Kommunalvalg 2017

Bliver Danmark rødt, blåt, gult eller grønt - i nat er der ingen regler

- Folk er meget mere troløse til et kommunalvalg, lyder det fra TV 2s politiske analytiker. Han giver her et lokalpolitisk overblik.

Valgstederne er åbnet, og der bliver sat krydser på livet løs over hele landet til kommunal- og regionsvalget.

Thomas Funding er politisk analytiker ved TV 2, og han lægger op til en seriøs omgang 'House of Cards', når der tirsdag aften og natten til onsdag skal sammensættes 98 nye byråd.  

Venstre mister borgmestre

På de helt store linjer handler det om Venstre mod Socialdemokratiet. 

Landkortet blev malet blåt ved sidste kommunalvalg, men det kommer ikke til at gå ligeså godt for Venstre i år, lyder vurderingen fra Funding.

- Venstre er gået meget tilbage landspolitisk, og det kommer nok også til at slå ud lokalpolitisk. Partiet har 48 borgmesterposter nu. Det var en fremgang på 17 borgmesterposter ved sidste valg, hvilket er helt vildt. Men dem mister partiet nok nogle af nu.

- Men bare fordi man ville få et dårligt folketingsvalg, får man ikke nødvendigvis et dårligt kommunalvalg. Det kommer dog til at smitte af i et eller andet omfang, vurderer Thomas Funding.

Hvis man kan lide 'House of Cards' og de andre politiske thrillere, skal man følge med i kommunalpolitik det næste døgn

Thomas Funding, politisk analytiker ved TV 2

Helt konkret er Randers, Slagelse, Holbæk og Fåborg-Midtfyn i Venstres risikogruppe for ikke at genvinde de gyldne kæder.

Socialdemokratiet ser han til gengæld gå frem af den simple grund, at det står bedre i landsmålingerne. 

- Partiet er ikke tilsvarende gået tilbage, og det står måske endda en anelse styrket i forhold til sidste kommunalvalg. De kommer til at tage nogle af de kommuner, som Venstre taber. 

Venstres siddende borgmester og spidskandidat i Randers, Claus Omann Jensen.

DF klarer sig generelt dårligt

Omkring en tredjedel af vælgerne stemmer ud fra, hvad de mener landspolitisk. Men der kan også ske det, man kalder "borgmestereffekten".

- Folk er meget mere troløse til et kommunalvalg. Så de kan sagtens stemme på en V-borgmester, hvis de er glade for vedkommende, selvom de ellers ville stemme S, siger Thomas Funding. 

Men der er særligt ét parti, der generelt mærker en forskel i stemmeantallet under de forskellige valg. Dansk Folkeparti fik 10 procent af stemmerne ved kommunalvalget i 2013, men høstede dobbelt så mange stemmer ved folketingsvalget to år senere.

- Det er utilfredsstillende for Dansk Folkeparti, og så er de tilmed dårlige til at omsætte stemmerne til indflydelse, siger Thomas Funding, der vurderer, at det kan gå anderledes i år.

Her kan Dansk Folkeparti få en borgmester i Guldborgsund med kandidaten René Christensen og en borgmester i Assens med Jens Henrik Thuelsen Dahl, der er storebror til formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl.

Desuden står kultur- og fritidsborgmesteren Carl-Christian Ebbesen (DF) til at beholde sin borgmesterpost i København, og partiet har ligeledes gode chancer for at få en rådmandspost i Odense.

René Christensen (DF)  kan muligvis sikre sig en borgmesterpost efter valget i dag.

Konservative borgmestre

De konservative er til gengæld bedre til at få indflydelse på trods af et lavt stemmetal. Partiet fik 13 borgmesterposter i 2013, selvom deres stemmeandel ikke berettigede til et så højt antal. 

- De konservative er dygtige i konstitueringerne og kan finde ud af det, som DF's ledelse gerne vil have deres kandidater til, siger han. 

