Derfor tog Thulesen Dahl bagdøren, da finansloven skulle præsenteres

​Det store politiske slag skal udkæmpes, når der næste uge skal forhandles skat og udlændinge, vurderer politisk analytiker Hans Engell.

Der blev både lovet flere penge til ældre og mere kontrol ved de danske grænser, da regeringen sammen med støttepartiet Dansk Folkeparti fredag aften præsenterede en ny finanslov for 2018.

Men selvom aftalen rummer klassisk DF-politik, så var partileder Kristian Thulesen Dahl ingen steder at se på Christiansborgs gange - og når journalisterne ringede, tog han ikke telefonen.

Han har ønsket armslængde, lyder analysen fra politisk kommentator Hans Engell.

- Thulesen Dahl har formentlig taget bagdøren i Finansministeriet. Der er mange bagdøre i det ministerium, og der er han smuttet ud, siger han til TV 2.

Han har ikke villet diskutere med regeringens ministre for åben mikrofon, for det handler ikke blot om en finanslov.

DF’s kamp mod LA’s skattelettelser

Regeringen har ønsket at smelte forhandlingerne om statens budget sammen med en skattereform, der skal indeholde skattelettelser til danskerne – og det har fået Dansk Folkeparti til at kræve strammere udlændingepolitik.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har kæmpet for at lande alle tre aftaler samtidig, men fredag måtte han erkende, at det ikke var muligt, fortæller TV 2s politiske redaktør Anders Langballe:

- Det her er en klassisk finanslov, der mest af alt vil blive husket for processen og for det kaos, der har omgivet forhandlingerne. Og spillet er slet ikke slut endnu, der vil komme masser af drama i de kommende uger. Der ligger et stort pres på regeringen, siger Anders Langballe.

Først mandag sætter statsministeren sig for bordenden, når der skal forhandles skat og udlændinge – og først her starter de egentlige forhandlinger, mener politisk analytiker Hans Engell.

Uenige om det kommende forløb

Da finansloven fredag aften blev præsenteret understregede Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, at der kommer en skatteaftale med skattelettelser - med stemmer fra Dansk Folkeparti.

Men det kommer helt an på, hvordan aftalen om DF's bebudede stramninger af udlændingepolitikken lander, lyder analysen fra Hans Engell. Skattelettelserne er altså dybt afhænginge af udlændingestramningerne.

- Den udlægning af forløbet, og den konklusion, som Anders Samuelsen drog i aftes, er ikke Thulesen Dahls opfattelse af det her forløb. Så han har ikke villet stå ved siden af de andre og svare på spørgsmål.

Fredag aften var det i stedet Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, der fremlagde finansloven på vegne af partiet.

- Thulesen Dahl lod René Christiansen tage sig af finansloven, for det store slag, det kommer i næste uge, siger Hans Engell.