Politik

Folketinget førstebehandler forslag om stop for kvoteflygtninge

Inger Støjberg Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Tirsdag førstebehandler Folketinget regeringens lovforslag om at fortsætte stoppet for kvoteflygtninge.

Integrationsminister Inger Støjberg (V) er i en lidt usædvanlig situation.

Hun har opbakning fra Socialdemokratiet, men ikke fra Dansk Folkeparti, når Folketinget tirsdag førstebehandler regeringens forslag om stop for kvoteflygtninge.

Forslaget har fået kritik for at lægge ekstra pres på lande i nærområdet. De håber, at EU-lande vil aflaste dem ved at tage kvoteflygtninge.

Før førstebehandlingen står Inger Støjberg som ventet fast på forslaget:

- Vi har sat det på pause, fordi vi skal kunne følge med. Vi har simpelt hen brug for et pusterum, siger Inger Støjberg.

Hun forventes at kunne samle flertal for forslaget med Socialdemokratiet. Regeringen håber også at kunne overbevise Dansk Folkeparti om at stemme for. 

Regeringens støtteparti er bekymret for en formulering i lovforslaget om, at der i en særlig situation kan åbnes for at tage flere flygtninge.