Martin Henriksen efter forhandlinger med regeringen: - De må gå i terapigruppe

Regeringen giver for lidt, og det går for langsomt, mener DF. Partiet opfordrer regeringen til at gå i tænkeboks.

Regeringen og Dansk Folkeparti forhandler om kap med tiden. Om en uge skal finanslovsforslaget stemmes endeligt igennem i Folketinget, hvis ikke Danmark skal risikere at stå uden finanslov, når vi går ind i 2018. Men det afhænger af en aftale om skattelettelser, som igen afhænger af en aftale om udlændingestramninger. 

Det store spørgsmål er, om parterne kan nå hinanden på en uge? Det er der meget delte meninger om. 

Ved Finansministeriet siger Kristian Jensen (V) optimistisk: 

- Jeg kan simpelthen ikke forstille mig - med det gode arbejde, der er gået forud – at vi ikke har en samlet regering, der stemmer for vores egen finanslov. 

De må gå i terapigruppe eller sådan noget og finde ud af med sig selv, hvad det er, de vil give Dansk Folkeparti. 

Martin Henriksen, udlændingeordfører, Dansk Folkeparti

Et andet sted på Christiansborg lyder det omvendt fra Dansk Folkepartis Martin Henriksen: 

- Jeg ved godt, at der er nogen, der render rundt og spinner det som om, at vi er tæt på at lukke en aftale. Men ud fra det, som ligger på bordet, så er det altså ikke vores vurdering.

Alt eller ingenting

Parterne taler udenfor hver sit forhandlingslokale. Martin Henriksen (DF) ved forhandlingerne om stramninger af asylpolitikken i Udlændingeministeriet. Og finansminister Kristian Jensen (V) ved forhandlingerne om en skattereform i FInansministeriet. Men de er gensidigt afhængige af hinanden. Det er alt eller ingenting. 

Liberal Alliance går ikke med til finansloven uden at få skattelettelser, og dem lægger DF ikke stemmer til uden at få udlændingestramninger. 

Spørger man Martin Henriksen, så er der altså lang vej igen. Dagens forhandlinger med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) var ifølge ordføreren kørt fast i en grad, så han opfordrer regeringen til at gå i tænkeboks. 

- De må gå i terapigruppe eller sådan noget og finde ud af med sig selv, hvad det er, de vil give Dansk Folkeparti, siger DF's udlændinge- og integrationsordfører. 

- Nu må regeringen selv komme med nogle bud

Han har været til møde efter møde, siger han, hvor regeringen har fremlagt notater og juristvurderinger, der fejer Dansk Folkepartis ønsker af bordet. 

- Vi er kommet med en stribe forslag. Nu må regeringen selv komme med nogle bud på, hvordan den vil imødekomme Dansk Folkeparti for at opnå det her paradigmeskifte i udlændingepolitikken. Det er vigtigt, at det ikke bliver ved hensigtserklæringer, men at det grundlæggende ændrer nogle ting. Og der er vi bare ikke endnu, siger Martin Henriksen. 

Vi er klar til at lægge gode tilbud på bordet.

Finansminister Kristian Jensen (V)

Der er ganske vist små fremskridt, medgiver han, men slet ikke i en størrelsesorden eller i et tempo, der tyder på en hurtig aftale. 

Skattelettelser i bunden

I Finansministeriet er der ifølge Kristian Jensen gode drøftelser, en positiv tone og åbne snakke om tingene. 

Finansministeren virker optimistisk omkring chancerne for at lande en skatteaftale. Det ser dog ud til at blive en mindre ambitiøs aftale, end den Liberal Alliance lagde op til, da Anders Samuelsen i august endegyldigt opgav topskattelettelser og til gengæld lovede "historisk" store skattelettelser. 

- Vi tager jo de muligheder, vi har for at kunne skaffe et flertal. Vi ved jo godt, at Dansk Folkeparti har en anden skattepolitik end regeringen. Vi har lagt nogle skitser på bordet til, hvordan vi kunne komme igennem med en aftale, som vil betyde, at langt flere vil få en større gevinst ved at komme i arbejde, siger Kristian Jensen. 

Det lyder som om, at du har erkendt, at det alene bliver skattelettelser i bunden, I kan komme igennem med? 

- Jeg har erkendt, at vi er nødt til at have 90 mandater bag en skattereform. Vi er klar til at lægge gode tilbud på bordet, som gavner både folk, som tjener godt, men som er målrettet til at gavne folk, der tjener omkring en HK-mindsteløn. 

Pølser og politik

Ministeren vil ikke uddybe, om andre af de forslag, der har været fremme, er taget af bordet igen. Det har eksempelvis været foreslået at fjerne loftet på beskæftigelsesfradraget. Det ville komme dem, der tjener lige under topskattegrænsen til gode. Men Dansk Folkeparti har strittet imod. 

- Hvad der præcis ligger på bordet  tror jeg, vi skal holde inde ved forhandlingerne. Jeg vil bare sende det signal, at vi naturligvis lytter til de parter, vi forhandler med, og at vi er klar til at bevæge os. Det har vi også gjort undervejs. Vi har vist en velvillighed til at lytte til de kommentarer, der er kommet, for at finde en løsning, som både regeringen og Dansk Folkeparti kan se sig selv i.