Hos Enhedslisten er fokus på at holde niveauet og status quo fra sidste valg, mens De Radikale risikerer at miste flere borgmestertitler. Her peger den politiske analytiker på posten i København, som Anna Mee Allerslev besad, og i Rebild Kommune.

Der er ingen regler

En konstituering betyder, at man beslutter, hvem der skal have hvilke poster og ansvarsområder i de forskellige kommuner. Her er nærmest alt muligt. 

- Der er ingen regler. Hvis man kan lide 'House of Cards' og de andre politiske thrillere, skal man følge med i kommunalpolitik det næste døgn, lyder det fra Thomas Funding. 

De konservative er dygtige i konstitueringerne og kan finde ud af det, som DF's ledelse gerne vil have deres kandidater til

Thomas Funding, politisk analytiker

I Slagelse er det eksempelvis ikke utænkeligt, at der kommer en socialdemokratisk borgmester til magten baseret på Liberal Alliances stemmer.

- Det ville man aldrig se i Folketinget, men alt kan ske i kommunerne. Det eneste, det gælder om, er at få et flertal bag sig i byrådet. 

De nye partier

Alternativet har sit første kommunalvalg, og Thomas Funding tror, at partiet kommer til at få et fornuftigt valg trods intern uro - dog kun i de største byer. Til gengæld får det nystiftede parti Nye Borgerlige svært ved at høste nok stemmer. 

- Det bliver i få kommuner, og det kan tælles på en hånd, hvis det overhovedet kan tælles. De er et meget nyt parti uden stor organisation og erfarne kandidater, og derudover er deres eksistensberettigelse udlændingepolitik, og det fylder bare ikke så meget i kommunalpolitik, og derfor tror jeg ikke, de skal regne med stort opbakning.

Sammen med Thomas Funding og kommunalforsker Ulrik Kjær lister TV 2 herunder 10 kommuner og en region, som bliver ekstra dramatiske at følge under det kommende valg:

I disse kommuner vil vi se det største drama

  1. Den evige slagmark i Slagelse

    Liberal Alliances folketingsmedlem og kandidat til byrådet i Slagelse, Villum Christensen, kan være manden, der får magten til at tippe i kommunen.

    Historisk set har Slagelse Kommune altid været en slagmark, lyder det fra kommunalvalgsforsker og professor ved SDU, Ulrik Kjær:

    - Og den siddende Venstre-borgmester, Stén Knuth, har ikke formået at samle byrådet i den seneste periode.

    Det skyldes blandt andet, at kommunalbestyrelsen har ligget i internt opgør om en sag om miljøvenlige brintbusser, som har kostet en kommunaldirektør jobbet.

    - Beskyldningerne er fløjet frem og tilbage mellem de to blokke og er nu nået til det punkt, hvor Liberal Alliance og spidskandidaten Villum Christensen ikke mener, de kan pege på Stén Knuth som borgmester. I stedet har Liberal Alliance antydet, at det kunne være spændende med en socialdemokratisk borgmester, så det giver spænding og et kæmpe drama i kommunen.

    - Læg dertil det generelt dårlige arbejdsklima og flere brudte alliancer undervejs i valgperioden, så der er derfor lagt op til et helt uforudsigeligt valg i Slagelse, afslutter Ulrik Kjær.

    Se hvilke sager, der kan afgøre valget i Slagelse Kommune her.

  2. En konservativ højborg kan falde

    Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj er under pres. Han kan tabe den konservative højborg.

    På Frederiksberg i København risikerer den konservative borgmester Jørgen Glenthøj at miste borgmesterkæden - og dermed magten, som har været på konservative hænder i over 100 år, lyder vurderingen fra TV 2s politiske analytiker, Thomas Funding Therkildsen:

    - Den konservative højborg risikerer at falde, og rød blok har aldrig haft en bedre mulighed for at tage magten end denne gang, siger han.

    I august oplyste den radikale gruppe, at partiet efter 24 år som støtteparti ikke ville pege på Det Konservative Folkeparti og Jørgen Glenthøj som borgmester ved efterårets kommunalvalg.

