Politik

Selvsikker Skaarup efter forhandlinger - sikker på DF får sine krav igennem

Regeringen er åben for DF-krav om at udvise flere udlændinge.

Dansk Folkeparti er gået til forhandlingerne om en ny finanslov med et krav om, at flere udviste udlændinge og afviste asylansøgere skal sendes hjem.

- Vi har sagt til regeringen, vi mener alvorligt, at nu skal der til at ske noget med hensyn til kriminelle udlændinge, der bliver i Danmark, og afviste asylansøgere, som ikke kan få asyl, siger gruppeformand Peter Skaarup til TV 2 efter at have forhandlet med regeringen.

Med til forhandlingerne har partiet blandt andet også krav om flere penge til de ældre og bedre forhold ved grænsekontrollen.

Og der er penge nok til, at partiet kan få alle sine ønsker gennemført, mener Peter Skaarup:

- Ja, ja, Selvfølgelig kan vi det.

Imødekommer krav

Men ifølge finansminister Kristian Jensen (V), så er der ikke råd til, at Dansk Folkeparti kan få alle ønsker opfyldt.

- De får ikke, hvad de peger på. Vi har også sagt til dem fra start, at der er en økonomisk ramme, som skal overholdes, siger Kristian Jensen til TV 2.

Dansk Folkeparti er gået til finanslovsforhandlinger med krav om, at flere udviste udlændinge og afviste asylansøger skal sendes hjem. Video: Emil Færch

Dansk Folkepartis krav om, at flere udlændinge skal sendes hjem, er finansministeren dog klar til at imødekomme.

- Det vil jeg rigtig gerne. Fordi jeg er enig med Dansk Folkeparti i, at der er flere udviste, som reelt skal sendes ud af Danmark, siger han.

Skaarup: Vi har også besparelsesforslag

Hvor mange af Dansk Folkepartis øvrige krav, partiet kan slippe igennem med, skal partierne forhandle videre om mandag eftermiddag.

Peter Skaarup påpeger, at det ikke kun er dyre ønsker, partiet bringer med ind i forhandlingslokalet.

- Vi har også nogle besparelsesforslag med. Lad mig minde om, at ikkevestlig indvandring koster 33 milliarder kroner om året, har Finansministeriet selv sagt. Det er rigtig mange penge, så i det omfang vi kan skære ned på bistand til udlændinge, der kommer her til Danmark, så har vi også penge til at bruge på velfærd.

Finansministeren har tidligere sagt, at han håbede, forhandlingerne om næste års finanslov ville være færdige inden kommunalvalget. Det blev de ikke, og i stedet har der været pause i forhandlingerne under valget.