Politik

BLOG: Det danske forsvar forsvarer Danmark

BLOG: Det er den rigtige beslutning, at danske soldater bidrager til at udføre grænsekontrol, bevogte terrormål og hjælpe politiet med at udføre transportopgaver, mener Peter Kofod Poulsen.

Fra og med i dag bidrager danske soldater til opgaven med at udføre grænsekontrol, bevogte terrormål og hjælpe politiet med at udføre transportopgaver. Det er en helt rigtig beslutning. På en uhyre trist baggrund.

Terrortruslen fra radikale islamister er akut. Den næste migrantkrise kan være lige om hjørnet. Og politiet har rigeligt at se med bandekonflikt o.s.v. På den baggrund er det indlysende rigtigt, at forsvaret træder til med en hjælpende hånd. Vi har sikret, at der i de kommende år bliver uddannet flere betjente og, at politikadetter også kan bidrage til at aflaste politiet. Men her og nu er der brug for, at forsvaret træder til og nu også på denne måde bidrager til forsvaret af Danmark. Det er noget, som Dansk Folkeparti længe har argumenteret for.

Er helt tryg ved soldater i gadebilledet

Jeg har utrolig stor respekt for og tillid til de danske soldater, som nu bliver en del af gadebilledet. Jeg er helt tryg ved, at det nu også er danske soldater, der skal bidrage til at beskytte os alle sammen. Danske soldater er blandt de dygtigste og bedst uddannede i verden. Og soldaterne har naturligvis også modtaget relevant uddannelse i forhold til de politiopgaver, som de nu skal bidrage til.

Jeg har til gengæld meget lidt respekt for kritikken fra den yderste venstrefløj om, at det er udansk, at danske soldater skal bidrage til forsvaret af Danmark og danskerne. Det er udtryk for en rystende mangel på tillid til forsvaret.

Jeg kan i øvrigt berolige Enhedslistens Rune Lund og andre kritikere med, at skarpt bevæbnet militær igennem generationer har bevogtet kongefamilien, bl.a. på Amalienborg, uden at uskyldige civile er blevet skudt ned for et godt ord eller, at vores demokrati er blevet undergravet af den grund.