Regeringen vil give redskaber til at gribe ind overfor mistrivsel

Blandt andet gøres Børnetelefonens udvidede åbningstid permanent, og fagpersonalet skal efteruddannes til bedre at kunne spotte mistrivsel.

Regeringen afsætter 26 millioner til børns rettigheder. Video: Sofie Sparre

Regeringen ønsker at styrke forebyggelsen af overgreb mod børn. 

Helt konkret foreslår regeringen at afsætte 26 millioner kroner over fire år til en børnerettighedspakke. Pakken skal med kampagner og undervisning være med til at styrke børns kendskab til deres egne rettigheder.

Derudover vil regeringen afsætte to millioner kroner årligt til at gøre Børnetelefonen permanent. Den har tidligere kun haft begrænset åbningstid.

Og så skal fagpersoner som pædagoger efteruddannes, så de bliver bedre til at spotte mistrivsel hos børn i daginstitutioner og i folkeskolen.

Fagpersonale skal være klædt ordentligt på

- Det er rigtig svært at se, om et lille barn det mistrives. Derfor skal vi sikre os, at fagpersonalet altid er klædt på til at kunne se de mindste tegn på mistrivsel, siger Laura Lindahl, som er børneordfører for Liberal Alliance.

Regeringen sætter 26 millioner kroner af til at styrke børns rettigheder. Video: Sofie Sparre

Ifølge hende er en af grundene til, at fagpersonalet skal opgraderes, at de selv siger, at det er svært.

- Jeg tror, at det her er et felt, hvor man er nødt til at efteruddanne hele tiden.

Gør udvidet åbningstid permanent

Hos børneorganisationen Red Barnet er man meget glad for tiltaget fra regeringen.

- Det er en rigtig god dag i dag for børnene, hvis det her bliver vedtaget, siger Gitte Jakobsen, som er seniorrådgiver hos Red Barnet.

Hun peger blandt andet på Børnetelefonens udvidede åbningstid som et godt tiltag. I dag er Børnetelefonen åben fra klokken 11 om formiddagen til klokken 02 om natten. Og den åbningstid vil regeringen altså gøre permanent.

- Der er meget brug for et sted, hvor børnene kan tale om det, der sker derhjemme, hvor forældrene ikke nødvendigvis ved, at de taler om det. De har brug for den beskyttelse, støtte og styrke til at kunne få den hjælp, som de skal have, siger hun til TV 2.

Der skal mod og redskaber til

Desuden vil regeringen bakke op om, at den kampagne, der tidligere har kørt om børns rettigheder, bliver gentaget.

- Der er stadig brug for, at børn bliver oplyst om deres rettigheder. Der er rigtig mange, der kender deres rettigheder, men vi skal også huske, at der er en ny omgang børn hvert år. Og børn, der er i udsatte positioner, har brug for at blive mindet om deres rettigheder om og om igen, konstaterer Gitte Jakobsen.

Den største del af de penge, som regeringen har afsat, skal bruges til den tidlige opsporing af børn, der mistrives.

- Sundhedspersonalet har et stort ansvar, når det gælder om at finde børn i mistrivsel. Det er dem, der kommer i hjemmene, og de skal turde at følge deres mavefornemmelse, når de fornemmer, at noget er galt.

- Det, vi hører fra sundhedspersonalet, er, at det er enormt grænseoverskridende og svært at bryde ind. Derfor efterlyser de nogle konkrete redskaber til, hvordan de kan gøre det.

Send flere penge, tak

Gitte Jakobsen mener, at udspillet er godt og kærkomment. Dog synes hun, at der mangler penge til behandlingstilbud til de børn, der har oplevet svigt, vold og overgreb.

- Det er et godt skridt i den rigtige retning, men der er brug for endnu mere.