Bandeleder slap for udvisning - nu åbner minister for at stramme lov
Menneskerettighedsdomstolen giver plads til flere udvisninger, end danske domstole gør brug af.
Institut for Menneskerettigheder vurderer, at Danmark kan udvise flere kriminelle udlændinge, end det er tilfældet.
Og det vil justitsministeren udnytte.
- Der er rum for at stramme, hvordan vi tolker praksis for Menneskerettighedsdomstolen, siger Søren Pape Poulsen (K).
Udmeldingerne kommer efter en anke mod dommen i LTF-sagen. Her blev lederen af banden Loyal To Familia mandag idømt tre måneders fængsel og betinget udvisning for trusler mod en betjent.
Anklagemyndigheden havde ellers krævet den 30-årige Shuaib Khan straffet med ubetinget udvisning, men Københavns Byret valgte altså at gøre udvisningen betinget.
Det var fjerde gang, at anklagemyndigheden forsøgte at få Shuaib Khan udvist. Han er blandt andet tidligere blevet dømt for vold med døden til følge. Men hidtil er alle forsøg på udvisning endt med et nej fra domstolene.
Institut for Menneskerettigheder: Det er muligt at udvise flere kriminelle udlændinge
Direktøren for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, mener tirsdag, at der er rum til at udvise flere kriminelle udlændinge. Han forklarer til TV 2, at de danske domstole overfortolker konventionen om menneskerettigheder.
- De danske domstole har en forkert opfattelse af, hvor meget man kan udvise i Danmark, siger direktøren.
Både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har opfordret justitsministeren til at kigge på lovgivningen efter Institut for Menneskerettigheder har konkluderet, at danske domstole overfortolker menneskerettighederne. Justitsminister Søren Pape Poulsen fortæller, at regeringen er på vej med et udspil omkring udvisning af kriminelle udlændinge.
- I forhold til det lovgivningsmæssige skal ingen være i tvivl om, at regeringen arbejder nat og dag på at få strammet på alle de håndtag, hvor det er muligt, siger Søren Pape Poulsen og tilføjer:
- Som en del af bandepakken nedsatte vi en udvisningsarbejdsgruppe, der undersøger, hvordan vi kan få udvist udlændinge, der er bandemedlemmer.
Det er fortsat uvist, om arbejdet kan omsættes til lovgivning, inden ankesagen mod Shuaib Khan på ny kommer for domstolen.