Politik

BLOG: Det er på høje tid at vise, at vi tager Paris-aftalen og klimakrisen alvorligt

I går fyldte Paris-aftalen to år. Det var en svær fødsel og en globalt bindende klimaaftale har da også været undervejs i rigtig mange år. Men nu er den her. Paris-aftalen fra december 2015 er ikke perfekt. Den er heller ikke så konkret, som man kunne have ønsket. Men den giver os alle en klar retning for vores verden.

I går fyldte Paris-aftalen to år. Det var en svær fødsel og en globalt bindende klimaaftale har da også været undervejs i rigtig mange år.

Men nu er den her. Paris-aftalen fra december 2015 er ikke perfekt. Den er heller ikke så konkret, som man kunne have ønsket. Men den giver os alle en klar retning for vores verden. Den er et pejlemærke mod en verden, hvor vi når at begrænse den globale opvarmning, inden den smadrer vores eksistensgrundlag: vores natur, miljø og klima og inden klimakrisen sender flere hundrede millioner mennesker på flugt fra klimaforandringer, sult, tørst, udpint jord og stigende vandstande.

Paris-aftalen var og er resultatet af ægte globalt samarbejde, en diplomatisk triumf og et bevis på, at nationale egeninteresser kan vige for det fælles bedste. Aftalen er på mange måder konsekvensen af en fælles, global enighed om ikke at ødelægge det for hinanden og for de, der kommer efter os. En kontrakt indgået af beslutningstagere, der med deres befolkningers opbakning, så hinanden i øjnene og aftalte ikke at fratage andre muligheden for gode liv – eller for at skære det endnu skarpere op: eksistens. 

Så når vi nu fejrer Paris-aftalen, er det forhåbentlig begyndelsen på en æra, hvor klimakrisen bliver præmissen for al politik. Hvor vi hver især – og på alle niveauer - gør alt, hvad vi kan for at fremtidssikre vores livsgrundlag.

Det må og skal vi tro på. Også selvom det ikke altid ser lige lyst ud. For hver dag fortsætter vi samtidig med at give den fossile industri kunstigt åndedræt. Det gør vi ved at give langt mere støtte til sort, fossil energi end til grøn energi. Vi laver heller ikke udfasningsplaner for den fossile energi og vi er alt for langsomme til at nedbringe vores klimabelastning fra hele samfundet, hvad end det så gælder forbrug og produktion, landbrug eller transport.

Herhjemme i Danmark ratificerede vi Paris-aftalen for et års tid siden. Men det var kun det første lille skridt, som desværre ikke er blevet fulgt op af handling i det nødvendige omfang siden. 

For én ting er ratifikation af Paris-aftalen, noget andet er at oversætte den historiske klimaaftale til politik og her mener jeg slet ikke, at vi her to år efter underskrivelsen af aftalen er kommet godt nok i gang. 

Vi skal lave langt mere seriøse planer for omstilling til vedvarende energi, for de mål, vi arbejder efter nu, er så langt fra, hvad videnskaben fastslår, der skal til. Når regeringen nu melder ud, at den ønsker, at EU hæver ambitionen for andelen af vedvarende energi fra 27 procent til 30 procent i 2030 - altså en sølle stigning på tre procent - må jeg bare sige, at regeringen desværre ikke har forstået alvoren af klimakrisen. Regeringen bør som minimum støtte Europa Parlamentets ønske om en del af vedvarende energi på 35 procent i 2030.

Hvis man for alvor vil vise grønt lederskab, burde vi går efter en hurtig omstilling til vedvarende energi med et ambitionsniveau, der hele tiden presser os mere og mere - og tvinger os til at tænke langsigtet og kreativt.

På samme måde bliver den danske klimabistand udhulet, selvom vi burde bidrage langt mere.

Og det viser jo – desværre – med alt ønskelig tydelighed, at det ikke er alle, der tager Paris-aftalen lige alvorligt. Så der er meget vi selv kan gøre politisk herhjemme for at vise, at vi faktisk mener, det når vi siger, vi tager klimakrisen så dødsensseriøst, som vi burde.