Politik

Danskernes dom: Her er kommunalvalgets vigtigste temaer

Dagtilbud og skole er klart det vigtigste tema på landsplan. Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Over 700.000 gange er vores kandidattest til kommunalvalget taget, og 30 procent vurderer skoleområdet som det vigtigste.

Hvilke af følgende politiske temaer er de vigtigste for dig?

Sådan lyder første spørgsmål i TV 2s kandidattest til kommunalvalget, der nu er taget over 720.000 gange.

Fakta om besvarelser af kandidattesten

Artiklen er baseret på besvarelser fra 720.852 personer

Omkring tre fjerdedele af brugerne har valgt to vigtige emner, mens en fjerdedel kun har valgt et

I 75 kommuner er det vigtigste tema skole og dagtilbud for børn

I 20 kommuner er det vigtigste tema beskæftigelse og arbejdsmarked

I to kommuner, København og Frederiksberg, er det vigtigste tema miljø og renholdelse

I en kommune, Aarhus, er sundhed det vigtigste tema

Vi har kigget nærmere på tallene, og der er ingen tvivl om, hvilket emne I allerhelst vil have jeres kommunalpolitikere til at fokusere på. Skole og dagtilbud for børn løber med den klare førsteplads.

Der er 10 forskellige emner at vælge imellem og man kan vælge op til to. Hele 30 procent har valgt skoleområdet, og der er flere gode forklaringer på, at netop den mulighed er mest populær.

- For det første er skoleområdet en kommunal kerneopgave, som altid ligger højt i folks bevidsthed. Og udover det har der været meget snak om skoleområdet de seneste år. Både med skolereformen og lukning af skoler, siger Ulrik Kjær, kommunalforsker ved Syddansk Universitet.

I hele 75 af landets 98 kommuner er skoleområdet nummer 1 på folks liste.

Beskæftigelse på dagsordenen i udkanten

Nummer to på listen over de vigtigste temaer er beskæftigelse og arbejdsmarked, som 25 procent af vores brugere har valgt. I 20 af landets kommuner er det endda anset som det allervigtigste, og der er en tydelig tendens til, at det netop er de kommuner i det såkaldte Udkantsdanmark, hvor der er problemer med beskæftigelsen.

Det gælder for eksempel øer som Langeland, Ærø, Læsø og Lolland, mens også udkantskommuner som Thisted, Lemvig og Frederikshavn er med her.

- Man vælger jo gerne de områder, hvor man kan se, at der er uløste problemer, så vælgerne kan på den her måde fortælle politikerne, hvad de ønsker, vurderer Ulrik Kjær.

Af samme grund er et tema som skat, der ellers kun er valgt af 13 procent på landsplan, meget højt prioriteret i kommuner som Gentofte, Frederiksberg, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal, Hørsholm  og andre nordsjællandske kommuner, hvor indkomsten er høj og skattetrykket derfor relativt højere end i resten af landet.

Miljø er vigtigst i hovedstaden

Det er altså kun borgerne i tre kommuner i landet, der ikke har enten skole eller beskæftigelse som deres vigtigste prioritet. Det er til gengæld tre af landets absolut største kommuner, nemlig København, Frederiksberg og Aarhus.

I hovedstadskommunerne er det miljø, der scorer højest, mens det i smilets by er sundhed, der står øverst.

- Områder som miljø og kultur er generelt blevet lidt vigtigere for folk sammenlignet med tidligere. Der er ved at ske noget med de områder i folks bevidsthed, siger Ulrik Kjær.

Integration ligger lavt

I den anden ende af listen finder man trafik og integration nederst. Især sidstnævnte kan vække undren, da indvandring og integration på landsplan er et af de absolut vigtigste områder.

- Hvor mange indvandrere man skal tage ind i landet, er jo ekstremt vigtigt for folk. Men når det kommer ud i kommunerne, handler det jo mere om at få integreret dem, man allerede har, og det er faktisk ikke noget, der skaber debat på samme måde, siger Ulrik Kjær.

At områder som trafik, skat og kultur heller ikke scorer højt i danskernes bevidsthed skal ifølge Ulrik Kjær ikke ses som et udtryk for, at de ting ikke er vigtige for folk men snarere, at det overordnet set fungerer godt.

Vi gør opmærksom på, at svarene fra TV 2s kommunale kandidattest ikke udgør et repræsentativt udsnit af befolkningen. Du kan også tage vores kandidattest til regionsvalget - til sammen er de to taget mere end en million gange.