    - Den udmelding sikrer ikke i sig selv rød blok magten, da Glenthøj formåede at samle et rent borgerligt flertal ved sidste valg, så rød blok er nødt til at gå frem for at fravriste ham borgmesterposten, siger Thomas Funding Therkildsen.

    Men selv hvis rød blok ikke sikrer sig et flertal, kan det stadig blive drabeligt for Jørgen Glenthøj.

    - For hvad hvis Socialdemokratiet tilbyder Venstre og Jan E. Jørgensen borgmesterposten - tager han den så?

    - Én ting er sikkert: Mister de Konservative magten på Frederiksberg, er valget en katastrofe for partiet. Den kommune er central for de Konservative og deres selvforståelse.

    Se hvilke sager, der kan afgøre valget i Frederiksberg Kommune her.

  3. Uvenskab med lokallister kan koste borgmester genvalg

    Borgmester Claus Omann Jensen har lagt sig ud med en række mindre partier i byrådet. Det kan koste ham borgmesterkæden.

    Kampen om borgmesterkæden i Randers Kommune er helt åben, og ifølge Ulrik Kjær fra SDU ligger der en personlig strid bag:

    - Den siddende Venstre-borgmester, Claus Omann Jensen, satte sig i en bred konstituering ved sidste valg. Her indgik blandt andet to lokallister, der i bytte for deres støtte fik nogle udvalgsposter, men undervejs i valgperioden er borgmesteren blevet uvenner med de to lokalpolitikere, og de har mistet deres udvalgsposter.

    - Det er meget usædvanligt og har givet anledning til nogle store slagsmål, da det er poster med en vis magt og indflydelse, så jeg tør godt sige, at de ikke kommer til at pege på Claus Omann Jensen som borgmester igen. Derfor har Socialdemokratiets kandidat Torben Hansen gode muligheder for at spille sine kort, lyder det fra Ulrik Kjær.

    Se hvilke sager, der kan afgøre valget i Randers Kommune her.

  4. DF presser på i Guldborgsund

    Dansk Folkepartis Rene Christensen bejler kraftigt til borgmesterposten i Guldborgsund Kommune.

    Dansk Folkepartis folketingsmedlem René Christensen bejler kraftigt til borgmesterposten i Guldborgsund, som han prøver at fravriste fra John Brædder, der som et af de få steder i landet er valgt ind i byrådet som borgmester for en lokalliste.

    - René Christensen fik et fremragende valg sidste gang, men han formåede ikke at samle et flertal bag sig, lyder det fra Thomas Funding Therkildsen.

    Guldborgsund bliver ifølge TV 2s politiske analytiker udpeget af kilder i både Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis top som en kommune, hvor de to partier kan samarbejde i en konstituering.

    - Men vi ser et stadig tiltagende oprør mod den udlægning fra de lokale politikere. Senest har de lokale socialdemokrater følt, at det var nødvendigt at gå ud og slå fast, at de ikke peger på René Christensen simpelthen fordi de syntes, at debatten om det mulige samarbejde mellem S og DF fyldte for meget i debatten.

    - Det lover derfor til at blive et meget udforudsigeligt konstitueringsforløb, hvor magtfordelingen kan falde ud på mange forskellige måder, afslutter Thomas Funding Therkildsen.

    Se hvilke sager, der kan afgøre valget i Guldborgsund Kommune her.

  5. Hele fire kandidater kan tage borgmesterkæde

    Venstres Søren Kristensen skal prøve at overtage stafetten efter den siddende borgmester, men det bliver svært i et felt med mange stærke kandidater.

    Hvor man som vælger i de fleste kommuner enten skal pege på den ene eller den anden spidskandidat som borgmester, har man i Faaborg-Midtfyns Kommune også et tredje- og fjerdevalg, når man skal sætte sin stemme ved valget i november, vurderer Ulrik Kjær fra SDU.

