Situationen i dansk politik er højspændt i disse dage, efter Dansk Folkeparti tirsdag opfordrede regeringen til at adskille forhandlingerne om finanslov fra dem om skattelettelser.
Det ønsker regeringen – og særligt Liberal Alliance – ikke, fordi der er frygt for, at mærkesagen om skattelettelser vil blive udskudt.
Det er den blevet flere gange før, men i Liberal Alliance er opfattelsen, at det ikke går endnu en gang, siger Anders Langballe.
- På et gruppemøde torsdag gav de i Liberal Alliance hinanden hånd på, at man denne gang vil stå fast. De har tidligere truet med at vælte Lars Løkke Rasmussen, hvor man ikke gjorde det. Men netop derfor er vurderingen i øjeblikket i partiet, at man ikke igen kan holde til at bøje af for sine trusler, siger Anders Langballe og tilføjer:
- Det handler om partiets sjæl, siges det i Liberal Alliance. Skat er helt centralt.
LA: Den nemmeste sag i verden
Striden handler grundlæggende om, at regeringen vil koble forhandlingerne om en finanslov sammen med forhandlingerne om skattelettelser. Vurderingen er, at det på den måde vil være lettere at få indrømmelser på skattedelen fra Dansk Folkeparti.
Støttepartiet insisterer dog på at dele forhandlingerne op, så finansloven kan komme på plads først og være klar til det nye år. Skal skat være en del af forhandlingerne, kræver støttepartiet til gengæld udlændingestramninger.
Dem er det endnu ikke lykkedes at nå til enighed om, men ifølge økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) bør det ikke være så svært.
- Hvis der er gode og oprigtige viljer blandt de borgerlige partier, herunder Dansk Folkeparti, så er det den nemmeste sag i verden at løse alle tre udfordringer i løbet af denne her weekend, siger han fredag morgen til TV 2 - uden dog at ville forholde sig til et eventuelt nyvalg.
På den anden side af forhandlingsbordet argumenterer Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, for, at støttepartiet er klar til at indgå en finanslov med regeringen med det samme.
Det bør regeringen koncentrere sig om først, da det i forvejen er meget usædvanligt, at den ikke er på plads i december, lyder det.
- Jeg synes, det er svært for regeringen at argumentere hele vejen hjem, at den har et flertal for sin finanslov, men at den ikke vil gøre brug af det, medmindre den så får noget andet af sin politik igennem samtidigt. Det er en mærkelig måde at ønske sig julegaver på, siger Kristian Thulesen Dahl.
Ifølge Anders Langballe er forhandlingssituationen meget fastlåst, og umiddelbart ser det ud til, at enderne ikke kan mødes.
Betyder det så, at der kommer valg? TV 2s politiske redaktør vurderer:
- Jeg synes ikke, der er noget, der tyder på, at der for alvor er nogle af parterne ved bordet, der har den store lyst til et valg. Og når det er sådan, så bliver der sjældent et valg. Men konsekvensen kan blive et valg.
Fredag klokken 13 mødes regeringstoppen med Dansk Folkeparti for at fortsætte forhandlingerne. Her er opgaven klar, vurderer Anders Langballe.
- Det handler om at få enderne til at nå sammen, uden at nogen lider nederlag. Jeg tror ikke, der er nogen i øjeblikket, der kan se løsningen på det her. Sådan har det været før i dansk politik, og så har der alligevel vist sig en løsning, siger han.
Skattelettelser er blevet udskudt igen og igen
2015
Skattelettelser i det første regeringsgrundlag
Umiddelbart efter folketingsvalget skriver den nye V-regering i regeringsgrundlaget, at topskatten skal sænkes med fem procentpoint.
Udgangspunktet er, at forhandlingerne skal finde sted i foråret 2016.
2016
Løkke udskyder forhandlingerne
I januar 2016 siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at regeringen har høje ambitioner for en skattereform, men at de planlagte forhandlinger udskydes fra foråret til sommeren.
