Alternativet anklages for grådighed: Her er sætningen, der udløser balladen

Alternativet får - udover en borgmesterpost i København - også lukrative bestyrelsesposter, fremgår det af aftaletekst. Det medfører nu kritik.

En enkelt sætning i den nye konstitueringsaftale mellem partierne på Københavns Rådhus efter tirsdagens kommunalvalg sætter nu gang i debatten om kommunalpolitikernes praksis med at fordele lukrative bestyrelsesposter mellem sig. 

Her slås det nemlig fast, at Alternativet som følge af forhandlingerne ikke blot har sikret sig fjerdevalget blandt borgmesterposterne i kommunen.

- Parterne er endvidere enige om, at Socialdemokratiet og Radikale Venstre tilfører bestyrelsesposter til en værdi af 125.000 kroner til Alternativet, står der i aftalen.

En bemærkning, som blandt andet er faldet uddannelses- og forskningsminister Søren Pind - der er tidligere medlem af Københavns Borgerrepræsentation - for brystet.

- Jeg føler ikke altid enorm stolthed over min stand. Denne beskrivelse er i hvert fald ikke klædelig, skriver han på Twitter.

På det sociale medie bliver han herefter blandt andet spurgt, om ikke den form for aftaler altid har foregået i Københavns Borgerrepræsentation. 

- Tja, svarer Pind og fortsætter: 

- Vi sloges altid om posterne som sådan. Men pointen er vel egentlig også, at der var nogen, der snakkede om at forandre politik... Det dér er jo tilstået udstillet grådighed.

Journalist og vært på DR P1 Kurt Strand kalder aftalen for ”regnearkspolitik, så det hviner”:

Ikke ét ord om politik

Avisen Børsen retter også i torsdagens lederartikel en kritik af, at lukrative bestyrelsesposter i kommunale selskaber - såkaldte ”ben” - bliver fordelt mellem partierne som led i en konstituering.

- Ikke ét ord om politik eller kompetencer. Ikke ét ord om effektivitet. Og ikke ét ord om forsvarlig økonomisk forvaltning af borgernes penge. Tværtimod. Bestyrelsesposternes indhold er underordnet - det er den økonomiske godtepose, der er vigtig. Det er faktisk kritisk, skriver avisens lederskribent og fortsætter:

- Når alt kommer til alt, er politikerne valgt til at varetage borgernes interesser. Ikke deres egne personlige af slagsen. Husk det, inden du gnaver af ”benet”.

Også poster til de andre partier

Af konstitueringsaftalen fremgår det desuden, at også andre partier får tildelt poster - uden af der dog bliver sat et beløb op som målestok. Dansk Folkeparti får blandt andet en bestyrelsespost i By & Havn - et selskab, der står for byudvikling i hovedstaden. Enhedslisten og SF scorer blandt andet poster i DGI-byens bestyrelse og i bestyrelsen for Christianshavns Gymnasium

Alternativets Niko Grünfeld forstår ikke kritikken:

- Det her er en del af et større puslespil. Alle partier har fået forskellige poster med honorarer. Og i forhandlingerne afgav vi for eksempel posten i By & Havn, til gengæld skulle vi have noget tilbage igen, siger han.

Men kritikken går jo på, at det ser ud som om, at det for jer ikke handler om bestyrelsesposternes indhold, men alene er de penge, posterne indbringer?

- Nej, sådan er det slet ikke. Vi lavede en bred konstitueringsaftale med alle partier. Og det var en del af forhandlingen, at vi skulle have noget fra andre partier for at få kabalen til at gå op.

Men når I i aftalen alene skriver, at det skal være poster til 125.000 kr., så er det vel netop beløbet, der er afgørende, og ikke nødvendigvis at få de poster, man mener at være mest kvalificeret til?

- Det vil jeg gerne afvise. Vi har selvfølgelig nogle forhandlinger kørende med andre partier, så vi har indflydelse på hvilke poster, det kan være. Men dén proces er stadig i gang, og jeg vil ikke stå her og forhandle gennem medierne. Men jeg kan bare afvise pure, at det på nogen måde handler om være grådig. Det handler om at få en større kabale til at gå op. Og at alle partier har fået pengeposter, siger Niko Grünfeld.

Du kan se den samlede konsituteringsaftale her.