    - Her har vi en kommune med fire lige stærke borgmesterbud, og som jeg ser det har de alle lige gode chancer for at tage borgmesterkæden.

    Der er tale om nuværende viceborgmester fra Dansk Folkeparti Anne Møllegaard Mortensen, Venstres nye borgmesterkandidat Søren Kristensen, Socialdemokratiets kandidat Hans Stavnsager og De Konservatives bud Søren Clemmensen.

    - Den siddende borgmester fra Venstre genopstiller ikke, ligesom den tidligere borgmester fra Socialdemokratiet heller ikke gør det, så de to store partier står med nye kandidater, mens både De Konservative og Dansk Folkeparti står meget stærkt i kommunen. Det er så lige, at jeg ikke tør sætte så meget som 10 kroner på nogen af dem, siger Ulrik Kjær.

    Se hvilke sager, der kan afgøre valget i Faaborg-Midtfyn Kommune her.

  6. Bykonge stopper og sender masser af stemmer i spil

    Bykongen i Esbjerg, Johnny Søttrup (V), abdicerer, og der skal findes en tronfølger.

    Esbjergs ukronede konge, Venstre-borgmesteren Johnny Søttrup, stopper i kommunalpolitik ved årets udgang, og det sender hans mere end 12.000 personlige stemmer fra sidste valg i spil, når esbjergenserne skal stemme i november.

    Sådan lyder vurderingen fra Thomas Funding Therkildsen.

    - Ved sidste valg fik Venstre næsten 43 procent af stemmerne, og Johnny Søttrup stod for næsten halvdelen af de stemmer. Når han trækker sig, skal 12.000 vælgere finde et nyt sted at sætte sit kryds, siger han.

    Undersøgelser har vist, at vælgere ikke nødvendigvis er tro mod et parti ved et kommunalvalg, og derfor kan Venstres nye borgmesterkandidat Jesper Frost Rasmussen ikke regne med, at Johnny Søttrups gamle stemmer vil tilfalde ham.

    - Og så har Johnny Søttrup ikke gjort det nemt for arvefølgeren ved at vælge at sidde hele perioden ud. I andre kommuner - eksempelvis Odense - giver den siddende borgmester depechen videre et års tid inden valget for at give den nye borgmester tid til at køre sig ind.

    - Når det så er sagt, så har Jesper Frost Rasmussen en ret stor buffer at give af, så han skal virkelig tabe terræn for at tabe borgmesterposten, afslutter Thomas Funding Therkildsen.

    Se hvilke sager, der kan afgøre valget i Esbjerg Kommune her.

  7. Borgmester vraget af eget parti

    Borgmester Lene Kjelgaard Jensen (K) har kort før valget valgt at skifte parti. Det kan få konsekvenser under kommunalvalget.

    Thisteds borgmester Lene Kjelgaard Jensen blev fravalgt som Venstres spidskandidat til kommunalvalget efter voldsom uro internt i partiet i foråret. Som konsekvens besluttede borgmesteren at forlade Venstre og i stedet melde sig ind i Det Konservative Folkeparti.

    Det har ledt til en interessant situation under valget, mener valgforsker Ulrik Kjær.

    - Konservative stiller ved valget i Thisted ikke med én men hele tre borgmesterkandidater, som alle opstilles sideordnet. Det betyder, at det i sidste ende er antallet af personlige stemmer, der afgør, hvem der bliver valgt. Et plumret valgresultat kan derfor give en helt tredje borgmester, end hvad vi forventer, siger han.

    Se hvilke sager, der kan afgøre valget i Thisted Kommune her.

  8. Wilbek kan sætte sig på magten

    Venstres spidskandidat og landskendte navn Ulrik Wilbek kan omvælte magtfordelingen i Viborg.

    De Konservative har overraskende kunnet holde på borgmesterposten i Viborg, efter partiets profil Søren Pape Poulsen stoppede som borgmester for at blive ny politisk leder for partiet i 2014.

