Kommunalvalg 2017

Nu taler vælgerne: Er Alternativet blevet for alternativt?

Interne problemer i Alternativet på Christiansborg kan gøre det svært for Alternativet ude i kommunerne.

Love is in the air. Everywhere I look around...

Alle kvinder, der var gamle nok til at have danset til John Paul Young i 1978, rakte armene i vejret og satte hofterne i svingninger mod den åbne plads foran scenen i Dok5000 i Odense.

Men til deres højlydte ærgrelse nåede megahittet aldrig at svinge sig op til omkvæddets højder, før anlægget blev slukket brat.

Alternativet omfavner sin baggrund som 'cirkuspartiet', men fællesdans og grønne tylskørter skulle ikke være billedet på sommerens landsmøde i maj. Partiet var kommet videre. Blevet lidt mere seriøst, lod nogle af partispidserne vide. 

Men her et halvt år senere kæmper Alternativet mere end nogensinde for at holde den rette balance. Man ønskede en helt ny politisk kultur, men skal den kunne rumme tissemandsbilleder og valgfest med sexgynge? Hvornår er grænseoverskridende tiltag et friskt pust, og hvornår er det for meget? 

Fra klokken 20 kan du løbende få resultaterne fra både kommunal- og regionsrådsvalget lige her. 

- Det handler jo ikke kun om billeder af kønsdele

Den slags er de tilsyneladende ikke enige om i Alternativet. Og det har de seneste dage udstillet en intern magtkamp, der kan blive problematisk for partiets chancer ved kommunalvalget. 

- Det her er i høj grad et opgør med Uffe Elbæks ledelse, siger TV 2s politiske analytiker, Thomas Funding.

Når stemmerne er talt op vil konstitueringsprocessen begynde i de 98 kommuner. Her får du et hurtigt overblik over, hvem der bliver borgmester i hver af de 98 kommuner.

Hvis Uffe Elbæk bliver skadet, bliver Alternativet skadet, mener han. Og det vil smitte af på kommunalvalget. 

- Det her handler jo ikke kun om billeder af kønsdele og så videre. Det er jo udtryk for en magtkamp i Alternativet, om hvad partiet skal stå for. Og også en magtkamp, der er rettet mod Uffe Elbæk. Hvis han får ridser i lakken, så tror jeg godt, det kan få relativt stor betydning for Alternativet lokalt. For hvem kan for eksempel navngive spidskandidaten i Københavns Kommune? Det, tror jeg ikke, der er mange, der kan. Jeg tror, der er mange, der vil stemme på Alternativet, fordi de godt kan lide Uffe Elbæk, siger Thomas Funding. 

Forsigtig start

Og så er vi langt fra, hvor det hele begyndte. Det var i 2013, da Elbæk, der netop havde trukket sig fra Radikale Venstre, trådte frem sammen med den dengang ukendte Josephine Fock og præsenterede danskerne for et nyt parti: Alternativet.

Partiet skulle være et alternativ til den måde at føre politik på, som skaber politikerlede. Mindre mudderkast og benspænd. En mere åben og lyttende politisk samtale.

Men det mødte i første omgang hovedrysten, at det nye parti havde en klar vision om, hvordan det ville udøve politik (formuleret i partiets debatdogmer), men ikke noget partiprogram.

Og da der så kom politiske forslag på bordet, var det forslag i den usædvanlige ende som at begrænse danskernes indtag af kød, pant på bæreposer, og at der skulle slippes bisonokser fri i skovene, der tiltrak opmærksomhed.

Eksperterne levnede ikke projektet mange chancer. Jarl Cordua, politisk kommentator og vært på Radio24syv, væddede for eksempel en flaske whiskey på, at Uffe Elbæks "menighed af landsbytosser og sølvpapirshatte" ikke ville komme i Folketinget

- Det er et amatørprojekt. Forget about it, sagde han.

Men han tog fejl. 

Godkendt af vælgerne i 2015

Partiet bragede ind i Folketinget med 4,8 procent af stemmerne og endte med 10 mandater. 

Siden da er der brugt mange kræfter på at formulere politik og bygge en partiorganisation op.

Alternativet har raget medlemmer til sig, så det nu er oppe på 11.000, og dermed er partiet det fjerdestørste parti i Danmark. Kun sværvægterne Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti har flere medlemmer.

Seneste Megafonmåling for TV 2 fra slutningen af oktober viser, at 5,8 procent af vælgerne vill sætte kryds ved liste Å, hvis der var folketingsvalg. Dermed står partiet stærkere end blandt andre regeringspartierne Liberal Alliance og Konservative. 