Der er "ret gode muligheder" for at nå i mål med en aftale inden næste fredag, mener finansministeren. Han opfordrer til at fokusere mindre på processen, der i manges øjne har været lang og uskøn, og i stedet se på resultatet. 

Kristian Jensen minder om det gamle Bismarck-citat: "Jo mindre befolkningen ved om, hvordan man laver pølser og politik, jo bedre sover de." 

Skattelettelser er blevet udskudt igen og igen
2015
Juni
Skattelettelser i det første regeringsgrundlag
Umiddelbart efter folketingsvalget skriver den nye V-regering i regeringsgrundlaget, at topskatten skal sænkes med fem procentpoint.
 
Udgangspunktet er, at forhandlingerne skal finde sted i foråret 2016.
2016
Januar
Løkke udskyder forhandlingerne
I januar 2016 siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at regeringen har høje ambitioner for en skattereform, men at de planlagte forhandlinger udskydes fra foråret til sommeren.
 
Regeringen mener, det er bedst, hvis forhandlingerne om en skattereform tager afsæt i en ny 2025-plan, der præsenteres til august.
 
Liberal Alliance er på dette tidspunkt ikke med i regeringen, men støttepartiets leder, Anders Samuelsen, vil efter udskydelsen ikke længere garantere regeringens overlevelse.
August
Vil sænke topskatten, men ikke for alle
I forbindelse med præsentationen af V-regeringens 2025-plan foreslår Lars Løkke Rasmussen at sænke topskatteprocenten med fem procentpoint, men kun for årsindkomster op til en million kroner.
 
I samme ombæring spiller regeringen ud med at indføre et nyt jobfradrag, der også skal lette skatten for lavere indkomster.
 
Kort tid efter slår Anders Samuelsen fast, at skatten skal ned for alle. Også for dem, der tjener over en million. Han truer i samme ombæring med at vælte regeringen.
Oktober
Skatteforhandlinger udskydes igen
I oktober 2016 beslutter Lars Løkke Rasmussen igen at udskyde forhandlingerne om en skattereform, så finanslovsforhandlingerne kan føres separat.
 
Anders Samuelsen holder fast i, at topskatten skal sænkes for alle topskatteydere, men siger også, at det er en god idé at dele tingene op.
November
Nyt regeringsgrundlag uden konkrete mål for skattelettelser
Da den nye VLAK-regering præsenteres, er der i regeringsgrundlaget ingen konkrete mål for en skattereform.
 
De tre partier er dog enige om, at topskatten skal "spille en langt mindre rolle", og at skatten i bunden skal sænkes.
2017
August
Regeringen dropper topskattelettelser
Den 13. august i år melder Anders Samuelsen ud, at regeringen dropper sine planer om at sænke topskatten. Det har ellers været et hovedkrav fra Liberal Alliance, men Dansk Folkeparti vil ikke være med.
 
Den 29. august præsenterer VLAK-regeringen sit skatteudspil. Her er der ingen topskattelettelser, men via eksempelvis en afskaffelse af loftet over beskæftigelsesfradraget vil regeringen sænke skatter for milliarder.
 
Dansk Folkeparti er kritisk, og formand Kristian Thulesen Dahl siger, at planerne hovedsageligt gavner dem, der tjener mest.
December
DF opfordrer regeringen til at udskyde skattereform
Efter at have forhandlet igennem længere tid, opfordrer Dansk Folkeparti regeringen til at udskyde skattereformen.
 
Forhandlingerne om skat har kørt parallelt med forhandlingerne om næste års finanslov, men partiformand Kristian Thulesen Dahl vil have udskudt skatteforhandlingerne, så finansloven kan komme på plads først.
 
Finansminister Kristian Jensen (V) afviser imidlertid pure det ønske. Han mener stadig, at det kan lykkes at komme til enighed om hele pakken.
 
Det er i forvejen usædvanligt, at der den 5. december endnu ikke er fundet flertal for næste års finanslov. Det plejer at være på plads i november.
December
LA truer med ikke at stemme for egen finanslov
Fredag den 9. december indgår regeringen en finanslov med Dansk Folkeparti, men i forbindelse med det, skriver Liberal Alliances finansordfører, Joachim B. Olsen, på Facebook, at den kun bliver vedtaget inden jul, hvis også der kommer en skatteaftale.
 
Partiets leder, Anders Samuelsen, lover i samme ombæring "de største skattelettelser i historien".
 
DF-formand Kristian Thulesen Dahl afviser at have lovet regeringen historisk store skattelettelser, og at det skal være inden jul. 
 
Lars Løkke Rasmussen slår fast, at regeringen "selvfølgelig" stemmer for sin egen finanslov, men Liberal Alliance trække ikke sin trussel tilbage.
December
LA dropper truslerne og stemmer for finansloven
Tirsdag den 19. december siger Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, at hans parti stemmer for finansloven. Han dropper samtidigt kravet om, at der skal være en skatteaftale på plads inden jul.
Han fortæller, at han har aftalt med statsminister Lars Løkke Rasmussen, at regeringen umiddelbart efter Folketingets juleferie indkalder til fortsatte forhandlinger om en ”ambitiøs skatteaftale” og en udlændingeaftale.