diskoteker. Det må alt andet lige betyde, at svenske mænd er mere ædru og ikke forløber sig i beruset tilstand. Og ædruelighed er der i høj grad brug for i Sverige, hvor det eneste lovlige rusmiddel synes at være en masse sære ideer, som er helt løsrevet fra dén svenske virkelighed, som blandt andet indebærer, at politiet i Malmø fraråder kvinder at færdes alene i byen efter mørkets frembrud – og det er næppe fordi de har noget særligt at frygte fra fulde svenske mænd…