Uden for Christiansborg har partimedlemmerne knoklet for at stable lokalforeninger på benene. I maj rundede partiet 90 styk. 

Ved tirsdagens kommunalvalg kan man stemme på kandidater fra liste Å i 83 af de 98 kommuner. 

Forud for sommerens landsmøde i Odense satte daværende politisk ordfører, Rasmus Nordqvist, tal på kommunalvalgsdrømmene

Alternativet går efter topposter i landets to største byer. Målet er en borgmesterpost i København og en rådmand i Aarhus. Og derudover drømmer partiet om 10-20 kommunalbestyrelsesmedlemmer landet over. 

- Jeg vil klappe af os selv, hvis vi kommer ind i 12-15 kommuner, sagde Rasmus Nordqvist. 

Landspolitik påvirker kommunalt

Derfor er ærgrelsen formentlig også til at tage og føle på, når den seneste tids omtale af partiet har handlet om interne stridigheder og ikke kommunalpolitik. 

- Ved sidste kommunalvalg stemte omkring en tredjedel af vælgerne ikke med udgangspunkt i deres deres kommune, og hvad de syntes om kandidaterne. De stemte med udgangspunkt i landspolitik. Så ja, landspolitik betyder noget, fastslår TV 2s politiske analytiker Thomas Funding.

Hvor hårdt det stækker lokalforeningernes hårde arbejde ude i kommunerne, vil valgaftenen vise.

Men den slags partikampe kan ramme hårdt i partiet, der slog sig op på fairness, åbenhed og gennemsigtighed. Og et parti, hvor den suverænt største profil, Uffe Elbæk, er stridens omdrejningspunkt. 

I den seneste tid har flere fremtrædende partimedlemmer markeret, hvor deres grænse går og afsløret en intern splittelse, hvor sprechstallmeister Uffe Elbæk står i manegen, mens resten af flokken står udenfor og hiver i bardunerne for at trække cirkusset i en anden retning. 

Grænsen var nået

For gruppeformand og sekretariatschef René Gade gik grænsen ved en kælder på Hausers Plads i København.

Partiets lokalafdeling i København har valgt at holde valgfest på baren Monastic. Men en lokation, der normalt - dog ikke på valgaftenen - har sexgynge og darkroom (et rum, hvor der blandt andet kan dyrkes sex, red.), er "helt tåbelig" og strider imod "en professionel kultur der, hvor vi/jeg har mandatet", skrev René Gade på Twitter og opfordrede sine kolleger til at blive væk

Partiformanden så derimod ikke ud til at have problemer med den farverige scene, hvor han er annonceret som taler.

Dagen før måtte gruppeformanden tage afstand fra en mail, hvori partiets pressechef bad partimedarbejdere og folketingsgruppen om billeder af deres "pik i slap tilstand",  så partiet kunne lave "en lille fiffig collage" til stamværtshuset Centralhjørnets fødselsdag. 

Mailen forsikrede, at Uffe Elbæk "selvfølgelig er med på idéen".

Det var der dog en del andre, der ikke var. Så pressechefen trak i land, og collagen blev aldrig til noget. Uffe Elbæk siger tirsdag til Jyllands-Posten, at han grinede og opfattede det som "en misforstået joke". 

Ikke længe efter mailen sendte flere medarbejdere ifølge Jyllands-Posten en klage til partitoppen, hvori de kritiserede en "alt for direkte og jovial" omgangstone og en ødelæggende "festkultur", der har gjort dagligdagen på Christiansborg "kaotisk". 

Medstifter forlod partiledelsen

Dertil kom, at en ledende medarbejder i partiet har fået en skriftlig advarsel for uprofessionel og seksualiseret optræden. Og så blev en ældre medarbejder sidste år fyret efter en overgrebsanklage fra et ungt partimedlem. Det resulterede i en politianmeldelse

Kort tid efter blev han dog ansat igen på et udenlandsk projekt, som var støttet af Alternativet. Og det var grænsen for Josephine Fock

Partiets daværende gruppeformand, der stiftede partiet sammen med Uffe Elbæk i 2013, trak sig i august som gruppeformand og forlod partiets ledelse i en rokade, hvor også Rasmus Nordqvist trak sig fra ledelsen og posten som politisk ordfører. 

- Man genansætter vedkommende mod mit vidende. Det er helt uacceptabelt. Jeg synes ikke, jeg havde den nødvendige opbakning til at agere på de her sager på den måde, som jeg gerne ville, så det levede op til Alternativets værdier, siger Josephine Fock til TV 2.

