Politik

Thulesen Dahl kalder situationen meget alvorlig: - Regeringen kan gå op i limningen

Modsat løfterne fra Liberal Alliance tror Dansk Folkepartis formand, at det bliver svært at lave en skatteaftale inden jul.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal få styr på sin regering og fjerne den revolver, der for øjeblikket ligger midt på forhandlingsbordet.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, mandag, hvor han sammen med VLAK-regeringen genoptager forhandlingerne om skattelettelser og udlændingestramninger.

- Regeringen kan gå op i limningen indefra. Og det er derfor, jeg appellerer til, at statsministeren får styr på sin regering, siger Kristian Thulesen Dahl.

Forventer ikke nødvendigvis skatteaftale inden jul

Liberal Alliance har lovet, at der lander en aftale om skattelettelser inden jul, og sker det ikke, vil partiet ikke stemme for den finanslov, regeringen fredag indgik med Dansk Folkeparti.

Kristian Thulesen Dahl er både forundret og frustreret over meldingen fra regeringspartiet. 

Så du forventer ikke nødvendigvis, I når en aftale inden jul?

- Nej, og vi har ikke lovet regeringen, at vi bliver færdige før jul. Det kan vi selvsagt ikke, når vi synes, det indholdsmæssigt ser svært ud, siger Kristian Thulesen Dahl.

Kan du sige allerede nu, at det her med skatteaftale og udlændinge bliver efter jul?

- Nej, lige så lidt som jeg kan sige, at det bliver før jul, kan jeg lige så lidt sige, at det ikke kan blive før jul.

LA føler sig overbevist

Diskussionen omkring, hvorvidt der kommer en skatteaftale inden jul, er blevet ekstra interessant, efter Liberal Alliances finansordfører, Joachim B. Olsen, under de afsluttende finanslovsforhandlinger fredag aften skrev på Facebook, at finansloven kun bliver vedtaget inden jul, hvis der også er en aftale om skat.

Samme aften lovede Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, også, at aftalen falder på plads inden jul, og at det bliver "de største skattelettelser i historien".

Kristian Thulesen Dahl afviser at have givet sådan et løfte. Han kalder situationen meget alvorlig og siger, at det svarer til at have en revolver liggende på forhandlingsbordet.

Hos Liberal Alliance siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille til gengæld, at hans parti under fredagens forhandlinger om finanslov fik det indtryk, at der vil komme en skatteaftale inden jul.

- Vi er i fredags blevet bibragt den tillid, at der kan lande en skatteaftale, inden vi skal tredjebehandle finansloven (formentlig 21. december, red.). Der er ikke sket noget siden i fredags, der gør, at jeg ikke fortsat skulle have tillid til, at sådan bliver det, siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille til TV 2 på vej ind til forhandlingerne mandag eftermiddag.

Han afviser at forholde sig direkte til Kristian Thulesen Dahls udlægning.

- Jeg er ikke interesseret i at gå ind i diskussioner om proces. Det, jeg er interesseret i at fortælle, det er, at vi i fredags blev bibragt den tillid, at vi sørger for at få skattereformen på plads inden tredjebehandlingen.

For at stemme for skattelettelser vil Dansk Folkeparti have markante udlændingestramninger. Men Kristian Thulesen Dahl afviser, at hans parti derved er med til at tage forhandlingerne om skat som gidsel.

Efter mødet: - Besværligt med den her regering

Efter et cirka halvanden time langt møde i Statsministeriet siger Kristian Thulesen Dahl, at han ikke har fået nogen klar respons på sin opfordring til statsministeren om at få "styr på sin regering".

Han fortæller også, at regeringen har besluttet at dele forhandlingerne om udlændinge og skat op, så de fremover kommer til at foregå i henholdsvis Udlændinge- og Integrationsministeriet og Finansministeriet, og at der senere på ugen vil blive samlet op i Statsministeriet.

Kristian Thulesen Dahl fastholder, at det er utilfredsstillende, at Liberal Alliance ikke vil love at stemme for egen finanslov og siger samtidigt, at han ikke har fået nogen forklaring fra partiet.

- Det begynder at blive besværligt at lave aftaler med den her regering, siger Kristain Thulesen Dahl.

Han tilføjer, at der har været en god, men kort, drøftelse på udlændingeområdet. Alligevel ser han ikke optimistisk på chancen for at lande aftaler om skat og udlændinge inden jul.

- Jeg tror, det bliver meget svært, men det er ikke sådan, at vi vil sige, at det er en umulighed, siger Kristian Thulesen Dahl.

Modsat siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille efter mødet, at han tror på aftaler om skat og udlændinge inden nytår.

Forhandlingerne fortsætter mandag aften og de kommende dage.