Politik

Lars Løkke: Burka er en sikkerhedsrisiko

Men det er ikke Venstres politik at forbyde tørklæder, siger statsministeren i et interview med TV 2s Anders Langballe.

Når regeringen står bag et maskeringsforbud, som også rammer burkaer, er det blandt andet fordi, det er kvindeundertrykkende, og fordi det er en sikkerhedsrisiko.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i et stort interview med TV 2s politiske redaktør, Anders Langballe, ved Venstres landsmøde i Vejle. I interviewet siger statsministeren dog også, at regeringen ikke har planer om at forbyde tørklæder.

- Prøv lige at høre, når vi ønsker at lave et maskeringsforbud, så er det fordi, at den ultimative måde at stemple ud af samfundet på, det er ikke bare at vende ryggen til det, men i virkeligheden at anonymisere dig. Og det vil vi ikke have, siger Lars Løkke Rasmussen.

Men han afviser at regeringen vil forbyde kvinder at bære tørklæde.

- Nej, det er ikke Venstres politik.

Anders Langballe: - Og det kommer man heller ikke til? For grænsen går ved at forbyde de 150 burkaer, eller hvor mange der er?

- Nu sidder du nærmest og gør lidt grin med det. Med sådan en undertone.

- Nej, jeg spørger helt oprigtigt, for der er vel flere unge piger i den danske folkeskole, end der er kvinder med burkaer i det danske samfund?

- Ja, der er der. Og der er flere med cowboybukser. Derfor skal vi jo ikke snakke om, at vi skal forbyde cowboybukser, vel, spurgte Lars Løkke Rasmussen retorisk tilbage.

Løkke: Vi skal gøre begge dele

Det var ikke kun ved spørgsmålet om maskeringsforbuddet, at Langballe og Løkke udvekslede skarpe spørgsmål og svar. Lars Løkke afviste også, at Venstres profil er blevet skærpet i forhold til indvandrere og flygtninge, han sagde at Venstres politik har været den samme siden 2014, og at den handler om balance.

- Så der er ikke skruet op for retorikken fra din side?

- Nej, for i 2014 vedtog vi et stort udenrigspolitisk oplæg - det har vi rimeligvis diskuteret også på det landsmøde - og jeg har i øvrigt været rejsende i det; til DI's årsmøde og alle andre steder har jeg sagt, at der er en grund til, at vi er født med to øjne. Vi skal åbne dem begge to.

- Hvis man kun kigger på den ene del, ser man kun problemer, og hvis man kun kigger på den anden del, ser man kun mulighederne, og det er jo den spændvidde, der har været. Når vi har været rundt i erhvervskredse, har de sagt – efter vi lavede smykkelov og andre ting – at "pas nu på, hvilke signaler I sender, og vi kan ikke få den gode arbejdskraft".

- Og når man kom i de her ghetto-miljøer, var der tendens til at folk sagde, vi ville ikke høre om fremmed arbejdskraft. Jeg har hele tiden været insisterende på, at vi skal gøre begge dele, siger Lars Løkke Rasmussen.

Se eller gense hele interviewet med Lars Løkke Rasmussen på TV 2 Play.