En uforbeholden undskyldning

Hvad med Uffe Elbæks egen grænse? Partilederen, der angiver sin jobtitel som senior troublemaker and solutionfinder på Alternativets hjemmeside

- Jeg er da enormt ærgerlig over, at det her kommer til at fylde den sidste uge op til kommunalvalget, siger han, da TV 2 fanger ham, inden han skal stemme på Frederiksberg. 

Jeg må blot sige, at vi er et uperfekt parti. Ligesom jeg i øvrigt alle dage har været et uperfekt menneske.

Uffe Elbæk, formand for Alternativet

Mandag aften, dagen før dagen, hvor de skulle høste frugten af halvandet års arbejde i lokalforeningerne, lagde han en længere udtalelse på sin facebookside

- Jeg vil gerne give jer alle min uforbeholdne undskyldning, skrev han henvendt til partimedlemmerne ude i kommunerne.

- Jeg er oprigtigt ked af, at I skal belemres med negative historier om ting, som jeg og mine kollegaer på Christiansborg ganske enkelt skulle have klaret bedre.

Fra klokken 20 kan du løbende få resultaterne fra både kommunal- og regionsrådsvalget lige her. 

Når stemmerne er talt op, vil konstitueringsprocessen begynde i kommunerne. Her får du et hurtigt overblik over, hvem der bliver borgmester i hver af de 98 kommuner.

En forklaring fik de også. I hvert fald en Uffe Elbæk'sk: 

- Jeg må blot sige, at vi er et uperfekt parti. Ligesom jeg i øvrigt alle dage har været et uperfekt menneske. Måske er det netop den rolle i livet, jeg altid har kendt, som outsider og ”naiv idealist”, som ham der kaldes gøgleren og cirkusartisten, der betyder, at jeg har været så naiv at tro, at politik kan være anderledes.

Stemmeoptællingen vil vise, om vælgerne tror på, at Alternativet kan finde balancen mellem det skæve og det seriøse, eller om Elbæks projekt blev for alternativt for sit eget bedste. 

Her er Alternativets møgsager

    1. Fik penge fra skattelylande

      Før folketingsvalget i 2015 modtog Alternativet i alt 450.000 kroner fra en fond med adresse i Gibraltar og Luxembourg, skriver Ekstra Bladet.

       

      Nilas Bay-Foged, forperson for Alternativets hovedbestyrelse, kalder det "rigtig øv". Men pengene skal ikke betales tilbage, mener han. 

       

      I Alternativets partiprogram er kampen mod skattely ellers et vigtigt punkt, men forpersonen fortæller, at Alternativet i 2015 ikke var klar over, hvor pengene kom fra.

       

    2. Forklaring smuldrer – fik besked om penge fra skattelylande

      Alternativets bank, Merkur Andelskasse, bekræfter over for TV 2, at deres kunder altid får at vide, hvor penge kommer fra, så snart de tikker ind på kontoen. Dermed smuldrer Alternativets forklaring om, at partiet ikke vidste, hvor pengene kom fra.

       

      Forperson Nilas Bay-Foged erkender i en mail til TV 2, at partiet fik besked fra banken i 2015.

       

      - Det er rigtigt, at hvis jeg eller andre i organisationen havde kigget efter, hvorvidt denne eller andre donationer kom fra mulige skattelylande, så kunne vi have set, at overførslen oprindeligt kom fra Gibraltar, men vi har ganske enkelt ikke haft en organisatorisk praksis, der sikrede en opmærksomhed på dette, skriver Nilas Bay-Foged.

    3. Deltog i smædekampagne mod borgmester

      Trods Alternativets ønske om en ny politisk kultur har Troels Christian Jakobsen, der er kandidat for partiet ved kommunalvalget i København, deltaget i en smædekampagne mod tidligere beskæftigelsesborgmester i København, Anna Mee Allerslev (R).

       

      Under sloganet "Anna Ansvarsløs" har Troels Christian Jakobsen bidraget til kritikken af Anna Mee Allerslev beskæftigelsespolitik, og han har blandt andet været med til at arrangere demonstrationer. 

       

      Over for Berlingske erkender han, at sagen kan have givet ham "ridser i lakken". Partiets politiske ordfører, Carolina Magdalene Meier, siger til avisen, at kampagnen ikke er et udtryk for en "særlig fin politisk kultur".

       

      - Man må gerne levere hård kritik, når det går på sagen. Men det skal ikke blive personrelateret, og når man bruger et navn, som de har gjort det i den her kampagne, synes jeg, at det går over stregen, siger Carolina Magdalene Meier til Berlingske.

