Politik

Alternativet brager ind i København - Frank Jensen kan også være tilfreds

Blå blok bliver endnu mindre i landets hovedstad, mens Alternativet brager ind i Borgerrepræsentationen.

Der var mange dramaer at holde øje med, da stemmerne skulle tælles op i København.

Hvordan ville det noget utraditionelle borgmesteropgør mellem Socialdemokratiet og Enhedslisten udspille sig?

Hvor meget ville det koste Radikale Venstre, at spidskandidat og stemmesluger Anna Mee Allerslev måtte trække sig kort inden valget efter en længerevarende skandalesag?

Og hvordan ville Alternativet klare sig i sin højborg ved sit første kommunalvalg?

Her kan du se valgresultatet i samtlige 98 kommuner.

Frank Jensen ligner overborgmester

Intet er sikkert endnu, men som det ser ud ligner Frank Jensen det bedste bud på at fortsætte som overborgmester. Socialdemokraterne ender med 15 mandater, mens Enhedslisten går en smule tilbage i stemmetal og beholder de samme 11 mandater.

- Det er absolut tilfredsstillende for Frank Jensen, som jo ellers har haft en lidt vanskelig valgkamp, siger TV 2s politiske redaktør Anders Langballe.

- Det ligner med al sandsynlighed en overborgmesterpost til Frank Jensen, beretter TV 2s Lasse Sjørslev fra Københavns Rådhus.

Radikale begrænser tabet

Det kunne næsten ikke have været værre for de radikale i hovedstaden inden valget. Partiets absolutte stjerne i hovedstaden, Anna Mee Allerslev, der slugte over 8000 personlige stemmer i 2013, blev fældet kort inden valget og måtte erstattes af relativt ukendt Mia Nygaard, der fik under 1000 personlige stemmer ved sidste valg.

Men partiet bliver ikke straffet så hårdt som frygtet og går kun tilbage med et enkelt mandat - fra seks til fem. Dermed er der stadig en borgmesterpost i udsigt til partiet.

- Radikale holder bestemt skindet på næsen, siger Anders Langballe.

Alternativet får jordskredsvalg

På en aften, hvor de nye partier i kommunal sammenhæng som Alternativet, Liberal Alliance og Nye Borgerlige generelt har fået beskedent med byrådspladser, er historien en ganske anden i København.

Uffe Elbæks tropper sætter sig på hele 10,5 procent af stemmerne og bliver med seks mandater det tredjestørste parti i Borgerrepræsentationen.

- Det bliver med al sandsynlighed en klar borgmesterpost til Alternativet, fortæller Lasse Sjørslev.

Blå blok under en fjerdedel af stemmerne

Det i forvejen røde København er altså blevet endnu rødere, og den samlede blå blok sætter sig nu på kun 23,6 procent af stemmerne, svarende til blot 13 af de 55 mandater.

Dermed ser det ud til, at Venstre, de konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti må kæmpe om bare én borgmesterpost.

Det ventes, at Socialdemokratiet får to borgmestre, herunder altså overborgmesteren, mens SF, de radikale, Enhedslisten og Alternativet alle får én.

Mette Frederiksen fejrer valg i København Video: Morten Nielsen