Politik

TV 2 erfarer: Så mange penge vil regeringen bruge på Forsvaret

USA og NATO kræver, at Danmark bruger flere penge på Forsvaret.

Regeringen lægger i sit forsvarsudspil op til, at der skal bruges mellem 4,5 og 5 milliarder kroner ekstra om året på Forsvaret.

Det erfarer TV 2.

Det nye forsvarsforlig skal løbe fra 2018 til 2023, men det er først ved den fulde indfasning i 2023, at det økonomiske løft på op mod fem milliarder kroner er en realitet. 

I årene frem mod 2023 vil beløbet være lavere.

USA og NATO kræver flere penge til Forsvaret

Regeringen præsenterer sit forsvarsudspil ved middagstid onsdag, og forud for det har der været mange diskussioner om forsvarsudgifterne.

I dag bruger Danmark omkring 1,17 procent af bruttonationalproduktet (BNP) på Forsvaret svarende til 21,7 milliarder kroner i år.

Dette er dog langt fra nok for USA og NATO, der har krævet, at Danmark skal bruge flere penge.

Så meget bruger Nato-landene på Forsvaret.

NATO har en målsætning om, at medlemslandene skal arbejde hen mod at bruge to procent af BNP, men det når Danmark med regeringens udspil ikke i nærheden af.

Præcis hvor stor en del af BNP, der i 2023 vil blive brugt på Forsvaret, er ukendt, men bare det at fastholde det nuværende niveau på 1,17 procent er dyrt.

Jyllands-Posten skriver onsdag, at der på grund af den økonomiske vækst i samfundet allerede næste år skal afsættes en milliard kroner ekstra for at fastholde forsvarsudgifter på 1,17 procent.

Ifølge avisens beregninger skal forsvarsbudgettet i 2023 være på 30,7 milliarder kroner for at udgøre 1,17 procent af BNP.

Skal målsætningen om to procent opfyldes, skal forsvarsudgifterne øges med mere end 70 procent. Det svarer til i omegnen af 15 milliarder kroner mere om året.

Bag det nuværende forsvarsforlig står regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.