Politik

S vil bruge 400 millioner på at forbedre kræftbehandling

Hos Venstre har man svært ved at se, hvor pengene til Socialdemokratiets nye kræftplan skal komme fra.

Flere danskere skal overleve kræft. Sådan lyder det klare budskab i Socialdemokratiets nye udspil til en pakke, der skal forbedre kræftbehandlingen. 

Hvor pengene skal komme fra, står dog mindre klart. 

I alt vil partiet afsætte 400 millioner kroner til at nedsætte ventetiden og forske "i nye banebrydende behandlingsformer", står der i udspillet. 

Hos Socialdemokratiet forklarer formand Mette Frederiksen, at forslaget er en del af partiets 2025-plan, og at midlerne skal findes i det økonomiske råderum: 

- De kommende år er vi i den situation, at der er nogle penge at gøre godt med. Derfor er diskussionen, vi skal have, hvordan vi bruger pengene bedst. Fra Socialdemokratiets side mener vi, at skattelettelser kan være en fin ting at give, men der er noget, der er endnu vigtigere - og det er, at der er flere, der overlever kræft.

Regeringen har allerede implementeret kræftplan

Forslaget kommer i kølvandet på regeringens kræftplan 4, hvor den sammen med Dansk Folkeparti har afsat 1,5 milliarder kroner til at forbedre indsatsen mod kræft frem mod 2020.

Planen blev vedtaget som en del af finansloven i begyndelsen af året, hvor Socialdemokratiet ikke var med.  

- Når vi foreslår at tilføre flere penge, så er det fordi, at vi kan se, at der er en række patienter, der faktisk ikke får den behandling, de skal have. Det er ubærligt for den enkelte, og derfor foreslår vi at afsætte endnu flere penge.

Udover de 400 millioner kroner foreslår Socialdemokratiet også at indføre flere sanktionsmuligheder mod læger, der gentagne gange overser tegn på kræft. Her vil de blandt andet sende lægerne på obligatorisk efteruddannelse. 

Dernæst ønsker partiet, at kræftpatienter, der samtidig lider af andre sygdomme, får "et mere individuelt tilpasset behandlingsforløb." 

- Vi har behov for meget tidligt at kunne opspore symptomer på kræft. Vi ved, at det at finde sygdommen på et meget tidligt stadie kan være afgørende for, om man også overlever sygdommen på længere sigt. Derfor bliver vi nødt til at sikre, at alle læger - på alle niveauer i sundhedsvæsnet - er opmærksomme på symptomer på kræft og reagerer tidligt, siger Mette Frederiksen. 

V: Urealistisk finansiering af kræftplan

Hos Venstre mener man, at Socialdemokratiets 2025-plan er "hullet som en si". Og derfor holder kræftplanen heller ikke, siger sundhedsordfører Jane Heitmann. 

- Socialdemokraternes udspil er lidt luftigt. Jeg kan forstå, at de vil have bedre sanktionsmuligheder i forhold til læger, som overser kræft. Men Mette Frederiksen har lidt problemer med overhovedet at svare på, hvilke sanktionsmuligheder det så er. Man får lidt indtrykket af, at det her er næsten lige så luftigt som det seneste udspil, vi har set fra Socialdemokraterne. Det var så luftigt, at end ikke Finansministeriet kunne regne på det.

Socialdemokraternes udspil er fyldt med huller, mener Venstre. Video: Sofie Sparre

Samtidig peger hun på, at det i sidste ende er regionerne, der bærer ansvaret for at nedbringe ventetiden. Derfor skal der først og fremmest sættes ind her, mener hun. 

- Jeg kan forstå, at Socialdemokratiet vil prioritere penge til at få ventetiderne ned. Det synes jeg er en god idé set i lyset af, at det er de tre socialdemokratiske regioner, der har de største udfordringer på kræftområdet. Det står grelt til i Region Hovedstaden og Region Midtjylland, når det gælder ventetiderne på netop kræftområdet. Så jeg vil da anbefale Mette Frederiksen at tage en snak med de tre socialdemokratiske regionsformænd.

I august viste tal fra Sundhedsdatastyrelsen, at hver fjerde kræftpatient ikke får behandling til tiden. Samtidig er der meget stor forskel på behandlingstiden i de respektive regioner.