BLOG: Hvad vil Socialdemokratiet egentlig?

BLOG: Det er mere end to år siden, Venstre vandt nøglerne til Statsministeriet tilbage.

Siden da har vi skabt resultater og leveret klare og konkrete svar på en række udfordringer – og vi er ikke færdige. Derfor fortsætter vi med at spille ud med konkrete forslag, der kan fremtidssikre Danmark.

Det er håndfaste forslag. De kan møde kritik. Vi kan debattere dem, og det gør os klogere. Nogle gange kan modparten sågar have en pointe, så vi må finde på andre løsninger.

Over for det står Socialdemokratiet. Danmarks største parti.

Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen er fantastisk dygtige til at være i opposition. Skåltalerne er højtflyvende. Der bliver lovet guld og grønne skove. Der skal være mere af dette og hint, og det, regeringen gør, er dumt og skævt. Alt er faktisk i vejen. Indtil man spørger, om de vil fjerne det igen.

For så får piben en anden lyd. Så bliver skåltalerne mindre klare, og talelinjerne er mere i retning af ”nu må vi se” end slagkraftige formaninger.

Under torsdagens åbningsdebat i folketingssalen var billedet nøjagtig det samme. Mette Frederiksen holdt en skåltale fyldt med floskler, retninger og kritik af regeringen.

Da vi så efterfølgende fik lov til at spørge ind til den konkrete politik, der skal føre Danmark videre, fik vi intet svar.

Så handler det pludselig om, at det er vigtigt med bredt samarbejde, når man spørger ind til, hvor mange penge Socialdemokratiet vil bruge på bedre veje. Sandheden er nok, at de ikke har nogen penge – men så stå da ved det.

Og det er bare et eksempel på den perlerække af spørgsmål, som vi mangler svar på.

Jeg vil søge videre, for danskerne har krav på at vide, hvilken konkret forskel i deres hverdag Socialdemokratiets politik vil gøre.

Helle Thorning-Schmidt sagde for nogle år siden, at ”det er da ikke for meget forlangt, at man beder Danmarks trods alt største parti om at fremlægge en økonomisk plan”. For en gangs skyld er jeg faktisk enig med Helle.