    4. Afhopper med krads kritik af topstyring

      Stine Bardeleben Helles valgte i august at trække sig som kandidat for Alternativet ved kommunalvalget i København. Ifølge en intern mail, som Altinget og TV 2 er i besiddelse af, fik hun nok af en "gammel politisk kultur” med “kammerateri og misbrug af indflydelse.”

       

      I mailen kritiserer hun partiledelsens fjernstyring af lokalafdelingen i København, ligesom hun også er utilfreds med, at partiets spidskandidat i hovedstaden, Niko Grünfeld, ifølge hende er gået solo i sagen om det omdiskuterede boligbyggeri på Amager Fælled. Dette afviser han dog selv.

       

      Trine Hertz, der frem til august var forperson i Alternativets lokalafdeling i København, har også trukket sig. Det samme har to bestyrelsesmedlemmer i københavnerafdelingen. Trine Hertz vil over for Altinget ikke sige hvorfor, men i en kommentar på Facebook indikerer hun, at årsagen var uenigheder på de indre linjer.

    5. Sager om interne krænkelser dukker op

      Jyllands-Posten kan fortælle, at fem medarbejdere sidst i juni sendte en mail til partiledelsen med kritik af "festkulturen" i partiet, som efter deres opfattelse i alt for høj grad påvirker dagligdagen.

       

      Avisen kan også beskrive, at Alternativet lidt over et år før mailen blev sendt, var centrum for en langt mere alvorlig anklage. Et ungt partimedlem havde efter en fest haft en grænseoverskridende oplevelse med en ældre medarbejder hos partiet på Christiansborg. Sagen førte til en overgrebsanklage, som blev meldt til politiet, men ifølge den anklagede blev der ikke rejst sigtelse.

       

      Alternativets daværende politiske ledelse bestående af leder Uffe Elbæk, politisk ordfører Rasmus Norqvist og gruppeformand Josephine Fock blev orienteret om sagen og besluttede, at den anklagede medarbejder ikke længere måtte arbejde for partiet. Men kort tid efter blev den fyrede medarbejder allligevel ansat i et projekt i udlandet, som Alternativet havde fået penge til. Ifølge Josephine Fock kendte hun ikke til genansættelsen. Hun siger, at det var daværende sekretariatschef og Uffe Elbæks nuværende rådgiver, Mikkel Nørskov, der havde myndighed til at genansætte ham. Den pågældende person arbejder ikke længere på projektet.

       

      Jyllands-Posten kan også fortælle, at en anden ledende medarbejder i partiet har fået en skriftlig advarsel for at have optrådt i strid med Alternativets værdier. Avisen beskriver, at flere folketingsmedlemmer beretter om en uprofessionel og seksualiseret optræden over for underordnede eller partimedlemmer. Konkret skulle der være tale om klap i røven, gramseri og grænseoverskridende opførsel til en fest.

    6. Gruppeformand trak sig på grund af overgrebssag

      Da Josephine Fock i sommer stoppede som gruppeformand for Alternativet, var den officielle forklaring, at hun ville fokusere sine kræfter på Alternativets nye projekt 'De Tre Bundlinjer'.

       

      Men efter afdækningen af de interne krænkelser, fortæller hun, at det var genansættelsen af den overangrebsanklagede medarbejder, der fik hende til at sige stop. Josephine Fock følte ikke, at hun havde den nødvendige opbakning.

       

      - Man genansætter vedkommende mod mit vidende. Det er helt uacceptabelt, og det håber jeg, vi får mulighed for at drage nogle konsekvenser af, siger Josephine Fock til TV 2.

       

      Alternativets leder, Uffe Elbæk, siger, at han ikke kendte til genansættelsen, som hans nuværende rådgiver, Mikkel Nørskov, ifølge Josephine Fock var indblandet i.

    7. Alternativet laver intern undersøgelse

      Alternativets nye gruppeformand, René Gade, har sat sig i spidsen for en intern undersøgelse af de interne krænkelser. Til TV 2 siger, han, at han forventer at være færdig omkring nytår. Gruppeformanden siger, at konsekvenserne af de tidligere sager skal genovervejes.

       

      Både René Gade og Josephine Fock opfordrer alle til at fortælle dem om deres oplevelser.

    8. Opfordrede ansatte til at sende intimbilleder

      Ansatte i Alternativet blev i foråret opfordret af pressechef Magnus Haslebo til at sende billeder af deres "pik i slap tilstand", skriver Jyllands-Posten. Det skete i en intern mail til partiets medarbejdere og folketingsgruppen.

