Lånte rådhushal gratis til bryllup - nu betaler borgmester for lokaleleje

Anna Mee Allerslev har lyttet til kritikken, som hun ellers tidligere har kaldt useriøs.

Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) betaler nu 65.000 kroner for leje af rådhushallen på Københavns Rådhus til en bryllupsreception.

Det skriver hun på Facebook.

Jeg har lyttet til kritikken og er blevet klogere. Der er forskel på, hvad der er regler, og hvad der er rimeligt. Jeg...

Posted by Anna Mee Allerslev on Wednesday, October 18, 2017

Anna Mee Allerslev har den seneste måned været udsat for kritik fra blandt andet forvaltningseksperter, efter det kom frem, at hun i juli lånte rådhushallen til sin egen bryllupsreception uden at betale. For almindelige borgere koster den 65.000 kroner at leje.

Lånet af rådhusets lokaler til bryllupsreceptionen var muligt, fordi gruppeformændene i Borgerrepræsentationen har aftalt en administrativ praksis, der tillader folkevalgte at benytte rådhushallen til bryllupper. 

Forstår kritikken

Integrationsborgmesteren har hidtil holdt fast i, at hun ikke har gjort noget forkert, og at BTs oprindelige historie om den manglende betaling af lokaleleje var "useriøs". Onsdag er tonen noget anderledes:

- Der, hvor jeg er blevet klogere, er, at jeg har lyttet til den kritik, der har været af lånet af lokalet. Den er gået på, at ét er ret og regler, men at noget andet er rimeligheden i, at jeg fik lov at låne et lokale, som andre mennesker ikke kan låne, siger Anna Mee Allerslev til TV 2.

Hun fastholder, at hun har overholdt reglerne.

- Men jeg kan godt forstå, at man er kritisk, og synes det er forkert, tilføjer borgmesteren, der ellers tidligere har fået opbakning fra Radikale Venstres politiske leder, Morten Østergaard.

I morgen bringer BT en historie om, at jeg har holdt vores bryllupsreception på Rådhuset. Det er helt korrekt. Vi...

Posted by Anna Mee Allerslev on Monday, September 11, 2017

Betaler også for anden sag om gratis festlokale

Foruden sagen om rådhushallen betaler Anne Mee Allerslev nu også for lån af et lokale i forbindelse med sin 30-årsfødselsdagsfest den 16. august 2014.

BT har tidligere fortalt, at Anna Mee Allerslev kvit og frit lånte en kantine hos Øens Murerfirma, og at selvsamme firma arbejder tæt sammen med Københavns Kommune, hvor det blandt andet udfører renoveringsopgaver.

Anna Mee Allerslev har indtil nu fastholdt, at det gratis lån intet havde med borgmesterhvervet at gøre, og at det var en privat sag. Alligevel vælger hun også her at betale.

- Jeg betaler også for det, fordi det er vigtigt for mig ikke at fremstå som om, at jeg har særlige muligheder qua min position, siger Anna Mee Allerslev til Politiken.

Bent Greve, der er professor i forvaltning ved Roskilde Universitet, har tidligere udtalt til BT, at han mener, det gratis lån er i strid med forvaltningreglerne.

- Der er tale om en gave, og den har en størrelse, som betyder, at borgmesteren ikke må tage imod den, sagde Bent Greve til BT i begyndelsen af oktober.

Valg til november

Landets kommunalpolitikere er for øjeblikket i valgkamp. Direkte adspurgt, om betalingerne har noget at gøre med det, svarer Anna Mee Allerslev:

- Jeg er jo ikke herre over, hvad københavnerne synes, men det, som jeg er herre over, er, hvordan jeg som politiker gerne vil være og i øvrigt også er. Jeg vil gerne være en person, der lytter til kritik og tager den til efterretning, siger Anna Mee Allerslev.

For omkring en måned siden valgte beskæftigelses- og integrationsborgmesteren også at betale 17.316 kroner for maden til en offentlig fødselsdagsreception den 15. august 2014.

Maden var oprindeligt betalt af Københavns Kommune.