Erhvervslivet roser politikere for at sænke afgifter

16x9
Finans Danmark glæder sig over den nye aktiesparekonto. Foto: Simon Læssøe / Scanpix Denmark

Dansk Erhverv mener, at lavere afgifter på grænsehandelsvarer vil gavne danske virksomheder.

Regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale er søndag blevet enige om en erhvervspakke.

I aftalen er blandt andet en lavere afgift på elvarme og en aktiesparekonto, som starter på 50.000 kroner fra 2019.

Desuden fjernes afgifter på nødder, og planlagte stigninger på slik og vin droppes.

Få et overblik over, hvad erhvervslivet mener om den nye erhvervspakke:

* Dansk Erhverv roser blandt andet, at aftalen tager et opgør med afgifter på grænsehandelsvarer:

- Vi har årevis været vidner til, at danskere i tusindvis kører til Tyskland for at købe for millioner kroner af varer i de tyske grænsehandelsbutikker. Årsagen er de absurde afgifter, siger administrerende direktør Jens Klarskov fra Dansk Erhverv:

- Afgifterne har i årevis skabt en enorm skævvridning i danske virksomheders mulighed for at konkurrere på fair vilkår. Det bliver bedre nu.

Finans Danmark glæder sig over den nye aktiesparekonto:

- I sidste ende kommer det også virksomhederne til gode, som får glæde af flere investeringer til at skabe vækst og beskæftigelse, siger Ulrik Nødgaard, administrerende direktør i Finans Danmark.

* Danske Rederier er blandt andet tilfreds med, at registreringsafgiften på skibe, der sælges videre, fjernes:

- Den har gjort det for dyrt for mange rederier at sætte deres skibe på dansk flag.

- Det sender et stærkt vækstsignal fra Danmark, som helt sikkert vil blive hørt i den globale, maritime industri, og stille os stærkt i kampen for at tiltrække aktivitet til Danmark, siger Anne H. Steffensen, administrerende direktør i Danske Rederier.