2017 valg

Borgmester forlod forhandlinger i hårdt prøvet byråd

En bitter kamp om magten har gennem fire år trukket fronterne op i Allerød. En kamp, der fortsætter med personlige konflikter i det nye byråd.

Klokken 01.30 forlod borgmester og genvalgt medlem af byrådet i Allerød Jørgen Johansen forhandlingerne om borgmesterposten sammen med de øvrige medlemmer af Det Konservative Folkeparti.

- Det gør vi, fordi at der er nogle partier, der vil udelukke en enkelt person på grund af personlige konflikter, forklarede Jørgen Johansen og gjorde det dermed klart, at de to foregående valgperioder med personlige konflikter og et elendigt samarbejdsklima i det nordsjællandske byråd ikke er fortid.

De 11 mandater, der kunne sikre Jørgen Johansen endnu en periode som borgmester i Allerød, manglede - og det samme gjorde viljen til at arbejde sammen med hele den konservative byrådsgruppe, mener Jørgen Johansen.

- De stillede et ultimativt krav. Der er én person, de slet ikke vil have noget at gøre med, og i vores parti er der plads til alle, siger han.

Her kan du se valgresultatet i samtlige 98 kommuner.

Her får du et hurtigt overblik over, hvem der bliver borgmester i hver af de 98 kommuner.

Forhandlingerne begyndte ellers godt...

I samme øjeblik mandaterne var fordelt på Allerød Rådhus, forsvandt alle 21 nyvalgte byrådsmedlemmer ellers i samlet flok ind bag en lukket dør.

Her forhandlede de om magten og borgmesterkæden i byen - en situation, der efter sidste valg endte med 16 dages tovtrækkeri og en politisk hårdknude, der har forfulgt byrådet lige siden.

- Byrådet har været så splittet, at jeg vil gå så langt som til at sige, at der har været politisk borgerkrigstilstand, har John Jensen, der har siddet i byrådet for Nye Borgerlige, sagt til TV2.

Ingen klar kandidat

Men selvom Allerøds politikere er hårdt prøvede, er intet sikkert i den nordsjællandske kommune.

Denne gang har vælgerne fordelt stemmerne ligeligt mellem de største partier - igen kan flere kandidater ende med posten som borgmester.

Byrådets 21 medlemmer er fordelt således:

  • Fem mandater fra det Konservative Folkeparti
  • Fem mandater fra Socialdemokratiet
  • Fem mandater fra Venstre
  • To mandater fra Socialistisk Folkeparti
  • Et mandat fra Radikale Venstre
  • Et mandat fra Vores Allerød
  • Et mandat fra Blovstrødlisten
  • Et mandat fra Enhedslisten

John Køhler, der spillede en af hovedrollerne under dramaet efter sidste kommunalvalg, da han forsøgte at kuppe den siddende konservative borgmester, Erik Lund, er dermed ikke valgt ind med sin lokalliste Borgerligt Velfærd - ligesom Dansk Folkeparti også er ude af byrådet.

Det samme gør sig gældende for lokallisten Det Nye Allerød, der i løbet af valgperioden meldte sig under Nye Borgerliges partifarve.

Tre partier har altså nu hver fem mandater - og ender borgmesterkæden omkring en af de tre spidskandidater herfra, kommer kampen til at stå mellem:

  • Karsten Längerich fra Venstre, der er ny mand i front for partiet, efter at John Køhler forlod partiet på grund af uoverensstemmelser.
  • Miki Dam Larsen, der også var spidskandidat for Socialdemokratiet sidste gang og endte med en stor skuffelse, da hans partikammerat Lea Herdal i sidste sekund gik mod partiets linje og gjorde udslaget, da de konservative og ikke Venstre løb med borgmesterposten.
  • Jørgen Johansen, der gennem de seneste fire år har været borgmester for de konservative, selvom han kun fik 174 personlige stemmer i 2013.

Klokken 01.03 forlod Enhedslisten som de første forhandlingerne - godt og vel en halv time inden, at de konservative udvandrede.

- Tonen har været god, men sådan som forhandlingerne skrider frem, kan Enhedslisten ikke være med, sagde partiets ene byrådsmedlem Rasmus Keis Neerbek til TV 2 og de øvrige journalister på rådhuset.

Stemmeprocenten i Allerød endte på 81,1 procent.

15.041 gyldige stemmer er talt - og 220 vælgere har valgt at stemme blankt. Det er 67 flere blanke stemmer end efter kommunalvalget i 2013.

TV 2 har talt med en række af de byrådsmedlemmer, det gennem de seneste fire år har bevidnet samarbejdsklimaet på rådhuset fra første parket.

Flere af dem fortæller samstemmende, at tilliden mellem de folkevalgte har været helt væk. Flere byrådsmedlemmer har simpelthen ikke kunnet tale sammen, og gentagne gange er forhandlinger blevet afbrudt ved, at folk er udvandret.

Desuden har fem folkevalgte skiftet parti i byrådet - og fire er helt trådt ud.

Partihoppere i Allerød

Siden kommunalvalget i 2013 har fem byrådsmedlemmer skiftet parti:

  • John Køhler er skiftet fra Venstre til Borgerligt Velfærd
  • Lea Herdal er skiftet fra Socialdemokratiet til Alternativet
  • Poul Albrechtsen er skiftet fra Dansk Folkeparti til Det Konservative Folkeparti
  • Jesper Hammer er skiftet fra Det Nye Allerød til Nye Borgerlige
  • John Jensen er skiftet fra Det Nye Allerød til Nye Borgerlige

Herudover har fire helt forladt byrådet siden 2013:

  • Henriette Gedde (S)
  • Agnete Fog (R)
  • Thomas Kirkegaard (K)
  • Birgitte A. Rasmussen (V)