Regeringen mener, det er bedst, hvis forhandlingerne om en skattereform tager afsæt i en ny 2025-plan, der præsenteres til august.
Liberal Alliance er på dette tidspunkt ikke med i regeringen, men støttepartiets leder, Anders Samuelsen, vil efter udskydelsen ikke længere garantere regeringens overlevelse.
Vil sænke topskatten, men ikke for alle
I forbindelse med præsentationen af V-regeringens 2025-plan foreslår Lars Løkke Rasmussen at sænke topskatteprocenten med fem procentpoint, men kun for årsindkomster op til en million kroner.
I samme ombæring spiller regeringen ud med at indføre et nyt jobfradrag, der også skal lette skatten for lavere indkomster.
Kort tid efter slår Anders Samuelsen fast, at skatten skal ned for alle. Også for dem, der tjener over en million. Han truer i samme ombæring med at vælte regeringen.
Skatteforhandlinger udskydes igen
I oktober 2016 beslutter Lars Løkke Rasmussen igen at udskyde forhandlingerne om en skattereform, så finanslovsforhandlingerne kan føres separat.
Anders Samuelsen holder fast i, at topskatten skal sænkes for alle topskatteydere, men siger også, at det er en god idé at dele tingene op.
Nyt regeringsgrundlag uden konkrete mål for skattelettelser
Da den nye VLAK-regering præsenteres, er der i regeringsgrundlaget ingen konkrete mål for en skattereform.
De tre partier er dog enige om, at topskatten skal "spille en langt mindre rolle", og at skatten i bunden skal sænkes.
2017
Regeringen dropper topskattelettelser
Den 13. august i år melder Anders Samuelsen ud, at regeringen dropper sine planer om at sænke topskatten. Det har ellers været et hovedkrav fra Liberal Alliance, men Dansk Folkeparti vil ikke være med.
Den 29. august præsenterer VLAK-regeringen sit skatteudspil. Her er der ingen topskattelettelser, men via eksempelvis en afskaffelse af loftet over beskæftigelsesfradraget vil regeringen sænke skatter for milliarder.
Dansk Folkeparti er kritisk, og formand Kristian Thulesen Dahl siger, at planerne hovedsageligt gavner dem, der tjener mest.
DF opfordrer regeringen til at udskyde skattereform
Efter at have forhandlet igennem længere tid, opfordrer Dansk Folkeparti regeringen til at udskyde skattereformen.
Forhandlingerne om skat har kørt parallelt med forhandlingerne om næste års finanslov, men partiformand Kristian Thulesen Dahl vil have udskudt skatteforhandlingerne, så finansloven kan komme på plads først.
Finansminister Kristian Jensen (V) afviser imidlertid pure det ønske. Han mener stadig, at det kan lykkes at komme til enighed om hele pakken.
Det er i forvejen usædvanligt, at der den 5. december endnu ikke er fundet flertal for næste års finanslov. Det plejer at være på plads i november.
LA truer med ikke at stemme for egen finanslov
Fredag den 9. december indgår regeringen en finanslov med Dansk Folkeparti, men i forbindelse med det, skriver Liberal Alliances finansordfører, Joachim B. Olsen, på Facebook, at den kun bliver vedtaget inden jul, hvis også der kommer en skatteaftale.
DF-formand Kristian Thulesen Dahl afviser at have lovet regeringen historisk store skattelettelser, og at det skal være inden jul.
Lars Løkke Rasmussen slår fast, at regeringen "selvfølgelig" stemmer for sin egen finanslov, men Liberal Alliance trække ikke sin trussel tilbage.
LA dropper truslerne og stemmer for finansloven
Tirsdag den 19. december siger Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, at hans parti stemmer for finansloven. Han dropper samtidigt kravet om, at der skal være en skatteaftale på plads inden jul.
Han fortæller, at han har aftalt med statsminister Lars Løkke Rasmussen, at regeringen umiddelbart efter Folketingets juleferie indkalder til fortsatte forhandlinger om en ”ambitiøs skatteaftale” og en udlændingeaftale.