    Den nuværende borgmester Torsten Nielsen (K) er en svagere kandidat og kommer til at kæmpe en hård kamp mod det landskendte ansigt: Venstre-kandidaten Ulrik Wilbek.

    Det vurderer Thomas Funding Therkildsen.

    - Det er tvivlsomt, hvorvidt De Konservative kan holde på magten, men der ligger en mulighed i, at Socialdemokratiet og De Konservative kan finde sammen i konstitueringsfasen for at holde Ulrik Wilbek væk fra borgmesterkontoret. De frygter, at hvis først han får borgmesterposten, bliver han ikke til at vælte de næste mange år, så nøden kan måske tvinge en alliance frem, siger han.

    Se hvilke sager, der bliver afgørende i Viborg Kommune her.

  9. Parti i opløsning kan give tæt valg

    Den siddende borgmester i Stevns, Mogens Haugaard Nielsen fra partiet Nyt Stevns, er under pres efter en tumultarisk valgperiode.

    Stevns er en kommune, der har oplevet sit i den indeværende valgperiode. Under det meste af perioden har Venstre været i opløsning, og en intern magtkamp efter fredningssagen om Stevns Klint kostede borgmester Mogens Haugaard Nielsen flertallet i 2016.

    Borgmesteren har desuden valgt at forlade Venstre, da han blev vraget som partiets spidskandidat ved opstillingsmødet i januar og oprettede i stedet sit eget parti, Nyt Stevns. 

    - Normalt er det borgmesteren, der sidder ved bordenden under budgetforligerne i kommunerne, men ved det seneste forlig i Stevns i efteråret styrede Mogens Haugaard Nielsen ikke slagets gang, og forliget blev vedtaget udenom ham, siger Ulrik Kjær, der er kommunalvalgsforsker på SDU.

    - Han står dermed rigtig svagt, og det er derfor fuldstændigt åbent, hvem der skal være borgmester i kommunen.

    Se hvilke sager, der kan afgøre valget i Stevns Kommune her.

  10. DF'er arbejder på tværs af blokke

    Dorthe Ullemose fra Dansk Folkeparti kan blive tungen på vægtskålen.

    Ifølge TV 2s politiske analytiker Thomas Funding Therkildsen er Svendborg en kommune, hvor der næsten altid er ballade med konstitueringen og et politisk ustabilt miljø.

    Borgmesterkampen bliver ikke mindre interessant efter grænserne mellem rød og blå blok er brudt op under den seneste valgperiode.

    - Det, der kan blive afgørende i Svendborg, er, hvor Dorthe Ullemose fra Dansk Folkeparti placerer sig. Hun har haft nogle gevaldige sammenstød med Venstre-folk i kommunen - også under valgkampen - og har derfor ikke på forhånd lovet Venstre en aftale.

    - Om det er spil for galleriet ved vi selvsagt ikke, men det kan være de første skridt mod at indgå en aftale med Socialdemokratiets kandidat Bo Hansen, så Svendborg står og vipper, afslutter Thomas Funding Therkildsen.

    Se hvilke sager, der kan afgøre valget i Svendborg Kommune her.

  11. Kong Sundhed stopper i Region Midtjylland

    Regionrådsvalget i Midtjylland bliver en gyser efter Bent Hansen (S) stopper.

    Valget til posten som formand for regionsrådet i Region Midtjylland bliver en sand gyser, fordi den siddende formand, den socialdemokratiske Bent Hansen, stopper.

    - Han fik rigtig mange personlige stemmer sidst, så når han er væk, er hans stemmer i spil. Nu stiller Socialdemokratiet med den væsentlig mindre kendte Anders Kühnau, mens Venstre stiller med en stærk spidskandidat, siger Thomas Funding Therkildsen.

    Derfor kan formandsposten i regionen godt skifte til Venstres fordel.

    - Aarhus kan desuden godt blive dér, regionrådsvalget skal vindes. Hvem end af kandidaterne, der tager byen, vinder også valget, lyder det fra Thomas Funding Therkildsen.