DF gentager gammelt forslag - LA kan komme til at bide i det sure æble
DF vil endnu engang have udskudt en af regeringens store mærkesager. Anders Langballe tror, at Liberal Alliance kommer til at bide i det sure æble.
Finansloven skal på plads først, og så kan vi bagefter diskutere skattelettelser.
Sådan lyder det i disse dage fra Kristian Thulesen Dahl, og tonerne fra Dansk Folkepartis formand lyder unægteligt meget som noget, han også sagde sidste år.
I oktober 2016 opfordrede han den daværende V-regering til at adskille forhandlingerne om skat fra finanslov, så sidstnævnte kunne komme på plads inden nytår.
- Helt konkret foreslår vi, at man nu får delt tingene op, så vi tager en forhandling om alene de ting, de behøver vedrøre finansloven for næste år, sagde Kristian Thulesen Dahl dengang.
Finansloven blev landet, men her mere end et år senere er det som bekendt fortsat ikke lykkedes for de fire partier i blå blok at blive enige om skattelettelser. Tirsdag gentog Kristian Thulesen Dahl så stort set sin opfordring:
- Vi er nået dertil, at vi nu vil komme med en klar opfordring til regeringen om, at vi får lavet en finanslov nu og genoptager diskussionen om skat og hjemsendelser senere.
Skattelettelser en mærkesag
Det er især Liberal Alliance, der har krævet skattelettelser.
Inden partiet gik i regering var topskattelettelser et ultimativt krav, men efter partiet i november 2016 gik i regering, er der blevet skruet ned for retorikken.
Liberal Alliance har dog – sammen med resten af regeringen – fortsat et stort ønske om at sænke skatten for folk i arbejde og fremlagde i august et forslag, der siden er blevet forhandlet om.
TV 2 vil gerne spørge Liberal Alliance, om partiet tror, at det lykkes at blive enige om skattelettelser inden for den kommende tid. Ingen fra partiet har dog ønsket at stille op til interview.
Sidste år sagde partiets leder, Anders Samuelsen, at det var en god idé at dele forhandlingerne op, men dengang var det hans klare forventning, at skatten skulle sættes ned kort efter.
- Hvis vi på 14 dage til tre uger kan blive enige om en finanslov, som har et budget på 1000 milliarder, så kan vi selvfølgelig også blive enige om den vækstpakke, som ligger, sagde Anders Samuelsen til TV 2 i oktober sidste år.
Det handler konflikten om
Finansloven plejer at være på plads i december, men regeringen har insisteret på at forhandle skattereform og finanslov samtidig. Det har dog vist sig at være svært.
En skattereform er det måske vigtigste projekt for VLAK-regeringen.
Men for at få Dansk Folkeparti med ombord har regeringen valgt at køre forhandlingerne samlet i håb om at give støttepartiet indrømmelser på finansloven for så til gengæld at få flertal for skattelettelser.
Dansk Folkeparti kræver markante stramninger på udlændingeområdet for at give indrømmelser på skatteområdet, men da parterne indtil nu ikke har kunnet blive enige, har Kristian Thulesen Dahl opfordret til en opdeling.
Det afviste finansminister Kristian Jensen (V) tirsdag aften, men efter statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) onsdag har sat sig for bordenden ved forhandlingerne, afviser regeringen ikke længere at adskille de to forhandlinger.
- Vi tager en stille og rolig snak om det i aften. Det helt afgørende er, at alle bolde kommer i mål. Alting hænger jo sammen. Det er ikke det samme som, at alting behøver være samtidigt, siger Lars Løkke Rasmussen om de forhandlinger, regeringen har med Dansk Folkeparti onsdag aften.
Langballe tror LA må bide i det sure æble
Ifølge TV 2s politiske redaktør er der i dele af regeringen - særligt i Liberal Alliance - frygt for, at der ikke kommer en skatteaftale, hvis forhandlingerne splittes op.
Derfor handler det også om, at Liberal Alliance skal bankes på plads, lyder vurderingen fra Anders Langballe.
Han anser det som mest sandsynligt, at de to dele ender med at blive adskilt, og at finansloven forhandles på plads først.
- Og så må Liberal Alliance jo bide i det sure æble, fordi der ikke er noget alternativ. Finansloven skal igennem, siger Anders Langballe og tilføjer:
- En regering kan ikke fungere, hvis der ikke kommer en finanslov, og så må man se, hvad man kan komme igennem med senere på skat. siger Anders Langballe
Forhandlingerne om en skattereform har givet regeringen en del problemer de seneste to et halvt år, hvor de er blevet udskudt flere gange. Bliv klogere her.