BLOG: De varme hænder har trange kår, når akademikerne holder jobfest
BLOG: De seneste år har vi set en regulær jobfest blandt akademikere i kommunerne.
Jeg deltog i går i DR’s store kommunalvalgsdebatprogram, hvor et af de vigtigste emner var, hvordan man skulle finansiere at flere og flere ældre, skal have hjælp med at komme i bad. Mit vigtigste budskab var: Det eneste der ikke mangler i den offentlige sektor er flere penge.
Når vi i Danmark har verdens dyreste offentlige sektor, og et velfærdssamfund vi i forhold til omverden er utrolig stolte af, så er det helt grotesk, at et væsentlig valgtema åbenbart er, om de gamle skal kunne komme i bad mere end en gang om ugen. Men når venstrefløjen evigt kalder på flere ressourcer, så bliver man altså først nødt til at se på, hvordan man bruger pengene i dag. Jeg er ikke imponeret.
I programmet pegede jeg bl.a. på, at Frederiksberg er landets billigste kommune korrigeret for socioøkonomiske forhold, men at vi alligevel har en brugertilfredshed, der er i top. At kommuner kan finde masser af råderum til festivaler og andet gøgl. Og at vi de seneste år har set en regulær jobfest blandt akademikere i kommunerne.
Den fortælling købte Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel bestemt ikke. Han mente at man i Odense allerede havde sparet på bureaukratiet, at penge til blandt andet Tinderbox var i småtingsafdelingen i forhold til ældreudgifterne, og at akademikerne var en lille og uvæsentlig personalegruppe i det store billede. Kort sagt var det udtryk for letkøbt populisme at tage de her ting op.
Det overrasker mig dog ikke, at når man sætter sig og kigger tallene efter for Odense, så har man også her markant prioriteret at ansætte flere akademikere. De allerseneste tal viser, at Odense i dag har 722 akademikere ansat mod 490 for ti år siden. En stigning på 47 %. Samtidigt har de ca. 800 SOSU-hjælpere og 800 SOSU-assistenter ansat. Havde Odense kommune kunne nøjes med samme antal akademikere som i 2007, så ville de i stedte kunne have ansat omkring 330 ekstra SOSU-hjælpere. Mere hjælp til de ældre i stedet for mere papir.
Vi snakker ikke her om at lave smartere arbejdsgange, at blive bedre til rehabilitering, at bruge nye teknologi, men noget som simpelt som, at ansætte de mennesker, som skal løfte de vigtigste opgaver. Så langt rækker kreativiteten dog ikke i Odense. Her vælger man at sætte skatten op.
Odense har Danmarks fjerde laveste beskæftigelse kun overgået af 3 udkantskommuner. Alligevel er førsteprioriteten i Odense ikke at skabe et mere attraktivt og velfungerende erhvervsliv, men at forsætte ned af et velkendt spor med mere bureaukrati og flere akademikere. I morgen har du muligheden for at sikre, at din kommune skifter spor.