Løkke afviser Liberal Alliances trusler: Selvfølgelig stemmer regeringen for finanslov

Trods statsministerens udmelding undlader Liberal Alliance at trække truslen tilbage. Regeringspartiet tror på skattelettelser inden jul.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) modsiger nu Liberal Alliance, der siden i fredags har truet med ikke at stemme for den finanslov, regeringen ellers lige har indgået med Dansk Folkeparti.

Han siger, at hele VLAK-regeringen står bag.

- Det siger sig selv, at den aftale, regeringen indgik i fredags, den vedstår regeringen sig selvfølgelig, og selvfølgelig stemmer regeringen for finanslovsaftalen, siger Lars Løkke Rasmussen til TV 2 mandag aften til TV 2.

Umiddelbart efter meldingen fra statsministeren undlader Liberal Alliances økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, at trække truslen tilbage. Han er overbevist om, at der kommer en aftale inden jul.

- Det her handler ikke om trusler. Det handler om, at statsministeren i fredags sagde, at han lægger afgørende vægt på, at vi lander en skatte- og udlændingeaftale inden 3. behandlingen af finansloven (forventligt den 21. december, red.), siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille ifølge Ritzau.

LA vil have skattelettelser inden jul

Meldingerne fra Lars Løkke Rasmussen og Simon Emil Ammitzbøll-Bille kommer efter et dramatisk møde mellem regeringen og Dansk Folkeparti mandag eftermiddag.

Det her er meget, meget specielt. Det er et meget tilspidset forhandlingsforløb

Anders Langballe, TV 2s politiske redaktør

DF-formanden er voldsomt utilfreds med, at Liberal Alliance har sået tvivl om finansloven. Og mandag eftermiddag opfordrede han Lars Løkke Rasmussen til at få kaldt tropperne til ro før de videre forhandlinger om skattelettelser og udlændingestramninger.

- Regeringen kan gå op i limningen indefra. Og det er derfor, jeg appellerer til, at statsministeren får styr på sin regering, sagde Kristian Thulesen Dahl.

Liberal Alliances trussel består i, at partiet ikke vil stemme for finansloven, hvis ikke der er landet en aftale om skattelettelser inden jul.

Det mener Kristian Thulesen Dahl svarer til at have en revolver liggende på forhandlingsbordet, og da der ifølge DF-formanden fortsat er uenigheder på både skatte- og udlændingeområdet, tror han, det bliver svært at lande aftalerne inden jul.

Statsministeren er mere optimistisk.

- Jeg er fortsat af den overbevisning, at hvis der er vilje, og det oplever jeg egentlig grundlæggende, at der er, så kan vi godt lave aftaler her, siger Lars Løkke Rasmussen.

Langballe: Et meget meget tilspidset forløb

TV 2s politiske redaktør, Anders Langballe, kan ikke huske, at en regering tidligere har lavet en finanslovsaftale, hvorefter en del af regeringen har sået tvivl om den.

- Det her er meget, meget specielt. Det er et meget tilspidset forhandlingsforløb, siger Anders Langballe.

Han mener, at Liberal Alliance er i gang med at tage forskud på en skatteftale, som er meget vigtig for partiet, men som ikke er endeligt underskrevet.

Det har besværliggjort det videre forhandlingsforløb, fordi Dansk Folkeparti måske mener, at der er blevet fjernet fokus fra finanslovsaftalen, hvor de har fået indrømmelser.

Han tør derfor ikke spå om, hvorvidt der lander en aftale om skattelettelser inden jul. Men sker det ikke, kan situationen spidse yderligere til, lyder vurderingen.

- Sagen er, at kommer der ikke en aftale, så betyder det sådan set, at Lars Løkke Rasmussen ikke kan fortsætte som statsminister efter jul, hvis altså Liberal Alliance holder, hvad de siger, siger Anders Langballe.

Forhandlingerne om skattelettelser og udlændingestramninger fortsætter de kommende dage.