Politik

Nyt S-forslag mødt med skepsis - vil forbyde bandemedlemmer at færdes i flok

​Det såkaldte bandetilhold skal gøre det ulovligt at færdes i fællesskab, hvis det kan betyde en konkret fare for andre.

Sidste uge blev to mænd skudt og dræbt i den danske hovedstad.

Og mens skyderierne fortsætter, graver politikerne dybere og dybere i lommerne efter de helt rette initiativer, der skal stoppe den verserende bandekrig.

For Socialdemokraterne lyder nu et nyt forslag – et såkaldt bandetilhold. Det skriver Jyllands-Posten.

Tilholdet skal give politiet mulighed for at slå ned på bandemedlemmer, der befinder sig på samme sted eller færdes i fællesskab, hvis det kan betyde en konkret fare for andre.

Brydes tilholdet skal det kunne give fængsel i op til én måned.

- Det er en vigtig del af bandernes strategi at være mange sammen og optræde truende i gadebilledet, siger den socialdemokratiske formand, Mette Frederiksen, til Jyllands-Posten.

Hvordan går det med dine børn? De kan navne på familiemedlemmerne for at vise, at de ved, hvem vi er.

Claus Oxfeldt, formand for Politiforbundet

Forbyde banderne?

Meldingen kommer efter, at justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har fået grønt lys fra Rigsadvokaten til at forsøge at få bandegrupperingen Loyal To Familia dømt ulovlig ved de danske domstole.

Men Socialdemokratiet vil altså gå endnu videre med forslaget om et såkaldt bandetilhold – et tilhold, der vækker justitsministerens interesse.

- Jeg lytter til alle gode forslag. Kampen mod banderne skal vindes, siger Søren Pape Poulsen (K) til TV 2.

- I sidste uge var Socialdemokraternes forslag til at bekæmpe banderne, at der skulle indkaldes til et møde. Derfor hilser jeg det meget velkomment, at S nu melder sig på banen med et politisk forslag. Det vil vi selvfølgelig kigge fordomsfrit på.

Og også i Venstre er man positive stemt.

- Jeg kender ikke forslaget i detaljer, men jeg synes faktisk, at det lyder som et interessant supplement til flere af regeringens forslag, siger retsordfører Preben Bang Henriksen (V) til TV 2.

Han slår fast, at regeringen nu vil undersøge mulighederne for at sådant tiltag og vil gå det efter i de juridiske sømme.

Ulovligt eller lovligt?

For forslaget fra Socialdemokratiet kan stride mod den grundlovssikrede ret til at forsamles.

Det fortæller juraprofessor fra Københavns Universitet Jens Elo Rytter.

- Forslaget er et ret vidtgående indgreb i forsamlingsfriheden. Principielt er det ikke umuligt at gennemføre, men det kræver, at myndighederne kan løfte en klar bevisbyrde, siger han til Jyllands-Posten.

Vi er vant til at vurdere situationer, men det er her fagre nye verdener, et helt nyt tankesæt.

Claus Oxfeldt, formand for Politiforbundet

For grundloven åbner nemlig også for, at man kan forbyde forsamlinger, hvis de truer den offentlige fred.

Ifølge Jens Elo Rytter bruges denne paragraf dog kun i helt særlige situationer, hvor der skal være fare for liv og alvorlig vold.

Truende adfærd er dermed ikke nok, lyder vurderingen.

Banderne kender børnenes navne

Hos Politiforbundet er man skeptisk over for et såkaldt bandetilhold.

For selvom betjente på gaden i København oplever banderne som truende, tvivler formand Claus Oxfeldt på værdien af et reelt forbud mod, at bander samles.

- Bandemedlemmerne kan finde på at spørge betjentene: Hvordan går det? Hvordan går det med dine børn? De kan navne på familiemedlemmerne for at vise, at de ved, hvem vi er.

Synes du, at det er en trussel?

- Ja, det synes jeg, siger Claus Oxfeldt til TV 2.

Men spørgsmålet er, om de kan dømmes, fastholder politiformanden.

Politforbundet efterlyser helt klare retningslinjer, hvis et såkaldt bandetilhold skal virke. Det vil nemlig være et historisk nybrud, hvis man fratager bandemedlemmerne retten til at færdes i flok, lyder det. Video: Elisabeth Thiis

Han efterlyser helt klare retningslinjer, hvis et såkaldt bandetilhold skal virke. Det vil nemlig være et historisk nybrud, hvis man fratager bandemedlemmerne retten til at færdes i flok, lyder det.

- Vi er vant til at vurdere situationer, men det her er fagre nye verdener, et helt nyt tankesæt. Der er ingen værdi i det, hvis vi begynder at rejse sagerne, men at de så ikke holder ved domstolene.

- Vi har brug for en 100 procent-garanti, siger Claus Oxfeldt.