Kommunalvalg 2017

Anna Mee Allerslev efter formandsstop: - Jeg har ikke løjet

Anna Mee Allerslev TV 2

Spidskandidaten for De Radikale i København, Anna Mee Allerslev, nægter at have løjet, som hun bliver beskyldt for af partifælle.

Anna Mee Allerslev har ”prioriteret at bruge sin tid på interne intriger i partiet og på systematisk og med talløse løgne at underminere partiforeningens demokratiske strukturer og beslutningsgange.”

Sådan lyder kritikken på Facebook fra Bo Nissen Knudsen, der har valgt at trække sig som formand for Hovedstadens Radikale Venstre. Efter eget udsagn på grund af Anna Mee Allerslevs opførsel i forbindelse med sagen om et lokale på Københavns Rådhus, som Allerslev fik lov at låne gratis, selvom borgere normalt skal betale for at leje det. 

Allerslev har nu beltalt for lejen, men hun har altså både løjet og opført sig intrigant, hvis man skal tro hendes tidligere formand.

- Jeg har ikke løjet

Men beskyldningerne har ikke rod i virkeligheden, lyder det nu fra hovedpersonen selv.

- Det er ikke et billede, som jeg kan genkende, siger Allerslev.

- Jeg kan godt forstå, at Bo er vred, for det har været en svær tid, og jeg tager fuldt på mig, at jeg ikke har kommunikeret nok.

Borgmesteren benægter dog, at det betyder, at Bo Nissen Knudsen har ret i sine påstande.

- Nej, jeg har ikke løjet. Vi har været uenige om nogle kampagneaktiviteter og hvordan tingene skulle køre.

I det hele taget er Anna Mee Allerslev uforstående over for kritikken fra Bo Nissen Knudsen.

- Jeg ved ikke, hvad han mener, men jeg ved, at jeg ikke lyver.

Respekterer Bo Nissen Knudsen

Borgmesteren beklager samtidig, at Bo Nissen Knudsen har den oplevelse af forløbet, som han giver udtryk for på Facebook.

- Det er jeg selvfølgelig rigtig, rigtig ked af. Han var den første frivillige, der hjalp mig med at hænge valgplakater op, første gang jeg stillede op, siger Københavns nuværende beskæftigelses- og integrationsborgmester.

- Uanset, hvor vred Bo er på mig – det har jo været en hård tid – så må jeg bare sige, at jeg respekterer stadig Bo for hans stærke holdninger. Og jeg er glad for, at han stadig støtter op om det politiske projekt, som vi kæmper for.

Har lært af sagen

Samtidig understreger Anna Mee Allerslev, at hun har lært af sagen:

- Jeg er simpelthen så ked af den her sag, siger Anna Mee Allerslev flere gange.

- Jeg har lavet en forkert vurdering, jeg troede, at det var okay at holde sig til reglerne.

Fastholder kandidatur

De mange udfordringer betyder imidlertid ikke, at Anna Mee Allerslev vil droppe sit kandidatur:

- Jeg er blevet valgt til spidskandidat, og jeg vil være ligeså ydmyg, som jeg normalt er i forhold til den tillid, siger hun.

Men det er ikke sikkert, at Allerslev selv får lov at bestemme det, vurderer TV 2s politiske analytiker Thomas Funding Therkildsen.

- Det hele er meget åbent nu: Hvad kommer der til at ske? Kan Anna Mee Allerslev få lov til at fortsætte? Det er kastet op i luften. Og det vil de næste par dage sandsynligvis give svar på.