2017 valg

DF’s store borgmesterdrøm er væk – erkender nederlag i Guldborgsund

René Christensen bliver ikke borgmester i Guldborgsund. Han siger samtidig, at han ikke genopstiller som spidskandidat ved næste valg.

Dansk Folkeparti håbede at få sin første rigtige borgmesterpost i Guldborgsund, men partiets spidskandidat, René Christensen, siger til TV 2, at han ikke bliver borgmester.

Guldborgsund har ellers været spået som det sted, hvor Dansk Folkeparti havde størst chancer for at få fat i borgmesterkæden, og sagen har fyldt meget i medierne.

Dansk Folkepartis finansordfører på Christiansborg siger også, at han ikke genopstiller som spidskandidat i Guldborgsund ved næste kommunalvalg.

Dansk Folkeparti har ellers tilbudt at pege på Socialdemokratiets Bo Abildgaard som borgmester, men de to partier har ikke flertal alene, da Socialdemokratiet mister tre mandater, mens det nuværende borgmesterparti, Guldborgsundlisten, brager frem fra fem til 11 mandater.

- Jeg er skuffet over, at vores projekt ikke går igennem, siger René Christensen.

Her får du et hurtigt overblik over, hvem der bliver borgmester i hver af de 98 kommuner.

Løber på målstregen

Han er særligt utilfreds med, at DF, S og V ikke kan blive enige om en anden borgmester en John Brædder fra Guldborgsundlisten.

De tre partiet har ellers i år indgået budget uden om Guldborgsundlisten, og derfor forstår René Christensen ikke, hvorfor det ser ud til, at borgmesteren kan fortsætte.

- Der er nogle, der er løbet på målstregen, siger han. 

Her kan du løbende få resultaterne fra både kommunal- og regionsrådsvalget.

Ser også svært ud i Assens

Dansk Folkeparti havde også håbet på at få en borgmesterpost i Assens, men partiet går 1,5 procentpoint tilbage og bliver på de nuværende fire mandater.

Spidskandidat Jens Henrik Thulesen Dahl erkender, at det ser svært ud.

- Med resultatet, som det ser ud nu, er det nok ikke lige borgmesterkæden, vi skal gå efter, siger Jens Henrik Thulesen Dahl til TV 2.