BLOG: - Simi, husk, at Kabul ikke længere er som for tre år siden

16x9
Beboelseshuse på en bjergside i Kabul. Foto: Scanpix / Jens Christian Top

- Kabul er mere sikkert end Las Vegas, siger en af mine afghanske venner og griner.

Ja, alt er relativt. Og humor er en overlevelsesmekanisme. På en dag, hvor uskyldige blev dræbt i Las Vegas. Langt væk fra Kabuls støvede gader og store bjerge. Langt fra USA's længste krig. Langt fra de terrorangreb, der ofte rammer denne by. Langt fra den virkelighed, mine afghanske venner lever i. Og alligevel er verden så lille, at de følger med. I en gal mands massakre på den anden side af jorden. Takket være internet og TV. 

- Jeg håber ikke det er en muslim, der skød alle de mennesker, siger en anden afghansk ven bekymret.

- Vi afghanere har nok problemer i forvejen og bliver alle stemplet som terrorister. Vi har ikke brug for flere problemer.

Han griner. Men alvoren er ikke til at tage fejl af. Det er ham og hans medborgere, der til daglig mister deres elskede. Når terrorister og selvmordsbombere slår til. I en krig, der bliver blodigere år for år. Og alligevel bliver han sat i bås med de ekstremister han hader.  Som er hans fjender. Dem, der dræber uskyldige. 

- Verden er træt af Afghanistan. Folk gider ikke at høre om vores lidelser. En royal baby i Storbritannien får mere mediedækning end 100 døde afghanere. Så lidt er vores liv værd. 

Sarkasmen er desværre rigtig i min vens kommentar. Krigen i Afghanistan får næsten ingen dækning i internationale medier. Det er den glemte krig. De internationale korrespondenter har med få undtagelser forladt Afghanistan. 

Jeg er blot en af mange, der ikke længere bor her, og ej heller rejser hertil ofte nok for at rapportere. Fordi vores arbejdsgivere prioriterer andre nyheder, og derfor ikke bruger penge på en krig, der har kostet milliarder af kroner, tusindvis af civile og soldaters liv. Og som i stedet for at genopbygge en stat og indføre demokrati, nu er kogt ned til en bitter erkendelse: at undgå, at landet ikke kollapser. Missionen har ændret sig. Ambitionerne er sænket. På et tidspunkt, hvor næsten 40 procent af Afghanistan er under Talebans kontrol eller indflydelse. Områder i det nordlige Afghanistan, der før var sikre og langt væk fra krigens rædsler i det sydlige Afghanistan, er nu usikre og Taleban er på fremmarch flere steder. Krigens geografi har ændret sig, og den skaber usikkerhed blandt mine afghanske venner. 

Venner, jeg ikke har set i tre år, og som med kram og kærlighed har taget imod mig og budt mig velkommen tilbage til byen, som jeg holder så meget af og som stjal mit hjerte første gang jeg satte mine fødder her for flere år siden. 

Jeg har nydt dagen sammen med dem. Det har været overvældende, at møde dem. Efter tre år. Dem, der vel og mærke stadig er her. Nogle er blevet dræbt. Andre har taget flugten til udlandet. Dem, der er tilbage, ønsker at tjene deres land, og klamrer sig standhaftigt til deres elskede land. 

Efter tre år, hvor Kabul er gået fra at være relativt sikkert, til et sted, hvor mine venner ikke længere føler sig sikre. De advarer mig mod den forværrede sikkerhedssituation, hvor terrorangreb, kidnapninger og kriminalitet er eksploderet. 

- Simi, husk, at Kabul ikke længere er som for tre år siden, lyder det.

Jeg kigger på de smukke bjerge, der omkranser denne by. Jeg nyder duften af byen. Kigger på mine venner. Engang tog vi ud at spise på hyggelige restauranter. Drak te og granatæblejuice på eksotiske cafeer. Jeg gik rundt på gaden og sludrede med lokale. Tog billeder af se små børn. Talte med tæppehandleren og grønthandleren. Kørte i lokale taxaer. Det er fortid. Nu er bybilledet præget af store bombesikrede mure foran vigtige bygninger. Der er soldater på gaden. Hunde og scannere, der holder øje. Og politikontrolposter. 

Kabul er på overfladen det samme sted jeg besøgte for tre år siden, da den nye præsident Ashraf Ghani blev valgt, og den tidligere præsident Karzai røg ud af rampelyset. Jeg har interviewet dem begge. Drøftet terror og fremtid med dem. 

- Kan du huske, at du fik mig til at gå hen og stemme ved præsidentvalget? spørger min chauffør smilende på lokalsproget farsi. 

- Du stemte på Ashraf Ghani, ik? spørger jeg. 

- Ja, men jeg havde ikke tænkt mig at stemme. Det var dig, der insisterede på, at jeg skulle, og derfor gjorde jeg det.

Vi griner. Jeg er imponeret over, at han kan huske det. Det havde jeg glemt.

Efter en lang sludder med vennerne og en tur down memory lane, kører jeg gennem byen, for at komme hjem til hotellet. Mørket har sænket sig over Kabul. Og her er kontrasten slående. Alle de biler, der plejede, at være på gaden, er væk. Butikkerne er lukket. Der er få butikker med is og juice, der stadig har åbent. Jeg genkender stederne og husker liv og glade dage netop her. 

- Det er på grund af sikkerhedssituationen. Folk holder sig hjemme, de er bange, siger chaufføren. 

Jeg kigger måbende ud på gaden, hvor vores bil igen bliver stoppet af politiet ved en kontrolpost.

- Jamen, Kabul Jan, kære Kabul, har mistet noget, dens særlige stemning, siger jeg. Han nikker. Vi kører stille videre.