       

      Billederne skulle bruges i forbindelse med en 100-års fødselsdag på Alternativets stamværtshus, Centralhjørnet, så partiet kunne give "en lille fiffig collage" af de mandlige kønsorganer. Magnus Haslebo skrev desuden, at partiets politiske leder, Uffe Elbæk, "selvfølgelig er med på idéen, så det kan blive et rent tilløbsstykke dernede". Pressechefen trak dog i land, få timer efter mailen var sendt.

       

      Gruppeformand René Gade kalder det en dårlig idé at bede om intimbilleder.

       

      - Derfor er det også helt klart noget, der aldrig skulle blive til noget. Det er ikke noget, der står mål med det, vi gerne vil i Alternativet, siger han til TV 2.

       

      Uffe Elbæk er ikke stolt over sagen og skriver i en kommentar til Ritzau, at der siden i sommer har været et oprydningsarbejde i gang.

       

      - Jeg er glad for, at det arbejde nu er i gang, for det har der været brug for, hvilket den tåbelige idé om at lave en dick pic-collage også viser. Det skulle aldrig være foreslået, siger han.

       

      Pressechef Magnus Haslebo skriver i en sms til Jyllands-Posten:

       

      - En kreativ kultur kræver, at der er plads til vilde idéer, og dette er langt fra den vildeste udklækket i Alternativet.

    9. Gruppeformand fraråder at deltage i Alternativets valgfest

      Mandag middag fraråder René Gade sine kollegaer at deltage i en valgfest, som Alternativet i København holder tirsdag aften. Partiets leder, Uffe Elbæk, er ellers blandt talerne ved festen, som holdes på baren Monastic, som ifølge ejerne beskrives som en "legeplads" for byens LGBTQI-personer. 

  1. 2018

    1. Dyre møbler på Rådhuset

      Radio24syv afslører, at kulturborgmester i København Niko Grünfeld har brugt 130.000 kroner på at indrette sit borgmesterkontor med designermøbler. Heriblandt en specialdesignet daybed til 10.000 kroner, to bænke til 14.000 kroner, tre borde til 36.000 kroner og to PH-lamper til 11.000 kroner. Indkøb, der står i skarp kontrast til, at han gik til valg på "bæredygtig indkøbsordning" i kommunen med henblik på at tage "sociale" og "økonomiske" hensyn.

      Desuden gik 25.000 kroner til den til ved lejligheden hyrede arkitekt, der siden har vist sig at være søster til en tidligere chefrådgiver i Alternativet.

    2. Borgmester har rod i sit CV

      Nye afsløringer om Niko Grünfeld kommer frem. Igen er det Radio24syv, der har historien og kan nu fortælle, at borgmesteren har føjet en master i positiv psykologi fra Aarhus Universitet til sit CV, selv om han aldrig har fuldført en sådan uddannelse.

      Ifølge det politiske medie Altinget.dk fremgik oplysningen af Niko Grünfelds LinkedIn-profil. Desuden viser det sig, at CV'et indeholdt flere andre upræcise oplysninger.

    3. Grünfeld undskylder

      Efter en uge i mediemøllen ser Niko Grünfeld sig nu nødsaget til at undskylde for sine politiske valg. Det gør han på Facebook. Han siger, at han nu vil trække stikket et par dage, men agter fortsat at blive på sin post.

    4. Grünfeld trækker sig

      Presset på Niko Grünfeld vokser så meget, at han i et interview med TV 2 endnu engang må beklage. I interviewt fastholder han, at han trods de dårlige sager ikke agter at trække sig.

      Den holdning ændrer sig dog få timer efter, da Alternativet har holdt et krisemøde. På Facebook meddeler Niko Grünfeld nu pludselig, at han trækker sig som borgmester med øjeblikkelig virkning. Han begrunder det blandt andet med, at hans hustru og børn er blevet antastet og truet på deres hjemmeadresse.

    5. Flyveglad politisk ordfører

      Alternativets mærkesag nummer et er klimaet. Derfor vækker det opsigt, da den bloggen Free Speech Blog kan fortælle, at partiets politiske ordfører Carolina Magdalene Maier de seneste tre år, mens hun har siddet i Folketinget, har hun fløjet til mindst 13 lande og tilbagelagt mindst 173.790 kilometer i et flysæde.

      Facebook erkender Maier, at hun har fløjet for meget, og at hun skal 'forbedre sine vaner'.
       

    6. Ledelsen svigtede i krænkelsessag

      22-årige Mathilde Boesen frem i Jyllands-Posten og fortalte om en sag, hvor hun i 2015 havde følt sig seksuelt krænket af en ældre medarbejder i partiet. Herefter fulgte et forløb, hvor den anklagede medarbejder blev fyret, men pludselig genansat. Boesen sagde dengang, at selve håndteringen "føltes som endnu et svigt".