Khader afviser beskyldninger om trusler mod kvinde
Efter mĂĄneders konflikt i offentligheden kommenterer den konservative politiker nu pĂĄ beskyldninger om at true Sherin Khankan med private billeder.
- Det var pĂĄ ingen mĂĄde en trussel.
Sådan lyder afvisningen fra Naser Khader, som de seneste måneder har været en af hovedpersonerne i en konflikt om både statslige støttemidler og personlige relationer. En sag som tidligere på ugen kulminerede med, at han fra flere sider blev beskyldt for at true sig til tavshed ved at sende en privat besked til konfliktens modpart, den kvindelig Imam Sherin Khankan. Beskeden blev offentliggjort i Berlingske og handlede om, at han havde billeder, der kunne dokumentere, at han havde haft et forhold til hende.
- Jeg kunne aldrig drømme om på noget tidspunkt at offentliggøre noget, forklarer han onsdag i talkshowet Lippert, hvor han for første gang siden beskyldningerne stiller op til interview.
Alligevel mente Sherin Khankan, at Khader med sin besked var gået alt for langt, og hans formål havde været at presse hende til at tie stille i konflikten mellem de to, som har varet i mange år.
- Han har været stille i en lang periode, men nu er han blevet enormt aggressiv både i beskeden, og ved at han beskylder mig for at lyve og kalde mig islamist. Så det er blevet prinicipielt. Det er et spørgsmål om magtmisbrug og inhabilitet, udtalte Sherin Khankan i Berlingske.
Men den beskyldning afviser Naser Khader, som mener, hun prøver at afspore debatten ved at få det til at handle om deres personlige forhold tilbage i år 2000.
- Vi har været i konflikt med hinanden siden 2001. Det handler om en idelogisk og politisk uenighed, og den afspejler den værdikamp, der er blandt muslimer i Danmark og globalt. Men hun forsøger at afspore debatten ved at sige, at det handler om de her ting.
Konflikt om statslige støttemidler
Sagen mellem de to begyndte i september. Her blev det nemlig offentliggjort, at Naser Khader sammen med Marcus Knuth fra Venstre og Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti havde sendt en mail til tre politikere fra oppositionen, hvor de opfordrede dem til at genoverveje en støttebevilling på 680.000 kroner til organisationen Exitcirklen. Exitcirklen arbejder med at få kvinder væk fra social og religiøs kontrol og er blevet stiftet af Sherin Khankan, som driver organisationen sammen med debattør og konsulent Khaterah Parwani.
Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde vurderet, at foreningen levede op til de faglige formål, der skulle til for at søge støtten, og havde derfor indstillet Exitcirklen til at modtage bevillingen. I mailen anførte de tre politikere dog, at Sherin Khankan skulle gå ind for sharialovgivning, og at Khaterah Parwani også var en kontroversiel person med tidligere tilknytning til Hizb ut-Tharir, og derfor burde deres organisation ikke modtage støtte.
- Vi vil meget gerne støtte gode initiativer, men mener, at det vil give bagslag at uddele offentlige støttekroner til politisk kontroversielle organisationer, lød det i mailen, som Berlingske gengav den 29. september.
Ifølge Sherin Khankan er mailen et direkte angreb på hende og et udtryk for, at hun og Naser Khader i årevis har været på uenige.
- Vi vil jo ultimativt det samme. Derfor forstår jeg ikke, hvorfor han bekæmper mine projekter, lyder det fra Sherin Khankan. Hun afviser samtidig, at hun skulle gå ind for sharialovgivning.
- I alt hvad jeg har sagt og skrevet, tager jeg afstand fra sharialovgivning. Jeg går ind for sekulær stat i Danmark og overalt i verden. Islam skal tolkes ind i den tidsalder, vi lever i, lyder det fra Sherin Khankan. Hun henviser blandt andet til sit arbejde som Danmarks første kvindelige imam, samt at hun i 2001 stiftede organisationen Kritiske Muslimer, som har til formål at kæmpe for en demokratisk tilgang til Islam. Det skal blandt andet ske ved at ligestille mænd og kvinder, skriver foreningen på sin hjemmeside.
Derfor mener Sherin Khankan, at de tre politikeres beskyldninger om, at hun støtter sharialovgivning, og stening er injurier, og hvis hun ikke modtager en undskyldning, vil hun via sin advokat stævne dem for det.
Naser Khader holder dog fast i, at han havde pligt til at blande sig i, hvorvidt Exitcirklen var berettiget til at modtage støtte, da han blev indkaldt til møde om det.
- Jeg mener ikke, staten skal finansiere islamisme. Jeg mener ikke, vi skal sende 680.000 kroner til en adresse, hvor der findes en moské. Det er da min ret som politiker at sætte spørgsmålstegn ved det, ellers synes jeg det er uansvarligt af mig at sige, at man bare skulle give dem pengene, lyder det fra Naser Khader.