Politik

Kontrol med skattesnyderne skærpes med ny politisk aftale

Regeringen afsætter sammen med et bredt flertal i Folketinget næsten en halv milliard til øget skattekontrol.

Samtlige af Folketingets partier på nær Enhedslisten er blevet enige om en ny skattekontrolpakke.

Pakken er en del af finansloven og indeholder tre hovedpunkter:

Der skal være øget skattekontrol af små og mellemstore virksomheder, ligesom indsatsen mod momssvindel og organiseret skattesvindel intensiveres.

- Vi vil ikke finde os i, at organiserede kriminelle gentagne gange forsøger at svindle fælleskassen. Derfor sætter vi nu ind på flere områder med blandt andet nye digitale redskaber i kontrolindsatsen. Vi tager dermed et skridt imod at gøre livet mere besværligt for svindlerne, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Der er i aftalen afsat 480 millioner kroner til implementeringen af tiltagene henover de næste fire år.

Aftalen indebærer blandt andet, at skattevæsenet i de kommende år får mulighed for at udføre flere konkrete kontrolaktioner rettet mod bestemte regioner eller brancher.

- Vi er glade for at styrke kontrollen på skatteområdet og sikre, at vi kommer efter svindlerne i større grad. Det beløb, der er afsat, svarer til, at man nu kan foretage op mod 6000 kontroller mere om året, siger skatteordfører for Dansk Folkeparti, Dennis Flydtkjær.

Kontrolindsats øges med 135 årsværk

De 480 millioner kroner vil kunne bidrage med 135 nye medarbejdere, hvilket forligskredsens partier mener er en god forøgelse af arbejdskraften.

- Vi har allerede lavet nogle aftaler, der handler om inddrivelse og ejendomsvurderinger, men vi har manglet at tage hul på at styrke kontrolindsatsen også, lyder det fra Socialdemokratiets skatteordfører Jesper Petersen.

Da regeringen i august fremlagde sit udspil til en finanslov, foreslog skatteminister Karsten Lauritzen (V) at afsætte 400 millioner kroner over fire år til at styrke indsatsen mod organiseret moms- og skattesvindel.

Dengang mente både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, at det var for lidt.

S: Aftale stadig for uambitiøs

Socialdemokratiet foreslog selv i foråret at ansætte 1000 nye medarbejdere fordelt på fire centre i landets yderkommuner til at bekæmpe skattesnyd i provinsen. Derudover ville partiet afsætte 750 millioner kroner om året til arbejdet med at bekæmpe svindel.

- Vi mener stadig, det er alt for uambitiøst, men vi har nu fået slået hul igennem og har fået de her 135 årsværk til at styrke vejledning og kontrol med virksomhederne, siger Jesper Petersen.

Mens Enhedslisten kalder det en god aftale rent indholdsmæssigt, forlod partiet alligevel forhandlingerne i sidste øjeblik.

Partiet var utilfreds med finansieringen, fordi 15 millioner kroner årligt skal komme fra besparelser på kørselsordninger til syge og ældre.

Skattekontrolpakken er den anden af to delaftaler på den kommende finanslov, som er faldet på plads tirsdag.

Tidligere på eftermiddagen stod det klart, at regeringen sammen med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti havde indgået en anden delaftale, som afsætter 600 millioner kroner til Kriminalforsorgen de næste fire år.

Finanslov skal nok komme - trods skyttegravskrig

Det er især værd at bemærke, at begge aftaler er lavet med flere partier end kun Dansk Folkeparti, mener TV 2s politiske kommentator, Peter Lautrup-Larsen.

- Tilbage er de forhandlinger, som kun omfatter regeringen og Dansk Folkeparti, og her spidser det til: Det handler om velfærd, skattelettelser og udlændinge, og der står parterne hårdt over for hinanden, siger han.

Selvom der ifølge den politiske kommentator er tale om lidt af en skyttegravskrig i øjeblikket, tror han stadig på, at den endelige finanslov kommer på plads.