Valgteknikken drillede flere steder – ventede 40 minutter på at stemme
Ved flere valgsteder landet over har man oplevet store problemer med teknikken.
Når vælgerne ankommer til landets valgsteder, skal deres valgkort scannes.
Men her til morgen har flere valgsteder rundt omkring i landet haft problemer med elektronikken.
I Kolding Kommune må man på flere valgsteder droppe scanningen og gøre det manuelt, og det betyder dobbeltarbejde for de valgtilforordnede, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Ifølge kommunen er der ikke nogen sikkerhedsbrist forbundet med problemet.
Stod i kø i 40 minutter
Også på Nørrebro i København var man ramt af problemer med den elektroniske registrering af valgkort indtil klokken 09.00.
Flere medier rapporterer om problemer ved valgstedet på Guldberg Skole.
Ifølge Ekstra Bladet stod Pelle Dam i kø 40 minutter, før han kunne sætte sit kryds.
Problemer i Ringsted
I Ringsted har der ligeledes været tekniske problemer fra morgenstunden.
I Ringsted Kongrescenter kom valghandlingen ikke i gang til tiden – som er klokken 08.00. Først 08.14 var teknikken klar.
Ifølge TV Øst har problemerne givet lange køer med flere end 100 ventende mennesker.
- Det er meget frustrerende, når teknikken ikke virker. Her står jo folk, der skal på arbejde, siger valgformand Benny Andersen (S) til TV ØST.
KMD: Det er lokale fejl
Ekstra Bladet har talt med KMD, der står for de digitale valgsteder - og der er ikke tale om et centralt nedbrud, men lokale fejl.
- KMD er bekendt med, at der har været opstartsvanskeligheder på en række valgsteder i Kolding, Ringsted og et enkelt sted på Nørrebro i København. I alt har vi kendskab til, at der har været tekniske udfordringer på otte valgsteder, siger Christoffer Hellmann, kommunikationschef i KMD til Ekstra Bladet.