Grænsekontrollen forlænges frem til 12. maj

Med henvisning til "den alvorlige terrortrussel mod Danmark" forlænges grænsekontrollen i et halvt år.
Den midlertidige danske grænsekontrol stod til at udløbe til november, men den forlænges nu i yderligere et halvt år frem til 12. maj 2018.
Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Regeringen begrunder det med "migrantsituationen og den alvorlige terrortrussel mod Danmark".
I en pressemeddelelse udtaler udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V):
- En forudsætning for den fri bevægelighed er, at der er styr på Europas ydre grænser. Og selv om vi lige nu oplever lave indrejse- og asyltal i Danmark, må vi desværre konstatere, at der fortsat er et stort pres på Europas ydre grænser.
- Samtidig kan vi ikke lukke øjnene for den alvorlige terrortrussel mod Danmark. Regeringen har derfor fundet det nødvendigt, at grænsekontrollen opretholdes indtil videre.